Fødsel lige om lidt

Mens der stadig var overskud til at smile under Valdes fødsel
Mens der stadig var overskud til at smile under Valdes fødsel

Hvis alt fortsætter med at forløbe som det skal, så skal jeg igennem endnu en fødsel om 4-9 uger. Og underligt som det lyder, så glæder jeg mig! Altså jeg glæder mig selvfølgelig ikke til smerterne, og jeg har ikke glemt – HVOR ondt det gør, men jeg glæder mig til den der uovervindelige, lykkelige fornemmelse i kroppen, når fødslen er overstået og kroppen har præsteret det, som den er skabt til. Jeg tror aldrig, at jeg har haft den samme fornemmelse i kroppen på et tidligere tidspunkt, end da Valde blev lagt op på maven af mig. Og lige der kunne jeg mærke, at den der følelse af, at jeg var blevet ’snydt’ for noget under Silas’ fødsel – den var velbegrundet!

Silas blev født ved akut kejsersnit – noget som den dag i dag stadig har betydning for min(e) fødsler. Jeg kan nemlig ikke få det, som jeg gerne vil have det, da der altid vil være en risiko for, at arret springer op. Det betyder, at der konstant skal være målere på min mave – og jer, der har fået kørt en strimmel, ved, hvor begrænset man er, når man har de målere på.

Mit allerhøjeste ønske var at få lov til at føde i vand, eller måske endda en hjemmefødsel (hvilket Henrik nok ikke ville være helt så cool med), men ingen af delene kan lade sig gøre. ikke engang smertelindring med vand i den aktive del af fødslen er en mulighed, hvilket jeg oprigtig er ked af. Under Valdes fødsel fik jeg lov at mærke, hvor stor effekt vandet havde for smerterne, indtil jeg blev vurderet i aktiv fødsel, og den følelse ville jeg gerne have haft under hele fødslen.

I stedet bliver jeg ‘bundet’ fast til sengen med målere på maven, hvor jeg selvfølgelig får valgmuligheden med, om jeg vil ligge på højre/venstre side eller på ryggen og måske engang imellem komme op og stå ved sengen. Og tiden på sygehuset kan desværre godt blive lang, da jeg samtidig skal møde op tidligere end andre fødende, når veerne starter, igen på grund af det tidliere kejsersnit og risikoen for, at arret springer op.

Men når det er sagt, så ved jeg jo godt, at det er for at passe på mig og det lille væsen, som jeg går og gemmer på, så det skal ikke høres som en klagesang. Jeg har under begge tidligere fødsler været ‘bundet’ fast til sengen, grundet behov for hele tiden at følge barnet, og alligevel har jeg begge gange haft en fantastisk oplevelse, selvom det ingen af gangene blev min drømmefødsel. Men jeg ved, at forløbet alligevel kan blive fantastisk og en anden form for drømmefødsel, og det tror jeg også på, at det bliver næste gang ♥

Jeg har for øvrigt aldrig delt mine fødselsfortællinger her på bloggen. Noget der ellers er ret populært og som jeg selv elsker at læse hos andre. Det hjælper med at give et indblik i, hvor forskellige fødsler kan være, og jeg tror derfor også, at det på én eller anden måde kan være med til at forberede de gravide på, hvad der skal ske.
Jeg tror derfor, at jeg vil dele dem med jer i 2 forskellige indlæg indenfor den nærmeste – for jeg har i sandhed haft 2 milevidt forskellige fødsler, og er spændt på, om den 3. fødsel bliver en gentagelse af én af de to tidligere, så godt som det nu lader sig gøre? Eller om den også bliver sin helt egen?

Tagget ,

3 thoughts on “Fødsel lige om lidt

  1. Garanteret helt sin egen! 😉
    Jeg glæder mig til at læse om de to første, jeg er nemlig også helt vild med fødselsberetninger 😀

    1. Jeg er sikker på, at du får ret i, at det bliver en helt tredje oplevelse denne gang 🙂

  2. […] selvsagt også sine begrænsninger i selve fødslen, hvilket jeg tidligere har skrevet lidt om i dette indlæg. Begrænsninger, som jeg i bund og grund var ked af, men som jeg ikke kunne gøre noget […]

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *