Da Silas fik briller

Nu har Silas haft briller i godt 6 måneder, og det er virkelig tydeligt, hvor meget han har brug for sine briller. Han har dem på stort set hele dagen og vil nogle gange end ikke have dem af, når han går i seng om aftenen. Det er skønt, at han er glad for dem, og at det ikke er en kamp at få ham til at bruge dem.

Og hvordan var det så, at vi opdagede, at han havde brug for briller? I løbet af efteråret 2012 opdagede vi (Henrik havde faktisk sagt det i et stykke tid, men jeg havde skubbet det lidt væk igen), at Silas begyndte at skele. Efter lidt tid påpegede de også fra vuggestuen, at de havde lagt mærke til, at han var begyndt at skele. Vi bestilte derfor tid ved øjenlæge, som ved den første konsultation ikke kunne gøre så meget andet, end at konstatere, at han skelede og sende os hjem igen med en recept på øjendråber og en ny tid. Her oplever man igen igen glæden ved at bo i provinsen, hvor der ikke er nogen øjenlæge i miles omkreds, så det var med lidt irritation, at jeg kørte hjem med den besked. NÅ men vi havde så tid igen kort efter, hvor vi forinden skulle dryppe Silas’ øjne i 2 dage, så hans purpiller blev udvidet og øjnene slappede af. Dette så øjenlægen kunne få en mere præcis måling af Silas’ styrke. Ulempen er så, at barnet bliver følsom over for lys, men det var nu ikke noget, som vi mærkede på den lille gut, der på daværende tidspunkt kun var 1½ år.

Ved 2. undersøgelse målte øjenlægen hans styrke til at være +1, hvilket ifølge øjenlægen var meget normalt. Han var ikke meget for at få lavet synstesten, men det lykkedes til sidst. Vi fik derfor besked om, at det ikke var noget, der skulle gøres noget ved, men han ville gerne se os til kontrol efter yderligere 6 måneder.

Vi drog derfor endnu engang af sted til øjenlægen i juni 2013. Endnu engang var det blot for at få stukket en recept i hånden med besked om, at det var nødvendigt at dryppe hans øjne, før han kunne lave en ordentlig test. Jeg kan huske, at jeg var pænt irriteret, da jeg netop ved sidste konsultation havde spurgt, hvorvidt jeg skulle dryppe hans øjne, inden undersøgelsen, hvilket øjenlægen ikke mente var nødvendigt. Nå men pyt vi tog da bare lige turen på 110 km samt en fridag endnu engang. Ved næste konsultation fik øjenlægen lavet en god undersøgelse, der viste, at Silas havde +5-6 stykker på hver øje. Han forklarede det store spring med, at sidste test var meget usikker, da Silas ikke rigtig kunne sidde stille. Kan huske at jeg gik helt i stå og tænkte: “jamen drengen kan jo ikke se!” Og samtidig tænkte jeg, at det var fascinerende, hvor meget han kunne og dermed, hvor meget han formåede at kompensere for det.

Henrik var heldigvis med den dag, og vi styrtede efterfølgende ned og bestilte et par briller til ham, da vi stod og skulle på ferie dagen efter. Vi havde begge følelsen af, at vi bare skulle have fat i de briller hurtigst muligt, hvilket nok bl.a. skyldtes, at den lille dårlige samvittighed kom snigende – tænk at vores søn ikke havde kunne se indtil nu!

Da vi kom hjem fra ferie kørte vi direkte forbi og hentede brillerne. Jeg var af den overbevisning, at jeg i løbet af vores ferie havde vænnet mig til, at min lille dreng skulle til at bruge briller. Tror mig det giver mange tanker og bekymringer – for hvor er det synd, at han skal bøvle med briller, og man tænker på alle de ting, som (man tror) der er besværlig, når man har briller. Dertil må  jeg indrømme, at tanken om, at hans lille kønne ansigt skulle belemres med et par briller også var i mine tanker – han kunne umuligt blive lige så smuk og skøn med briller, og samtidig have dårlig samvittighed over, at jeg kunne have disse tanker.

Nå men da vi sad i bilen på vej hjem, og Silas fik sine briller på, gik det op for mig, at jeg slet slet ikke havde forenet mig med tanken. Jeg husker, at jeg forsøgte at holde tårerne tilbage, mens jeg kiggede på Silas, men lige så snart jeg vendte blikket ud af forruden tudbrølede jeg. Det var virkelig hårdt at se den lille gut sidde og kigge hen over brillekanten, da han ikke fra 1. sekund så fidusen i brillerne. Han var jo vant til at se verden på en hel anden måde – en måde, som han troede var den rigtige. En god kollega havde heldigvis fortalt mig om, hvordan hun reagerede, da hendes søn fik briller, så jeg var lidt forberedt på det. Jeg har efterfølgende grinet flere gange af min egen reaktion, da det jo virkelig ikke er verdens undergang.

De følgende dage var jeg let til tårer, mens vi forsøgte at få Silas til at vænne sig til brillerne. Vi var nok flere gange på nippet til at sige, at det var lige meget, han klarede sig jo meget fint uden, for det første lange stykke tid, var han absolut ikke interesseret i at have brillerne på. Vi valgte taktikken med, at han bl.a. skulle have brillerne på, hvis han skulle se fjernsyn eller computer, men ellers ikke tvinge ham til at tage brillerne på. Vi var enige om, at der ikke kom noget ud af at presse ham, og at han selv var nødt til at se gevinsten ved at have dem på. Med hjælp var vuggestuen gik det langsomt fremad og efter små 3 uger, var brillerne pludselig et fast tilbehør på Silas’ ansigt og tænk sig – han var STADIG den mest kønne dreng, jeg kender til trods for brillerne. Nu er det jo helt omvendt, og han ser helt forkert ud uden brillerne.

Silas lige før han fik briller og Silas nu. Når jeg ser tilbage på billederne er det virkelig tydeligt for mig, hvor meget han skelede.
Silas lige før han fik briller og Silas nu. Når jeg ser tilbage på billederne er det virkelig tydeligt for mig, hvor meget han egentlig skelede.

Vi har efterfølgende været til endnu en kontrol ved øjenlægen. Her forsøgte han at finde ud af, hvorvidt Silas højre øje er undertrykket og evt. har behov for klaptræning. Dette var dog ikke muligt, da det kræver, at Silas selv kan være med til en synstest, hvor han skal fortælle om diverse tegn på en tavle. Det havde Silas så ikke lige lyst til den dag ;o) Øjenlægen valgte derfor ikke at gøre noget på daværende tidspunkt, da klaptræning kan skade synet, såfremt det viser sig, at der ikke er noget behov for det. Heldigvis kan børns syn påvirkes indtil de fylder 7 år, hvorfor vi har god tid til at forsøge at bedre synet. Vi har efterfølgende fået at vide af den optiker, som vi bruger, at synet i nogle tilfælde kan bedres så meget, at behovet for briller forsvinder! Jeg håber bare, at styrken i det mindste kan mindskes en smule.

Om 1½ måned står den på kontrol igen, og det er da altid lidt spændende at høre, hvordan det hele ser ud. Det er i hvert fald tydeligt, at han ikke skeler så meget mere.

Tagget ,

1 thought on “Da Silas fik briller

  1. […] Og hvad gør vi så nu? Ja lige pt. gør vi ikke det helt store, selvom vi ved, at vi burde. Jeg tror, vi begge sidder med en følelse af afmagt og uoverskuelighed. Det er ikke nemt, når det ikke kan forklares overfor den lille gut, at han skal bruge klappen for sin egen skyld, og at synet hurtigt vil blive bedre, hvis han bruger den. Øjenlægen sagde, at allerede efter 14 dages brug ville det være markant bedre. Vi er begge enige om, at det må tage den tid, det gør. Vi er begge overbeviste om, at der ikke vil komme noget godt ud af at presse ham til at gå med den. Samme taktik brugte vi i øvrigt, da Silas fik sine briller, hvilket I kan læse mere om i indlægget: Da Silas fik briller. […]

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *