Fødselsberetning – den stille og rolige fødsel

FødselsberetningFor nyligt udgav jeg fødselsberetningen fra Silas’ fødsel. En fødsel, der endte i akut kejsersnit, og efterlod mig med følelsen af at være blevet ’snydt’ for fødslen. Derfor var jeg fuldt opsat på, at jeg selvfølgelig skulle forsøge mig med en vaginal fødsel igen næste gang, dels for at få oplevelsen og dels fordi følgerne efter kejsersnittet ikke var at ønske igen – slet ikke, når man samtidig skulle være mor for en på 3½ år.

Valdes termin var d. 30. november 2014. I uge 36 af graviditeten var jeg tilbudt en ekstra scanning for at sikre, at han stod fint ned i bækkenet, vendte rigtigt osv. En scanning jeg selvfølgelig takkede ja til, og som jeg faktisk var lidt nervøs for. Det største ønske var, som sagt en vaginal fødsel, men jeg vidste også med mig selv, at modet temmelig sikkert ville svigte mig, hvis det viste sig, at han ikke vendte helt rigtigt.

Men det gjorde han heldigvis! Jeg kunne derfor gå derfra lettet om hjertet, men stadig med bevidsthed om, at han selvfølgelig fortsat kunne nå at skifte mening, og at jeg jo ikke var sikret en perfekt fødsel. Men forudsætningerne var i hvert fald til stede i lige nøjagtig det øjeblik.

Jeg gik samtidig hjem med beskeden om, at jeg skulle kontakte fødestuen så snart veerne meldte sin ankomst, da jeg skulle komme tidligt på fødegangen. Når man tidligere har fået kejsersnit er der nemlig altid en lille bitte risiko for, at arret fra kejsersnittet springer op under kommende fødsler. Derfor skal der konstant køres strimmel, så det sikres, at barnet har det godt. Det betyder selvsagt også sine begrænsninger i selve fødslen, hvilket jeg tidligere har skrevet lidt om i dette indlæg. Begrænsninger, som jeg i bund og grund var ked af, men som jeg ikke kunne gøre noget ved.

Onsdag d. 10. december 2014

Jeg står op og får afleveret Silas i børnehave. Der er ingen tegn på veer eller lignende, så jeg tager derfor telefonen og ringer til Aalborg Sygehus, som jeg af min egen jordmoder var instrueret i. Jeg skulle bestille tid til igangsætning, da jeg på det tidspunkt var 41+3. Jeg får en tid til igangsætning fredag d. 12. december kl. 10, og bliver hurtigt instrueret i de forskellige muligheder for igangsættelse – herunder at stikpiller ikke er en mulighed grundet tidligere kejsersnit.

Vi ringer af (siger man stadig det?), og jeg sidder tilbage med tanken om, at jeg håber, at fødslen går i gang af sig selv. Dette selvfølgelig set ud fra oplevelsen af igangsætningen ved sidste fødsel. Jeg havde under hele forløbet været bekymret for, at jeg skulle ende i en langvarig fødsel igen, hvortil min jordmoder forsikrede mig om, at man ikke ville lade mig gå i SÅ lang tid igen!

Resten af onsdagen bliver brugt på at hvile og slappe af, og der er ikke noget tegn på, at fødslen har tænkt sig at gå i gang. Jeg tænker ellers flere gange, at det ville være så fint med fødselsdag d. 10.12.14 – lidt talnørd er man vel 😉

Torsdag d. 11. december 2014.

Jeg vågner i løbet af natten til torsdag – jeg ved ærlig talt ikke præcis hvornår. Jeg har veer! Jeg ligger mig ud på sofaen for ikke at forstyrre Henrik og for at tage tid mellem veerne samt varigheden af dem. Jeg husker ikke det præcise tidsinterval mellem veerne, men jeg vil skyde på 5-6 minutter samt forskellig længde af veerne – altså ret uregelmæssige.

Alligevel vælger jeg efter et par timer at ringe på fødegangen, og vi bliver enige om, at jeg skal komme til tjek hos dem. Jeg husker, at det var vildt svært for mig at vurderer, hvornår det var tid til at kontakte fødegangen, da jeg jo fik besked på at ringe så snart, der var veer. Omvendt havde jeg en oplevelse af, at fødegangen ikke på samme måde syntes, at det hastede.

Jeg vækkede Henrik og sagde vi skulle af sted. Forvirret som manden blev, spurgte han: “Hvor Fødselsberetningskal vi hen?” “Til Aalborg!” svarede jeg. “Hvad skal vi der?” “Ja hva’ fanden tror du!” svarede jeg, og først dér gik det op for Henrik, hvad der var i gang! Noget vi har grinet ret meget af efterfølgende 🙂

Jeg fik ringet til min mor og bedt hende om at komme og være ved Silas, og kort tid efter kørte vi mod Aalborg. Én af ‘glæderne’ ved at bo i provinsen, er bl.a. køreturen på ca. 35 minutter til Aalborg, hvilket ikke er rart, når man har veer.

Da vi komme til fødegangen kommer vi ind i modtagelsesrummet. Jeg bliver undersøgt og får at vide, at der stadig er ca. 1 cm tilbage af livmoderhalsen. De anbefaler derfor, at vi tager hjem igen for at få hvilet, og jeg får lidt smertestillende med, som jeg kan tage, når jeg kommer hjem, så jeg får mulighed for at sove.

Vi må derfor igen gå mod bilen og kører hjem. Lidt overraskende for mig, da vi hele tiden har fået at vide, at vi skulle komme på sygehuset med det samme, og det hjalp ærlig talt ikke på min forvirring om, hvornår tid var. Omvendt også rart at kunne vende hjem og slappe af i vante omgivelser.

Jeg tager derfor det smertestillende, da vi kommer hjem og får sovet lidt. Jeg vågner ved, at Silas kommer ind for at sige farvel til mig, inden Henrik følger ham i børnehave, hvorefter jeg sover videre.
Dagen går og veerne er der fortsat med jævne mellemrum, men det udvikler sig ikke rigtig, så hele dagen går stort set med at ligge på sofaen, sove, se fjernsyn og med jævnlige veer. Henrik bliver hjemme, da vi jo ikke ved, hvornår det er tid til at tage af sted, og vi aftaler med min mor, at hun henter Silas fra børnehave og tager ham med hjem til dem, så vi får ro og ikke skal bekymre os om ham. Det er faktisk rart bare at kunne fokusere på sig selv og ikke på at være mor! Vi har en hyggelig aften, hvor Henrik laver mad til os, mens jeg får lov til at hvile.

Ved 23-tiden går jeg i seng. Jeg synes, at veerne begynder at bide en smule mere, og jeg bliver ret modløs efter en hel dag med veer. Jeg var jo lovet, at forløbet ikke ville blive så langt! Jeg ringer derfor til fødestuen, hvor en sød jordmoder fortæller mig, at hun tænker, at det er for tidligt at komme igen. Vi bliver derfor enige om, at vi skal se tiden lidt mere an! Jeg bliver slået lidt ud af det, triller et par tårer og beklager min nød til Henrik, hvorefter jeg vælger igen at fokusere på veerne samt at få hvilet.

Fredag d. 12. december 2014

Jeg vågner midt nat og føler, at veerne er begyndt at bide en del samt blevet mere regelmæssige. Jeg ringer derfor igen på fødestuen, hvor vi bliver enige om, at det er tid til et tjek. Vi møder op ved 5-tiden, hvor jeg bliver undersøgt. Her bliver det fortsat vurderet, at jeg endnu ikke er i aktiv fødsel, og der er ca. 1 cm tilbage af livmoderhalsen. Jeg bliver ret meget slået ud af det. Jeg får opstillet 2 muligheder. Jeg får en smertestillende cocktail, så jeg kan få sovet lidt, inden at vi senere på dagen sætter fødslen i gang. Eller fødslen sættes i gang med det samme.

Jeg vælger det første, da jeg tænker, at det er godt nok at få lidt hvile. Vi sender derfor Henrik hjem, så han også kan få sovet lidt. Jeg vågner igen, da han kommer tilbage ved 11-tiden om formiddagen.

Kl. 12 besluttes det at tage vandet. Herefter får jeg lov til at komme i vand, hvilket jeg bliver ret overrasket over, da jeg hele tiden har fået at vide, at det ikke var en mulighed. Jeg får forklaret, at så længe jeg ikke vurderes i aktiv fødsel, kan jeg opholde mig i vandet. Da jeg først træder i vandet og får lagt mig ned, går jeg lidt i panik! Vandet føles afsindigt varmt, og jeg oplever på ingen måder, at det er rart og har egentlig mest lyst til at komme op igen. Jeg giver det dog en chance, og efterhånden vænner kroppen sig til det.

Mens jeg ligger i vandet kommer jordmoderen regelmæssigt og kigger til mig. Hun spørger ind til veerne, som jeg stille og roligt kan ligge og holde øje med på uret. Mellem veerne døser jeg hen. Jeg oplever ikke, at veerne er slemme, men at de bliver mere regelmæssige.

Kl 14 kommer jeg op af badekarret. Jeg er ved godt mod. Veerne er fine og til at holde ud, jeg er afslappet af vandet, har fået hvilet og føler mig tryg. Jeg har endda overskud til at spise frokost. Mens jeg spiser får jeg øjnene op for, hvilken virkning vandet har haft! De der veer, bider da efterhånden ret meget! Jeg bliver undersøgt – 5 cm åben og er derfor endelig i aktiv fødsel, og målerne sættes på maven af mig grundet det tidligere kejsersnit.

Kl. 15.30 – 6 cm åben.

Kl. 16.45 – 7 cm åben.
Jeg føler, at jeg skal tisse, og får derfor lov til at gå på toilettet.

Derefter gik det hele stærkt! Da jeg igen kommer ind på fødestuen og får målerne på oplever jeg, at smerterne slår over, og jeg får så ekstremt ondt uden nogen form for pauser, at jeg har lyst til at springe ud af vinduet.
Jer, der har læst beretningen fra Silas’ fødsel husker måske, at jeg sagde til Henrik, at jeg absolut ikke ville komme til at brøle under min fødsel! Det passer ikke – for under denne fase af fødslen var det som om, at min krop fratog mig kontrollen – også over min stemme, og ja – jeg larmede ret meget 🙂

Kl. 17 får jeg pressetrang, og det primitive menneske dukker op, da jeg konstatere over for jordmoderen: “Jeg har det fuldstændig som om, at jeg skal skide!” Hvortil hun køligt konstaterede, at det da var meget fint.

Pressetrangen var en helt ny oplevelse for mig. Dertil kom jeg jo aldrig under fødslen med Silas, og jeg kan huske, at jeg blev ret forbavset over, hvor markant pressetrangen var, og hvor meget kroppen selv tog styringen. Heldigvis fik jeg hurtigt lov til at presse med, da jeg på ingen måder kan forestille mig, hvordan man kan lade være!

Den første egentlige presseve kommer  kl. 17.06.

Det var en enorm lettelse at komme dertil, da jeg oplevede, at jeg kunne presse smerterne væk. Samtidig vidste jeg, at det hele snart var overstået, og jeg skulle snart møde den nye verdensmand!

Kl. 17.19 blev Valde født – 3810 g. og 53 cm.

Efterforløbet gik planmæssigt. Moderkagen kom let. Jeg fik et par få sting. Fik serveret sandwich med flag i. Og 3-4 timer senere var vi på vej hjem med vores guldklump.

Jeg glemmer aldrig den følelse, det var, at få Valde op på maven. En blanding af lykke, lettelse, sejhed og ikke mindst stolthed over at have klaret det. En følelse, som jeg tror, man kun oplever i netop den situation!

Tagget , ,

2 thoughts on “Fødselsberetning – den stille og rolige fødsel

  1. […] Og som servicemeddelelse kan jeg oplyse, at jeg på nuværende tidspunkt for 2 år siden, lige havde fået taget vandet og var på vej i badekar 😉 Men har I lyst, kan I læse eller genlæse Valdes vej til verden lige her. […]

  2. […] af Vera var på mange måder en god sammenblanding af fødslerne af Silas og Valde og alligevel sin helt egen. En fødsel som var og stadig til dels er lidt overvældende at tænke […]

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *