Det er en fase – det er BARE en fase!

Jer der har fulgt med i længere tid ved, at Veras sovehjerte altid har været som vinden blæser om dagen. Og jeg har skiftet mellem at være frustreret og irriteret til i andre perioder at slå ud med armene og acceptere, at det er sådan det er! Det har jeg kunne, fordi Veras sovehjerte altid har været godt om natten – for det har det. Indtil nu!

Siden skoldkopperne brød ud, er det som om, at der er gået kuk i nattesøvnen. Vera går stadig forholdsvis tidligt i seng – oftest ved 19-tiden – men hun har fået sværere ved at overgive sig til søvnen. Tidligere skulle vi blot lægge hende ned og gå, men nu skal hun ofte have hjælp til at falde i søvn og vågner gerne igen efter ca. 30 minutter, hvorefter vi så kan begynde forfra igen! Samtidig er hun begyndt at vågne mange gange i løbet af natten. Hver gang falder hun hurtigt i søvn igen, når hun har fået sutten, men det betyder alligevel en del for min nattesøvn, når man gennemsnitlig bliver vækket minimum 1 x i timen. Tidligere var det en sikker løsning at hive hende over i min seng, men det er som om, at hun ikke længere kan finde den samme ro, så ofte ender det med, at jeg lægger hende tilbage i hendes egen seng igen.

Dertil kommer, at Silas pt. også er inde i en periode, hvor han ofte er vågen om natten. Han har en periode med en del natteskræk, hvor han vågner med mareridt uden, at det er muligt for os at komme i kontakt med ham. Ofte går det så højlydt for sig, at minimum én af de to andre også vågner, så det er jo så fint (ironi kan forekomme!). De få nætter, hvor han ikke har mareridt står han ofte og prikker mig på armen, fordi han skal tisse – selvfølgelig oftest i den periode af natten, hvor Vera sover nogenlunde stabilt. Så skal jeg ellers op og se ham tisse og følge ham i seng igen. Hold op hvor jeg glæder mig til, at han bare lige selv smutter over gangen og ordner sin nødtørft 😉

Så pt. er det lidt småt med søvnen – i hvert fald den sammenhængende af slagsen. Vera er stadig ikke en stabil sover om dagen, og hun har også her svært ved at overgive sig til søvnen pt. og vågner oftest efter ca. 35 minutter. Nogle gange lykkes det at få hende til at sove igen – andre gange gør det ikke! Pauserne i løbet af dagen er derfor små, og når hun endelig sover er der jo en del, der skal ordnes. Jeg lærte dog mig selv under barslen med Valde, at jeg skal give mig selv lov til at slappe af, når baby sover og lave lidt flere af de kedelige ting, når baby er vågen. Det er en ret god regel, som jeg til enhver tid vil give videre til en nybagt mor.

De sidste 2 nætter og dagen i går var særlig slemme i forhold til søvnen – eller mangel på samme. Jeg har derfor flere gange messet for mig selv, at det er en fase – det er bare en fase! Og det fik mig til at tjekke appen “Vidunderlige uger” og sørme om der ikke, der står, at Vera pt. er inde i et tigerspring og mangler ca. 10 dage. Der står ligeledes, at klæbefasen under dette spring er ekstra slem. Så måske det er årsagen til de mange opvågninger. Jeg ved ikke, om jeg tror på tigerspring til fulde, men lige nu gør jeg! Det giver mig nemlig håb om, at det hele snart vender igen. At Vera igen begynder at sove godt om natten og fortsat bliver ved med at sove ustabilt om dagen – det har jeg nemlig opgivet at tro på skulle ændre sig 😉

Men smuk – det er hun ♥

Børn og søvn

Tagget , ,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *