En stolt og en virkelig glad mor!

ProvinsmorJeg har før skrevet lidt om her på bloggen, at det indimellem har givet lidt udfordringer at være Silas og Silas’ forældre. Det er bl.a. blevet til indlægget; Særligt sensitiv, udadreagerende, Om at føle sig slået hjem i ludo og Det udadreagerende barn. Allerede tilbage i vuggestuen kom der fokus på, at Silas indimellem har brug for lidt ekstra. Og det er vi SÅ taknemmelige for (og glæder os til at Valde skal starte i selv samme vuggestue!). Det betyder nemlig, at vi allerede nu er kommet langt i arbejdet med Silas og stadig har god tid, inden den står på opstart i skole.

Det er ved at være lang tid siden, at jeg sidst har skrevet om det. Det har været helt bevidst! For at være ærlig, så var de første måneder efter Valdes ankomst hårde, og vi skulle alle lige lære at blive en familie på 4. I slutningen af januar måned var vi til endnu et møde i børnehaven – bare med lederen og Silas’ kontaktpædagog, hvor vi var enige om, at vi skulle gøre en indsats for at hjælpe Silas, da bekymringen ellers var, at det blot ville blive værre og værre. Derfor kom det på tale, at vi skulle forhøre os om muligheden for at få tilknyttet en familievejleder fra kommunen. Selvom vi begge er meget afklaret med, at vi vil gøre alt, hvad vi kan for at give Silas de bedste forudsætninger, så var det alligevel med delte følelser. Ingen tvivl om, at vi skulle tage imod det, og at det ville være godt for os alle. Vi havde faktisk selv tidligere talt om selv at konsultere en familievejleder, men det er aldrig blevet. Men samtidig nagede der nok en lille bitte følelse af nederlag – tænk sig, at vi ikke selv kunne klare det! Det gjorde, at jeg nok ikke på daværende tidspunkt følte behov for at dele det med jer. Ikke fordi, at jeg var flov over det – jeg tager gerne al den hjælp, jeg kan få – men fordi jeg følelsesmæssigt nok var ret påvirket af, at min søn havde det svært. Og jeg var nok ikke helt klar til at blotte min sårbarhed – faktisk så lidt klar, at det kun var meget få mennesker, der fik det at vide.

I februar havde vi så besøg af en sød dame fra kommunen, som skulle vurdere, hvorvidt vi kunne være i målgruppen for at få denne støtte. Hun kom med lidt råd og vejledning under samtalen, men tilkendegav ellers, at hun ikke havde observeret noget unormalt under hendes besøg. Aftalen blev derfor, at hun blot ville komme med til næste netværksmøde, hvor svaret på PPRs vurdering af Silas ville foreligge.

Og det møde var vi så til i tirsdags – og nu kommer vi til det med at være en glad og stolt mor! Og det har jeg f…… god grund til at være! Silas har rykket sig helt ekseptionel meget de sidste par måneder. Ikke kun på et eller to punkter – nej hele vejen rundt! Og ikke kun herhjemme men også i børnehaven. Så meget at alle var helt enige om, at det er en helt fantastisk udvikling, der er sket med Silas i perioden.

Vi har godt kunne mærke, at han har profiteret rigtig meget af tydelige og ikke mindst faste grænser samt konsekvenspolitik. Vi har brugt rigtig meget at ridse reglerne op for ham før eks. et besøg hos familien, samt ridse konsekvensen op, hvis ikke reglerne bliver overholdt. Vi har altid lige bedt ham om at fortælle efterfølgende, hvordan reglerne var, så vi var sikre på, at han havde forstået dem. Og det har virkelig været godt. Hvis han har været på afveje under besøget, har det blot været nødvendigt at kigge på ham og minde ham om, at han skulle huske reglerne. Nu er vi efterhånden kommet så langt, at vi inden besøget ikke behøver ridse reglerne op men blot bede ham om at fortælle dem – han har efterhånden lært dem udenad. Det er virkelig et råd, som jeg kan anbefale andre at bruge!

Vi er ligeledes blevet meget bedre til at holde fast, når vi eksempelvis har sagt nej. Vi har nok tidligere været lidt for lette “at flytte” for at undgå konflikten med Silas. Konflikten vi vidste helt sikkert ville komme. Men selv konflikterne er gradvis blevet mindre – dels fordi han har erfaret, at han ikke på samme måde kan flytte os længere, og dels fordi vi har gjort det til vane at ridse reglerne/forventningerne op. Men selvfølgelig falder vi stadig i, og selvfølgelig er der stadig konflikter – det er jo trods alt et barn på knap 4 år – men slet slet ikke i samme omfang som før.

Samtidig er Silas kommet på ny stue i børnehaven i forbindelse med de store børns opstart i SFO. En stue, hvor der er mere plads og dermed heller ikke samme uro/støj. Og sidst men ikke mindst, så har han været til kiropraktor, hvilket han har haft stor effekt af. Alt sammen noget, som har givet os en mere rolig og afbalanceret dreng, som ikke kommer i alle de konflikter hele tiden.

Konklusionen på mødet blev derfor, at der ikke længere var brug for familievejledning til os, og at vi ellers bare fortsætter på samme måde som nu. Jeg var SÅ stolt over min lille dreng og svævede næsten på en lille sky, da vi forlod børnehaven. Det var så fedt at høre, hvordan han bare har rykket sig – så meget at den psykologvurdering, der var blevet lavet, stort set allerede var forældet. Vi er efterhånden ved at have fundet de redskaber, som vi skal bruge for blot at have en helt almindelig børnehavedreng på knap 4 år, der prøver grænser af og afprøver egne evner og meninger. OG det skal der være plads til!

Stolt med stolt på – krydret med meget glæde, lettelse og overskud – det er, hvad jeg er!

Tagget , , , , , , ,

2 thoughts on “En stolt og en virkelig glad mor!

  1. Hvor er det bare fedt for jer og ikke mindst for Silas. Håber den gode udvikling forsætter 🙂

    1. Det håber jeg også. Det virker til, at vi har knækket koden ift. hvad der hjælper ham bedst 🙂 Og så minder vi hinanden om, at han jo kun er 4 år, og at en del også skyldes alderen og lysten til at være mere selvstændig. Det tror jeg de fleste familier kan nikke genkendende til 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *