30 uger – hvor pokker blev de af?

Graviditet 30 uger I dag runder jeg 30 uger af denne graviditet!  En graviditeten der denne gang ikke har været noget, jeg har berørt særlig meget på bloggen. Og dét giver nok i grunden et meget godt billede af, hvordan det er, at være gravid for 3. gang. Ved graviditeten med Valde lavede jeg et indlæg om forskellen på første og anden graviditet. Og ganske kort kan jeg konkludere, at forskellen mellem 2. og 3. graviditet – for mig – er, at det simpelthen ikke får samme opmærksomhed!

Nedenfor har jeg kopieret punkterne ind for ovenstående indlæg om 1./2. graviditet i forhold til, hvordan det er, at være gravid 2. gang, og nu vil jeg forsøge at tilføje, hvordan det så er 3. gang.

  • Anden gang er det som om, at tiden flyver af sted, og terminen rykker tættere på, uden at jeg når at tænke over det.
    Tredje gang er det fuldstændig på samme måde – bare mere ekstrem. Jeg synes nærmest lige, jeg har stået med testen i hånden og om 14 dage, går jeg på barsel!
  • Anden gang har jeg stort set ikke åbnet en bog om dét at være gravid – men har mere gjort det, jeg lige kunne huske var vigtigt.
    Tredje gang har jeg SLET ikke åbnet en bog. Jeg har taget vitaminer, jern og sørget for at få mælkeprodukter – thats it!
  • Her anden gang har jeg ingen idé om, hvilken uge jeg første gang mærkede liv.
    Det har jeg på INGEN måder denne gang. Jeg tænker faktisk indimellem, at hun ikke er lige så aktiv som de 2 andre, men jeg tror faktisk bare, at det drejer sig om, at jeg ikke på samme måde bemærker det – før om aftenen, når de andre 2 er puttet i seng – så er det til gengæld som om, at hun tager revanche.
  • Anden gang er mit aktivitetsniveau en del højere, da Silas ikke tillader, at jeg sidder på min flade, og der er mange flere praktiske gøremål, der skal ordnes.
    Tredje gang er det som om, at jeg stort set ikke sidder ned! Jeg udbrød en dag, at vi lige så godt kunne sætte stolene til salg, da vi alligevel aldrig brugte dem! Der står evig og altid et barn et eller andet sted og kræver opmærksomhed. Ofte er klokken omkring 20, inden jeg lander i sofaen, og så er jeg bare TRÆT. Og ja – vi VIL have én mere 😉 Et spørgsmål andre ofte stiller med et smil på læben,  og vi siger også tit til os selv – “hvordan skal det ikke blive med 3!” Vi er dog forberedte på, at det bliver hårdt indimellem, samt at det nok primært er familielivet, der bliver prioriteret de kommende år.
  • Anden gang har jeg heldigvis ikke taget lige så meget på. Dels nok fordi jordmoderen fik ret ved første graviditet (hun sagde; “husk det man spiser sig til, forsvinder ikke af sig selv igen!” Behøver jeg at sige, at jeg dengang blev ret så fornærmet på hende? Efterfølgende har jeg dog fundet ud af, at hun havde så evigt ret!) og dels fordi, at jeg naturligt bevæger mig mere, og først lander i sofaen efter Silas’ sengetid.
    Tredje gang har jeg heller ikke taget så meget på, hvilket jeg egentlig undrer mig over, da jeg ikke på samme måde har været obs. på sund mad mv. Til gengæld er der blevet spist en del hvidt brød med smør og søde sager. Og ja, jordmoderens ord sidder stadig i mig, men de er lettere at ‘overhøre’ denne gang, fordi jeg jo nærmest aldrig er til jordmor – indtil videre er det kun blevet til et enkelt besøg. Så ja – måske er det igen fordi, at jeg ikke på samme måde sidder/ligge i sofaen.
  • Anden gang har jeg brugt lidt mere energi på at tænke på fødslen og håbe på, at sidste fødsel ikke gentager sig!
    Tredje gang håber jeg på, at anden fødsel gentager sig! Det var jo den vildeste oplevelse, og jeg glæder mig på sin vis til at opleve det hele igen, selvom jeg er ret sikker på, at der ikke er nogen, der skal minde mig om det, når jeg står midt i det!
  • Anden gang har vi ikke brugt så meget tid på at snakke om navnet. Vi har nok opgivet, da vi vist allerede har brugt det ene drengenavn, som vi kan blive enige om! Måske bliver det bare Silas Jr? 😉
    Tredje gang har vi heller ikke brugt så meget tid på navnet. Det er faktisk rigtig svært pludseligt at skulle forholde sig til pigenavnene, men jeg har mere eller mindre lagt mig fast på et par stykker – og Henrik er ikke umiddelbart imod dem! Så måske det egentlig bliver ganske nemt denne gang?
  • Anden gang har jeg ikke tænkt så meget over, hvordan det vil være at blive mor igen. Jeg har til gengæld tænkt rigtig meget over, hvordan lillebror kommer til at passe ind i vores familie og ikke mindst, hvilket sind lillebror får.
    Dette punkt gør sig nok i høj grad fortsat gældende. Det er altid en udfordring at skulle have endnu et lille individ ind i familien – en familie som allerede har mange faste rytmer mv. Denne gang er tankerne dog mere af praktisk karakter, da vi kommer til have 2 forholdsvis små børn samtidig. Silas var trods alt 3½ år, da vi fik Valde, så han havde en helt anden forståelse af tingene. Valde når lige at blive 20 måneder, så han forstår formentlig ikke så meget af det, og er i hvert fald ikke kommet dertil, hvor han kan tilsidesætte egne behov. Derudover er det tanker som: Skal vi have en barnevogn mere? Skal vi købe en tvillingeklapvogn? Hvordan mon det kommer til at fungere med 2 børn, der stadig er meget afhængig af deres søvn i løbet af dagen? Hvordan bliver det at stå alene med 3 børn om morgenen? Og så videre!
  • Denne gang glæder jeg mig ikke bare til spædbarnet, men kan glæde mig helt vildt til, at de bliver lidt større.
    Tredje gang har jeg det på fuldstændig samme måde! En lille del af mig glæder mig faktisk til at komme over fasen med små børn, så vi kan tage hul på et kapitel med andre oplevelser, muligheder samt se glæden børnene imellem vokse! Dermed ikke sagt, at jeg ikke glæder mig til spædbarnet. Det gør jeg! Jeg glæder mig helt vildt til alle lydene, hyggestunderne med et sovende spædbarn på maven, ammestunderne (når vi lige er ovre de første 14 dage) og ikke mindst DUFTEN. Og jeg har lovet mig selv, at jeg denne gang i høj grad skal give mig selv lov til at nyde de små stunder i stedet for at fokusere på at få barnet lagt fra mig og få lavet noget praktisk. Det er skal nydes, da det er sidste gang, og jeg ved i høj grad, at denne tid aldrig kommer igen og i høj grad flyver forbi!

Graviditet 30 ugerOg sidst men ikke mindst, så er der – for mig – forskel på, hvordan min krop fysisk klarer graviditeten. Jeg ved, at jeg ikke skal klage, og det gør jeg så sandelig heller ikke, fordi jeg kommer også denne gang ret let om ved at være gravid. Men det er hårdere end de 2 tidligere graviditeter. Dels hænger det nok sammen med, at min krop har båret på 3 børn, hvoraf de sidste 2 graviditeter har været relativ tæt på hinanden. Og dels hænger det nok i høj grad sammen med, at jeg denne gang har en 1½ årig, som rent fysisk gerne vil løftes og sidde på en arm – og det er sgu ikke så nemt at sige nej til! Han kan jo ikke gøre ved det 🙂

Men i bund og grund er der nok ikke den store forskel på 2. og 3. graviditet. Svaret på forskellen mellem 3. og 4. graviditet må i finde et andet sted 😉

Tagget , ,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *