Det udadreagerende barn

Kender I det barn, som kravler oppe under loftet, kaster med tingene, skriger og råber, slår de andre børn og forældrene? Og kender I det, at man som tilskuer kan tage sig selv i at tænke; “hvorfor gør forældrene ikke noget?”

Det barn er Silas desværre ind i mellem. Dette er typisk på dage, hvor der enten er sket for meget omkring ham; hvor forældrene eller andre omkring ham ikke har samme overskud; dage hvor rutinerne ændrer sig for meget, uden at han er forberedt på det eller dage hvor han er fået en dårlig start. På de dage viser han den værste side af sig selv som desværre er meget udadreagerende, og det kan være svært for ham at komme ud af dette mønster igen. Det resulterer ofte i, at vi som forældre skælder meget ud og irettesætter, og det eneste, der kommer ud af det, er, at drengen bliver endnu mere “ustyrlig og uden for rækkevidde.” På de dage tænker jeg ind i mellem, at man nok skal være mor/far (eller måske bedsteforældre) for at holde af barnet.

Men tro mig – som forældre forsøger man virkelig at gøre noget ved det, når turen til vennerne, familien, IKEA eller lignende langt fra går, som man har ønsket sig. Det er slet ikke sjovt at være forælder i denne situation, men samtidig er det langt fra sjovt at være Silas i denne situation, da han jo godt ved, at hans reaktion ikke er så god, men han formår ikke selv at komme ud af situation – det er vores ansvar og opgave.

Nogle gange er det bare ikke let at hjælpe Silas ud af situationen. I disse situationer er det eneste der virker ( i hvert fald i vores lille familie) at flytte ham ud af situationen – altså rent fysisk. På de “bedre” dårlige dage kan det være nok at tage Silas med til et andet rum og give ham en mulighed for at få en pause i 5-10 minutter. Dette er heldigvis for det meste nok til, at han kan få en frisk start og komme ud af det mønster, som han selv og omverdenen (nok især os) har fået ham i. På de virkelig dårlige dage kan vi være nødt til at tage ham med hjem. Det forsøger vi selvfølgelig at undgå, da vi ikke ønsker at give ham for mange dårlige oplevelser og nederlag, som på sigt kan have betydning for hans selvværd.

Når disse dårlige oplevelser opstår efterlader det altid Henrik og jeg med en kæmpe portion dårlig samvittighed, da vi jo er dem, der bør skærme Silas for disse oplevelser. Typisk kan vi faktisk ved lidt efterrationalisering godt se, at vi måske nok bare slet ikke skulle have taget ham med, da der fx er sket meget omkring ham eller andet, som vi ved påvirker ham negativt. Det er bare svært, da vi jo også ved, hvor meget han holder af at komme med i byen. Vi tror nok til tider for meget på, at det selvfølgelig nok skal gå godt, men må vist også indimellem til at se lidt mere realistisk på det! Det er svært “at lære” at agere rigtigt som forældre. Vi øver os flittigt, men vi må også konstatere, at vi indimellem stadig snubler, og det vil vi nok blive ved med!!

Tagget , ,

1 thought on “Det udadreagerende barn

  1. […] Der blev generelt talt om, at det måske ville være en god idé, hvis vi hjælper ham til at mærke efter, og måske griber ind, inden det bliver for meget for ham. Silas skal selv lære det, men han har på nuværende tidspunkt også brug for, at vi hjælper og guider ham. Men puha det kan være en svær opgave! Noget jeg tidligere har skrevet om på bloggen, bl.a. her og her. […]

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *