En dag fyldt at minder

Den 2. juni sætter altid en masse tanker og minder i gang hos mig. Den 2. juni 2011 var dagen, som var så uendelig lang, men hvor tiden alligevel gik utrolig stærk. Det var den hårdeste, mest smertefuld men samtidig mest fantastiske dag (eller det vil sige, det fantastiske skete først d. 3. juni). Det var nemlig dagen, hvor fødslen af Silas var på sit højeste. En fødsel der ikke blev, som bøgerne beskrev, eller en fødsel som jeg selv havde forestillet mig.

Vandet gik allerede natten til d. 31. maj, men hverken d. 31. maj eller 1.juni skete der noget – ud over at turen gik adskillelige gange til fødegangen. En strækning på små 40 min. (endnu en charme ved provinsen), og en strækning, som jeg selv kørte, da Henrik ikke havde kørekort på daværende tidspunkt. Vi havde godt nok købt et Falckabonnement, hvor vi kunne blive kørt til fødsel – men man er vel nordjyde, så Falck skulle da ikke have besværet med at køre efter mig – noget vi har grinet en hel del af efterfølgende. Om morgenen d. 2. juni kørte vi endnu engang af sted til fødestuen, og her meddelte jeg Henrik, at jeg nu nok troede, at det var sidste gang, at jeg ville køre selv, da de få veer jeg havde begyndte at bide lidt mere.

Det blev dog også den sidste tur, der var nødvendig, da vi blev på fødestuen hele d. 2. juni. Veerne lod dog vente på sig, hvorfor jeg fik sat et ve-stimulerende drop ved 15-tiden om eftermiddagen. Og så skal jeg da lige love for, at veerne kom non-stop, og jeg kan huske, at jeg spurgte om, hvornår de pauser mellem veerne, som bøgerne skrev om, kom!!!

Selvom der var godt gang i veerne havde det imidlertid ingen effekt ift. at komme nærmere slutningen på fødslen. Kl. 22 var jeg ved at være godt modløs, og det blev derfor besluttet, at skrue lidt ned for droppet igen, så jeg kunne få en lille pause fra veerne og få lidt hvile. Veerne stoppede dog ikke helt, så det var så som så med hvilen. Inden de startede droppet op igen bad jeg om en epiduralblokade – og hold nu k… det er jo guds gave til den fødende kvinde!!!

Derefter kunne jeg sidde lige så stille og se på skærmen, hvornår jeg havde en ve uden at kunne mærke en disse, så endelig kunne jeg sove en smule. Ved 5-tiden om natten til d. 3. juni blev det vurderet, at Silas skulle ud ved kejsersnit, da der fortsat ikke var sket noget. Jeg meddelte Henrik, da jordmoderen gik ud for at hente en læge, at de bare kunne lave det kejsersnit – uden bedøvelse, da jeg bare gerne ville have det overstået. Kl. 05.26 kom vores dejlige dreng til verden.

Et godt stykke tid efter fødslen havde jeg følelsen af, at jeg var gået glip af noget. Jeg oplevede ikke at få Silas op på maven efter fødslen og var ikke med til at måle og veje. Der gik faktisk 1½ time, før jeg fik ham over til mig, da jeg havde fået rigtig meget smertestillende under operationen og derfor var helt omtumlet. Efterfølgende var der smerterne efter kejsersnittet som betød, at jeg knap nok selv kunne flytte Silas. Jeg syntes (og synes egentlig stadig), at det var vildt uretfærdigt, at Henrik ikke kunne blive på barselsgangen, da jeg virkelig godt kunne have brugt, at han var hos os. Var fødslen derimod gået lige efter planen, var vi alle 3 blevet indlogeret på et patienthotel. Det hænger ikke sammen i mit hoved!

Og når man ser dette billede – så var det jo det hele værd.

123

Tagget ,

En tanke om “En dag fyldt at minder

  1. […] Det er en scanning, jeg er blevet tilbudt pga. min sidste fødsel, som du kan læse meget mere om her, hvis du har lyst. En fødsel der gik langt fra, som jeg havde ønsket og […]

Der er lukket for kommentarer.