Er julen børnenes fest?

Julen børnenes festVi kender alle udtrykket: “Julen er børnenes fest!” Og det er vel på sin vis også sandt. De fleste børn holder, går jeg ud fra, meget af julen, måske især på grund af gaverne og alle julegodterne. Men når jeg alligevel stiller spørgsmålstegn ved, hvorvidt det egentlig er børnenes fest, så er det fordi, at jeg tror på, at julen også kan være rigtig hård for børnene.

Der er rigtig mange arrangementer her i december måned både i fritiden og i deres institutioner/skoler. Arrangementer, som vi voksne forventer, at børnene skal se frem til med længsel og glæde – for det er jo HYGGE! Forventninger, som børnene sikkert godt kan mærke, men som måske kan være svær at leve op til – fordi måske har de det slet og ret ikke på samme måde?!

Lad mig komme med et eksempel fra den 1. søndag i advent. I mit hoved, så var det denne dag, at julen skulle starte her i huset. Vi skulle julehygge fra morgen af med den første adventsgave. Derefter skulle vi have pyntet huset op, mens vi hørte julemusik, være sammen om at bage pebernødder for til sidst at slutte eftermiddagen af med en portion æbleskiver, de nybagte pebernødder og julehygge. Alt sammen på papiret fantastisk og hyggeligt!

Men her er hvad, der virkelig skete! Ungerne fik deres gave – legede lidt med den, men var ikke helt ekstatiske over den. Under julepyntningen sov Valde i barnevognen og Silas ville hellere sidde med Ipad’en til at starte med – kom dog i tanke om, at han skulle have pyntet lidt op på hans eget værelse. Julemusikken udeblev og huset var i stedet fyldt med alt muligt andet støj. Pebernøddedejen lavede jeg alene. Silas rullede ca. 10 pebernødder og gad derefter ikke mere – Valde gad slet ikke, så dem lavede jeg stort set også alene, mens der sad en lettere utilfreds baby på fars arm. Og æbleskiverne kom aldrig på bordet – de ligger faktisk stadig i fryseren!

Og jeg tog mig selv i at blive en smule irriteret. Hvor åndsvagt det end er – for det er det! Og der ramte det mig – er det egentlig for børnenes skyld, at vi stiller alt det her op? Eller er det for vores egen skyld? Var børnene ikke bedre tjent med, at al den opmærksomhed og kom-nu-skal-vi-hygge-som-en-rigtig-familie var bredt ud over alle årets 12 måneder?

Men julen skal jo for pokker være magisk – det tror vi i hvert fald, at den skal! Derfor stiller vi som forældre an med alt muligt – pakker (alt for mange pakker!), lækkerier, småkagebagning, hemmeligheder, overraskelser, nisserier, snak om og måske endda møde med julemanden – ja jeg kunne i princippet blive ved med alt det, vi arrangerer og forventer.

Herhjemme bliver det hurtigt for meget, når alting ikke går sin vante gang. Især hos ældstearvingen. Tidligere reagerede han med vrede og uro, nu oplever jeg mere, at han trækker sig. Og jeg tror netop, det er derfor, at han her i december kan være særlig svær at få ud af døren om morgenen. Sidste gang det var sådan, var der også forandringer i børnehaven, så der begynder at danne sig et mønster. Selvom jeg faktisk ikke, som voksen, synes, at de går over gevind i børnehaven, så er der alligevel ret mange ting, når man lige lister dem op; pakkekalender, juletræstur (allerede i midten af november), julenisser, juleklip, luciaoptog, julegudstjeneste, julefrokost, juletræer og julegave-produktion. Måske jeg har glemt noget? Og det kan måske netop godt blive lidt for meget for de små væsener, når man sammenholder med julehalløjet ved fritidsinteressen og hjemme hos os forældre.

Jeg synes fx selv, at det er MEGA hyggeligt med de små nissedøre, hvor nissen laver lidt fis og ballade, er søde ved børnene og så videre igennem hele december. Eller de breve man enten selv kan producere eller købe sig til fra selveste julemanden. Og jeg er sikker på, at det fungerer i rigtig mange hjem, men jeg har fravalgt det. Mest fordi, at jeg simpelthen ikke tror, at de kan rumme al den jul! Det kommer sikkert, når de bliver lidt større, og så må det bare være ærgerligt, at de måske til den tid ikke længere tror på julemanden og nisserne. Måske jeg har den holdning, fordi det aldrig er noget, der er blevet dyrket i min familie – det med julemanden. Jeg kan faktisk ikke huske, at jeg nogensinde har troet på ham. Og det er faktisk helt okay! Og jeg føler alligevel, at jeg har gode minder fra mine barndomsjul.
Og så er jeg for øvrigt ikke sikker på, at jeg ville gide at skulle agere nisse hele julen. Det kan lige gå den enkelte dag, hvor nissen er med hjemme fra børnehaven, og så er det egentlig fint nok 😉

Men hvad tænker I andre mon? Er jeg helt gal på den? Eller er det måske rigtigt, at vi på én eller anden måde fjerner lidt af magien fra julen ved at drukne vores børn i jul? For vi helt ubevidst og i bedste mening givet lidt af julestressen videre til vores små børn, så det bliver svært at være i for dem i stedet for magisk og hyggeligt?

Og når alt det her er sagt, så bliver jeg berørt af at tænke på alle de børn, hvor julens goder ikke på samme måde er en selvfølge. Hvor de materielle midler er små. Hvor der er misbrug eller omsorgssvigt generelt set. Derfor er juletiden også fantastisk, fordi der findes SÅ mage frivillige og organisationer, der gør en særlig indsats for, at det skal blive en god jul for alle! Hvis du har lyst kan du eksempelvis give et lille bidrag til Mødrehjælpen (der også er for far), Røde Kors, Frelsens Hær, Kirkens korshær, Børnesagens Fællesråd, og sikkert mange mange flere steder.

julen børnenes fest

Tagget , , , , ,

8 thoughts on “Er julen børnenes fest?

  1. Lige nu sidder jeg primært og spekulerer over, om udtrykket ikke er, at “julen er hjerternes fest”? 🤔 Men anyway! Jeg tror, du har meget ret. Man har/får som regel nogle ambitioner, ønsker og drømme for julen (og alt muligt andet) når man får børn. Jeg tænkte da fx, at mit første barn kun skulle have økologisk, fransk trælegetøj at lege med – det der plasticmareridt i pangfarver skulle vi ikke ud i! Well… spørg ikke, hvordan dét gik, haha!
    Vores første jul som en familie på tre, skulle da også være speciel! Jeg har aldrig været ude at fælde juletræ, da jeg var barn. Det aftalte min mand og jeg, at vi skulle. Med vores, til den tid, 6 måneder gamle baby i bæresele osv. I starten af december dét år, faldt min mand så ned af vores trappe – med vores datter i favnen. Han holdte jo fast på hende, for at beskytte hende, så han fik ikke taget fra på nogen måde. Det resulterede i fem brækkede ryghvirvler, sygemelding og behandling med et slags korset og med forbud mod at løfte noget som helst i tre måneder. Så den jul fejrede han primært på en seng i stuen, som vores sofa var skiftet ud med, fordi han lå bedre på sengen.
    Vi fik aldrig startet den tradition med juletræsfældning! Og det er sgu et eller andet sted også okay. Efterhånden som vores børn er blevet større, er der heldigvis blevet tradition for, at klassearrangementer osv ikke holdes i december. Og det er nærmest helt befriende! For hvor kan det dog være travlt, når man skal rende til arrangementer i vuggestue, børnehave, skole og fritter.
    Nu er vores børn blevet ret store (12 og 14), og der er ikke så meget at “rende til” længere. Men alligevel er jeg nogle gange helt forpustet, når alle fritidsaktiviteter skal falde i hak med julekalendere, aftensmad, lektier, at tale (bare en smule) sammen osv.
    Vi forældres ambitioner er gode, og vi gør alle det bedste, vi kan. Men hvor ville det dog være godt, hvis vi kunne lægge dem lidt fra os. Bare engang imellem. For brunkagerne behøver altså ikke være hjemmebagte, og film kan godt ses på Netflix (i nattøj) i stedet for biografen. Og engang imellem må man faktisk godt sige; “Nej tak!” De første år efter jeg mødte min mand, var vi samlet til julefrokost flere gange; hos hans mor, hans ene søster, hans anden søster, og helst også hos os. Altså… Jeg kan godt li’ dem – men fire dage med de samme mennesker, hvor vi har det samme at snakke om, og spiser de samme retter hver gang? Det behøver vi altså ikke. Jeg har bl.a. fået indført, at vi intet skal juledag. Jeg NÆGTER at tage til julefrokost dén dag! Næh, vi skal sove længe, hygge, se film, glo på gaver og have nattøj på hele dagen. Vores unger elsker det! Og jeg tænker egentlig tit, vi gjorde det godt, da vi lærte vores børn, at de (og vi) ikke behøver at blive aktiverede konstant. De elsker, når vi har weekender, hvor vi ikke skal noget – og det gælder hele året rundt.
    Nå, men jeg er altså ude af stand til at formulere mig kortfattet… 😉

    1. Haha du har vist ret omkring, at det er Hjerternes fest, men jeg synes nu, at man ofte siger det andet i daglig tale? 😉 Men hvor har du ret i meget af det, du siger! Hvem kan ikke nikke genkendende til den med legetøjet i pangfarver – det er jo for pokker det, de vil lege med de små 🙂 Vi har de sidste par år været på juletræstur – men i år har jeg sagt til gemalen, at vi køber et træ nede i byen, der er fældet. Silas gider ikke, Valde er ligeglad, og det er bare upraktisk at skulle have Vera med! Dertil er der stort set altid minimum 1 barn, der sover herhjemme for tiden 😉 Silas gad for øvrigt ikke med på børnehavens juletræstur – han ville hellere holde fri, for ifølge ham, får han altid så ondt i benene, når han er ude og hente juletræ 🙂
      Men ja – hvor ville det være godt, hvis vi forældre skar lidt ned på vores egne ambitioner – for børnene er det mest vigtige, at vi er der og ikke gør tingene med et halvt hjerte.
      Tak for din kommentar – og jeg er vild med, at du ikke kan fatte dig i korthed 😉

  2. De sidste to år, hvor jeg har været nogens mor, har jeg i hvert fald haft alt for store visioner for julen. Åååh, at sidde og se Disney’s Juleshow med sit barn, bage julekager sammen osv – det gad han sgu ikke.
    Første jul var jeg rigtig dårlig til at acceptere det (men der var han også kun 7 dage gammel ;)), andet år gik det lidt bedre.
    I år har jeg fuldt ud accepteret, at vi har nogle idéer, men at det ikke er sikkert, vi skal gennemføre dem.
    Altså at kagerne bliver købekager, at der ikke blev noget julemarked, at han ikke altid gider gaven i sokken (og måske ikke skal have sådan en til næste år) og at vi måske ikke skal danse om træet. Pakkeleg er droppet på forhånd.

    Jeg er kommet dertil, at vi er nødt til at skabe nogle nye traditioner, som passer til hans alder og sind. Og så håber jeg på, han gider lidt mere om nogle år 😉

    Så jo, vi gør det da for børnenes skyld. Som udgangspunkt. Men hvis man formår – som jeg hører, du gør- at kigge på sit barn, se om det fungerer og tilpasser efter det, så tror keg, man gør alle en tjeneste.

    Jeg har i noget tid hft en klar idé om, at vi skulle have besøg af julemanden. Meeen det er heller ikke sikkert, han har tid i år 😉

    1. Jeg tror, du har ret i, at det drejer sig om at skabe nogle traditioner alt efter, hvor barnet er i sin alder og udvikling! Og ja drop I bare den julemand i år – jeg tror på, at Martin stadig er for lille til reelt set at forstå det – han vil nok i hvert fald ikke opleve, at der mangler noget 😉 I år er det vigtigste for jer vist at få taget godt hånd om ham i forbindelse med lillebrors ankomst (måske han netop kommer nu!?!) Dét i sig selv kan være hårdt arbejde for den lille fyr! Kram herfra

  3. Godt indlæg! 👏🏻 Jeg kan så meget følge dine tanker, for der ER vitterligt mange ting at forholde sig til for de små mennesker her i juletiden.
    Jeg har det MEGET svært med julen og var jeg ikke blevet Mor for snart 6 år siden, så tror jeg såmænd jeg havde boykottet alt hvad der har med jul at gøre.
    Det virker så trættende og opslidende på mig -i mit voksenliv- og julen bliver for alt for mange noget materialistisk fremfor nærværende, taknemlig og fyldt med kærlighed -noget jeg vist skrev et blogindlæg om sidste jul.
    I min søns børnehave er de gået all in, og der er både juleklip, luciasang, pakkekalender, vindueskalender hvor de skiftes til at tegne hver dag OG nissebamser som de får med hjem på skift – pyyyyh, man forstår godt hvis ungerne har lidt svært ved at kapere det hele og gerne vil trække stikke i løbet af ugen 😌😅😮
    Herhjemme tager vi det i et helt andet tempo og jo, vi har en husnisse der hedder Kalle Knast -men han følger familiens tempo og laver ikke noget HVER dag her i december… Det ville blive ALT for meget, særligt for min 5 årige. Julepynten er kommet op løbende, vi har bagt julesmåkager -men igen helt og aldeles på børnenes præmisser.
    For mig er julen børnenes fest og det vigtigste er at vi er sammen med dem vi holder af, er nærværende og mærker kærligheden.
    I år skal vi holde jul alene -børnene, hundene, min mand og jeg og det bliver formentlig en juleaften som “sure tante xxxx” ville rulle øjne af… Det bliver børnenes aften og ærlig talt, de vil sk*de på at “man spiser først og slutter af med at danse om træet og SÅ kan I få jeres gaver”… Så sådan bliver det IKKE hos os😉

    1. Tak for din kommentar Louise! Jeg er enig med dig i, at det indimellem kan knibe med at huske, hvad julen egentlig er – for ja, det er blevet for materialistisk, hvis man spørger mig. Ønskesedler bliver mere og mere ‘bestillingslister’ i stedet for reelle ønskelister, hvilket jo godt kan fjerne lidt af glæden ved at give andre en gave. Heldigvis synes jeg, at det er sådan i vores familie 🙂
      Sidste år holdt vi også jul hjemme sammen med Henriks store børn. Det var fantastisk og totalt afslappende – netop fordi ungerne bare kunne pakke alt op uden, at vi hele tiden skulle passe på, at ingenting blev væk, og de kunne komme i seng, når de var trætte! Vi valgte at gå om juletræet og åbne pakker mellem anden og ris’alamanden, så vi kunne nyde desserten og kaffen i ro og mag. Det var en super løsning for os og noget, som sagtens kunne blive aktuelt fremover. I år holder vi julen hos mine forældre, som heldigvis også er med på, at det indimellem kan være nødvendigt at ‘bøje’ reglerne en smule 🙂
      Jeg håber I får en fantastisk juleaften – lige efter børnenes præmisser! Glædelig jul til jer 🙂

  4. Super-godt og relevant indlæg! Jeg er personligt ved at kløjs i julen. Der er virkelig mange ting, og primært fordi meget af ‘hyggen’ er blevet uddelegeret til institutionerne. Og så er der pludselig virkelig mange nissevenner, julekomsammener, juleafslutninger osv. Og midt i alt dette prøver man så at lave sine egne hjemlige hyggeting. Jeg ved sgu’ ikke hvor godt jeg lige selv synes jeg lykkes med det projekt…..

    1. Tak for det 😊 Nej man kan godt indimellem synes, at det er ærgerligt, der er så meget i institutionerne – det fjerner lidt glæden i hjemmet, men det er nok ikke let at ændre på 😊 Jeg bliver allerede helt forpustet af at tænke på næste jul, hvor vi har både et skolebarn, et børnehavebarn og et vuggestuebarn 😲

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *