At lege med sine børn og lidt om at være nærværende

Er der noget, som jeg ikke er ret god til, så er det at lege med mine børn. Jeg kan simpelthen ikke blive fanget af det, og har derfor grusomt svært ved at leve mig ind i legene og de roller, som jeg nu engang får tildelt. Det er ikke fordi, at jeg ikke ønsker at lege med mine børn – være nærværende som er blevet så moderne! Men ER det at være nærværende, hvis man i bund og grund ikke gider? There I said it! Jeg gider ikke lege!

Jeg hjælper gerne ungerne i gang med en leg, men jeg gider altså ikke være en del af den i længere tid. Det hænger måske også lidt sammen med, at jeg synes, at børn også skal kunne underholde sig selv. Og det må vi sande, at de fleste børn måske ikke er så gode til nu om dage. Dels fordi vi som forældre ( i hvert fald her hos os) leverer et alt for højt serviceniveau! Dels fordi at børn stort set ikke skal aktivere sig selv længere, da meget tid i institutionerne er planlagt, og der altid er andre børn at lege med. Konsekvensen af den manglende evne til at underholde sig selv, mærker vi tydeligt i weekender, ferier og fridage. Silas kommer lynhurtigt til at kede sig og bliver rastløs. Nogle gange er han næsten ikke kommet ud af sengen, før han begynder at spørge efter, om ikke han må besøge bedstevennen. Det kan indimellem give konflikter, da der ikke altid – fra hans side – er forståelse for, at man indimellem måske har godt af at være hjemme, samt at der også er praktiske gøremål, der skal ordnes, hvorfor vi ikke altid bare kan smide, hvad vi har i hænderne.

Men tilbage til det med at lege med sine børn. Herhjemme – og sådan tror jeg, det er i rigtig mange hjem – er der stor forskel på, hvordan mor leger med børnene, og hvordan far gør. Skal det være vildt og fyldt med action, bygges huler eller spilles med bold, så er det far, der skal på banen, mens jeg er mere til de stillesiddende lege, såsom bygge LEGO, spille spil, lægge puslespil eller læse en bog. Det kan jeg til gengæld godt lide, men det er altså ikke altid nok til en dreng på 4 år med krudt i rumpen. Så derfor bliver dét at lege med Silas – og sikkert også Valde, når han bliver større – lidt en pligt, som jeg påtager mig indimellem for ikke altid at sige nej. Betyder det så, at jeg ikke er nærværende med mit barn? NEJ! Jeg er bare nærværende på så mange andre måder. Jeg tager ham med i køkkenet, putter ham om aftenen, går til og fra børnehaven med ham, hvor der er grobund for mange gode snakke, jeg nusser ham i håret, kysser ham på panden og er altid klar med åbne arme, når han er ked af det.

Kort sagt – jeg er en nærværende mor på den måde, som jeg er bedst til. At jeg så ikke er så god til at lege med ham, det er jeg sikker på, at han nok skal komme over. Det behov kan han trods alt få dækket andre steder. Men en mors (og fars) omsorg og nærvær kan ikke erstattes af andre – uanset hvordan den så er formet.

Hvordan mon I andre har det med dét at lege med jeres børn? Og hvordan er I nærværende for jeres børn?

Tagget , , , , ,

2 thoughts on “At lege med sine børn og lidt om at være nærværende

  1. Sikke et godt indlæg. Emilie er ikke helt gammel nok endnu til at hun selv gider at lege den samme leg i længere tid og rollespils-legene står kun lige for døren – men ellers er det faktisk næsten lidt omvendt her. Det er mig der står for tumle-legene, hulebygningen og svingturerne og Jesper, der leger med Lego sammen med hende :-p
    Vi nyder vist begge to virkelig når hun gider at sidde og læse en bog og jeg er vild med at tegne eller lave modellervoks sammen med hende – jeg må indrømme at jeg tror vi er ret godt kørende på nærværssiden – faktisk tænker jeg også nogle gange at hun måske lige skulle have lov til at passe sig selv lidt. Både for at lære at underholde sig selv men også for at lade hende slappe lidt af uden at blive bombarederet med alle mulige indtryk hele tiden 🙂

    1. Tak for det 🙂 Det er jo altid en balancegang med, hvor meget man “underholder” sine børn. Jeg er selv vokset op med ikke at blive aktiveret hele tiden. Det tror jeg har været medvirkende til, at jeg i dag værdsætter at have tid for mig selv engang imellem og bare nyde mit eget selvskab. En egenskab som jeg gerne vil kunne give en snert af videre til mine børn. Men selvfølgelig er der også sket et fald i aktiveringstiden herhjemme, efter at Valde er kommet til, men nu begynder vi til gengæld også så småt at opleve, at de kan underholde hinanden en smule.
      Men når alt kommer til alt, så drejer det sig nok bare om, at vi alle har forskellige måder at være sammen med vores børn på – og det er jo i grunden helt fint 🙂 Super fin blog, du har dig i øvrigt 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *