At kramme

steen-stoffer-krammerKram gør mig glad – især de der bjørnekram, hvor man virkelig kan mærke, at personen mener det. Det er altså rart! Og kram er vist efterhånden ved at udvikle sig til den nye måde at sige “hej” på, selvom jeg godt indimellem kan føle det grænseoverskridende. For svesken på disken – jeg har sgu da ikke lyst til at kramme alle og enhver! Nogle mennesker er der bare ikke den der kemi med, der gør, at jeg har lyst til at give et kram. Det kan både være mennesker, jeg lige har mødt eller mennesker, som jeg har kendt i mange år.

Og det er så her, at formålet med mit indlæg kommer. Jeg undrer mig nemlig – faktisk hver eneste gang, at jeg er ude for det. Hvorfor krammer man nogen, som man i bund og grund ikke har lyst til at kramme? Jeg gør det også selv indimellem, og andre gange får jeg sneget mig uden om. Jeg mener, man kan jo godt mærke, når den man krammer slet ikke har lyst til det. Og så er et kram jo på ingen måder rart men blot akavet og grænseoverskridende! Ligesom det er ekstremt grænseoverskridende – i hvert fald for mig – når jeg kan mærke, at personen overfor mig forventer at få et kram, og jeg på ingen måder selv har lyst til det. Hvordan er det lige, at man kommer ud af den situation på en fin måde? Det får mig altid til at føle mig lidt afvisende, hvilket egentlig slet ikke er det, jeg vil. Jeg vil bare ikke kramme! Og jeg kan egentlig ikke pege på, hvad der konkret gør, at jeg har lyst eller ikke lyst. Det er ikke nødvendigvis, fordi jeg ikke kan lide personen. Jeg kan ligesom bare mærke det på mig selv – et eller andet sted indeni.

Og hvem har ikke prøvet at få et af de der kram, hvor den anden person stort set har trukket sig væk igen, inden krammet er begyndt? Jeg hader dem! Det bliver ligegyldigt, akavet og ubehageligt! I den situation ville jeg egentlig meget hellere, at personen ville stikke mig labben og hilse på den gode gammeldaws måde! Og hvorfor gør man ikke det? Er det fordi, at man tror, at den anden forventer at få et kram? Er det fordi, at man ikke vil såre personen? Er det fordi, man ikke vil afvise den anden? Er det fordi, at man synes, at man “skal” kramme nu om dage? Eller er det bare fordi, at personen giver den type kram til alle?

Jeg undrer mig tit over det, og nu bliver jeg altså nødt til at spørge jer andre. Hvorfor kan man ikke føle, at det er legalt ikke at kramme længere? For det er vel i bund og grund en følelse man selv har, eller er det virkelig blevet sådan, at man forventer at få et kram? Kom med jeres vise bud! Hvorfor gør man det?

For mig er det altså helt legalt at lade være!

Tagget , ,

2 tanker om “At kramme

  1. Jeg tror, det kommer an på, hvor du er fra. Jeg blev fx virkelig forbavset, da jeg kom til Jylland og så, hvordan min mands familie gav hånd til hinanden. Altså, det er tæt familie! Jeg var i chok. På Sjælland – i hvert fald hvor jeg kommer fra – giver man selvfølgelig hånden, når man møder nogen for første gang. Hvis man så føler, man havde en god snak/oplevelse og kom tættere på personen, så giver man et kram, når man siger farvel. Ellers er det stadig labben. Næste gang er det så typisk kram fra en start, i hvert fald til kvinder. Mænd kan stadig godt få en femmer.
    Jeg synes, det er dybt akavet at give nogen, jeg kender godt, hånden til goddag og farvel. Så jeg krammer min jyske svigerfamilie! Efter fem år er de næsten ved at vænne sig til det, men det kan stadig være akavet. Jeg tror, det kommer meget an på, hvor man kommer fra… 😉

    1. Jeg tror du har ret i, at det kommer an på, hvor man kommer fra. I min familie har vi fx heller ikke for vane og rende og kramme hinanden, men vi kommer jo også fra det mørkeste af Jylland – nemlig Nordjylland. Når det er sagt, så tror jeg også, at selv nordjyderne er begyndt at løsne lidt op ift. at hilse hinanden med kram. Og jeg er helt enig i, at hvis der er kemi, så er det helt fint at give et kram. Det jeg mener med indlægget er, at jeg indimellem godt kan føle, at folk giver en et kram, fordi de ikke kan få sig til at lade være. Også selvom man har kendt hinanden længe. Jeg havde på et tidspunkt en bekendt, som jeg havde kendt i lang tid og havde et godt forhold til, men det med at kramme kom sgu aldrig helt til at fungere. Der blev nemlig bare en akavet stemning, der gjorde både goddag og farvel til en underlig ting. I det tilfælde ville jeg hellere, at vedkommende havde ladet være.
      Det er jo ikke fordi, at jeg selv har noget imod krammere, og jeg har det ligesom dig med, at det ville være underligt at give fx mine veninder hånden. Jeg undrer mig bare 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.