Hvordan klæder man sine børn godt nok på til denne verden?

Det her indlæg startede jeg egentlig med at skrive i forbindelse med, at en lille pige blev bortført fra en børnehave og seksuelt misbrugt, men jeg blev aldrig færdig med det, så derfor kommer det først nu. Når sådanne ting sker, tænker jeg altid på, om og hvordan man som forældre formår at få klædt sit barn godt nok på til at færdes i denne verden, hvor der i princippet lurer farer på hvert gadehjørne.

Vi vil så gerne tro på, at alle mennesker er gode – men det er de bare ikke! Vi vil så gerne tro på, at disse mennesker ikke findes i vores eget nærmiljø – men det gør de! Og vi vil så gerne tro på, at det altid sker for naboen – men det gør det ikke!

Så derfor bliver det vores opgave og pligt som forældre at sørge for, at vores børn bliver klædt godt nok på, men hvordan gør man egentlig det? Det er en balancegang, da man jo heller ikke ønsker at skræmme de små, men på den anden side er det også nødvendigt, at de ved, at ikke alle mennesker vil dem noget godt, og at verden desværre også kan være et ondt sted.

Jeg synes den er svær – for hvor meget kan de rumme og forstå? Og hvordan kommer man lige i gang med samtalen på en god måde og ikke mindst får den rundet af igen på en god måde?
Det afhænger selvfølgelig meget af, hvor gammelt og modent barnet er. Man er nødt til at tage det i de bidder, som barnet kan rumme og forstå – ellers kan vi i princippet lige så godt tale til en dør. Heldigvis synes jeg også først, at det for alvor bliver aktuelt, når børnene kommer til en alder, hvor de også begynder at kunne forstå lidt mere. Ved de små børn, er der jo næsten altid en voksen, der følger dem, hvorfor de bliver guidet i øjeblikket, og de har derfor ikke på samme måde behov for at kende til de eventuelle farer.

Forinden overstående episode med børnehavepigen fandt sted, havde vi herhjemme talt om, at det måske var ved at være på tide, at vi skulle have en snak med Silas omkring dét med at gå med fremmede. Han var på daværende tidspunkt begyndt at færdes mere på egen hånd her i vores nærmiljø, cykle lidt længere væk hjemmefra og ikke mindst startet i SFO, hvor der jo pludselig ikke længere er et fysisk hegn omkring dem. Ikke, at der ikke bliver passet på dem i skolegården, men det vil umiddelbart være relativt nemt for andre at komme uset i nærheden af børnene.

Men ovenstående episode blev faktisk startskuddet til samtalen med Silas. Han var tilfældigt i stuen den aften, hvor nyhedsværterne kunne fortælle om pigen, der var blevet bortført. Og han bed mærke i historien! Det gav anledning til at tale med ham om, at nogle mennesker ikke vil én noget godt, samt at han på ingen måder må gå med andre, hvis ikke han kender dem. Heller ikke selvom de tilbyder slik, legetøj, pokémon-kort osv. Silas kunne ellers godt være i risiko-gruppen, da han er meget lyststyret og vil gøre alt for et stykke slik eller lignende. Samtidig har han ikke altid den store forståelse for konsekvens(er) og handler ofte ret impulsivt. Vi er derfor ret overbevist om, at han godt kunne være typen, der ville følge med en ukendt voksen uden at tænke så meget over det – en tanke man ikke rigtig har lyst til at tænke til ende, vel?!

Men Silas tog under vores snak hans snusfornuftige væsen frem og gav udtryk for, at han var helt på det rene med, at man ikke må gå med fremmede og at ikke alle mennesker er rare mennesker, selvom de kan virke sådan ved første indtryk. I dagene efter talte han flere gange om dét her med ikke at gå med fremmede, og det er fortsat et emne, der popper op med jævne mellemrum.

Så selvom Silas er impulsiv og handler efter sin lyst, så er jeg faktisk ret overbevist om, at pointen i vores snak har sat sig fast. Han kan nemlig også være ret så fornuftig, når det tager ham, og han har en fin sans for, hvornår vi virkelig mener dét, vi siger – altså hvornår noget er alvorligt ment. Jeg håber aldrig, at han får brug for at huske vores ord  men må alligevel erkende, at der den sidste tid har været flere af disse hændelser. Eller der har sikkert ikke været flere, end der altid har været, men nu bliver vi bombaderet med nyheder fra hele landet, hvorfor mange hændelser også bliver meget mere synligt for os!

Men jeg føler, at vi i nogen grad kan vinge dette emne af, så nu mangler vi bare alle de andre, såsom mobning, seksuelle overgreb, blottere (som der for øvrigt også har været en del af den seneste tid!), ikke lade sig presse til noget, man ikke vil og mange mange flere.

Har I haft snakken med jeres børn, og hvordan har I grebet det an? 

Tagget

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *