En skøn onsdagstradition

Jeg har de sidste uger haft en tradition om en frisk gåtur efter aftensmaden om onsdagen sammen med en kær veninde, jeg har haft siden, vi var 3 år gamle.

Vores venskab har egentlig altid været lidt on and off. Ikke at vi på nogen måde har været uvenner, men der har bare været perioder i vores liv, hvor vi ikke har snakket så meget sammen. Alligevel er det som at starte samtalen, hvor den sluttede sidst, når vi så endelig mødes igen – og det forbinder jeg i hvert fald med ægte venskab!

Vores samtaler under gåturene drejer sig om alt mellem himmel og jord, men da vi begge er mødre drejer en stor del af samtalerne selvfølgelig om dette. Vores børn ligner på mange måder hinanden men er alligevel så forskellige. De har dog det til fælles, at de begge har svært ved for mange skift, indtryk mv., og reagerer, når det bliver for meget for dem.

Og må indrømme, at det altså er dejligt befriende at tale med én om det, som mærker på egen krop, hvilken betydning, det indimellem kan have for familielivet, og hvor hårdt det kan være at være forældre til sådan et barn. Dermed ikke sagt, at det ikke altid i perioder er hårdt at være forældre uanset hvilket barn, man har!

Selvom vi har været meget åbne omkring Silas og hans sind og virkelig har forsøgt at sætte andre ind i det, så sidder vi fortsat indimellem med følelsen af, at andre ikke helt kan forstå det! Og jeg tænker egentlig, at det er ganske naturligt – jeg havde det nok selv på samme måde tidligere! For hvordan kan man sætte sig 100 % ind i noget, som man ikke selv har stået i? Det er jo det samme, som at jeg ikke kan sætte mig helt ind i, hvordan det er at have en depression, selvom jeg har en god forestilling om det, da jeg qua mit arbejde møder rigtig mange mennesker med psykiske lidelser.

Så ja vi har også selv revurderet vores opfattelse af, hvordan børn skal opdrages, efter vi har fået Silas. Før hans fødsel var vi begge enige om, at han i hvert fald ikke skulle styre vores liv, og hvis vi skulle noget, så måtte han pænt følge med! (Ja måske generelt en smule naivt – for styrer små børn ikke ofte forældrenes liv? Det er vel en del af det?) Det gik dog hurtigt op for os, at det ikke var så ligetil, og vi måtte tage vores holdninger lidt til efterretning! Og vi oplevede virkeligt at have et standpunkt til man tager et andet! Den dag i dag er der stadig mange ting og steder, som vi ikke tager Silas med til eksempelvis en tur i storcenteret, selvom det var det, vi helst ville, og selvom det giver et ekstra behov for barnepige indimellem.

Nå men tilbage på sporet! Vil egentlig bare sige med indlægget, at venskaber er så vigtige, og jeg sætter pris på alle de skønne mennesker, som er en del af mit liv, og jeg glæder mig til endnu flere gåture sammen med denne skønne kvinde.

Tagget , ,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.