Banankage med chokolade og nødder

provinsmor.dkUhmsinumsi (ja det er altså et udtryk, som Silas har opfundet, og det bruges nu i stor stil herhjemme!!) for en banankage med chokolade og nødder, som jeg fik bagt her i weekenden! Tidligere har jeg altid brugt Karolines opskrift på banankage, men den når absolut ikke denne til sokkeholderne! Opskriften stødte jeg på hos bloggeren Anna-Mad. En blog som jeg klart kan anbefale andre at smutte forbi, hvis du lige som mig, godt kan lide at stå i køkkenet. Og det er ikke kun opskrifter på søde sager, der er på bloggen! Og hvad bedre er, så er der i denne opskrift (ift. Karolines) skruet ned for sukker, smør og mel og i stedet skruet gevaldigt op for mængden af banan, hvilket for mig blot er endnu et plus.


Der skal bruges:

  • 100 g. sukker
  • 2 æg
  • 3 modne bananer
  • 20 g. smeltet smør
  • 1 stor tsk. vaniliesukker
  • 1 tsk. bagepulver
  • Et drys salt
  • 110 g. hvedemel
  • 50 g. mandler (eller andre nødder efter eget valg)
  • 100 g. chokolade (igen efter eget valg)

Mandlerne hakkes og kommes i ovnen i 5 minutter v. 150º, så de bliver mere sprøde. Sukkeret og æggene piskes luftige og hvide. Bananerne moses og tilsættes æggemassen sammen med det smeltede smør. Derefter tilsættes vaniliesukker, bagepulver, mel og salt. Chokoladen hakkes groft og tilsættes sammen med mandlerne. Jeg tilsatte desuden ca. 75 g. blåbær, som Anna anbefaler i et senere indlæg, da jeg synes, at blåbær gør underværker i bagværk. Kagen kommes i en franskbrødsform og bages ca. 35-45 min. ved 180º.


Der er ingen tvivl om, at jeg skal have kigget noget mere på denne blog. Jeg elsker især, at hun har en del opskrifter på sundere søde sager – for ja – jeg har altså en sød tand og et stofskifte, som ikke helt kan tåle, at jeg bare giver los! Jeg skal bl.a. have prøvet hendes Sunde gulerodsmuffins med nødder, rosiner og krydderier, hendes Nøddesnacks med peanutbutter og mørk chokolade, og hendes Sunde Bananvafler. Og hvis lækkerhedsgraden i disse opskrifter er samme standard som denne banankage – ja så skal Anna nok regne med, at jeg bliver hængende fremover 😉

Tagget , , ,

6 thoughts on “Banankage med chokolade og nødder

  1. Hvor ser den bare lækker ud! Og mange tak for de søde ord <3
    Jeg bliver så glad, når andre følger med eller prøver mine opskrifter
    kh Anna
    anna-mad.dk

    1. Det er virkelig også en lækker kage, du har skabt med denne opskrift 🙂 Jeg har her i weekenden prøvet dine sunde banankager, og det er absolut de bedste sunde alternativer, jeg endnu har prøvet. Selv sønnike var stor fan af dem:) Så jeg skal helt sikkert have luret på flere af dine opskrifter 🙂

  2. Umsinumsi indeed!! Ved vi, om den kan fryses? 🙂

    1. Vores nåede aldrig så langt 😉 Men jeg kan ikke se, at der skulle være nogen grund til, at den ikke skulle kunne klare en tur i fryseren – måske bliver den bare endnu mere svampet af det. Jeg har i hvert fald tænkt mig at bage nogle, som kan komme i fryseren til alle barselsbesøgene 🙂

  3. Hej Provinsmor

    I din banankage med nødder og chokolade ligner det at der er blåbær i, på dit billede? Er der det? I

    Kh Simone Mundbjerg

    1. Hej Simone.

      Ja der er lige smidt et par håndfulde friske blåbær i dejen. Det smager MUMS! 🙂

      Kh fra Tina

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *