Fødselsberetning – Det akutte kejsersnit

FødselsberetningJeg nævnte tidligere, at jeg ville dele mine fødselsberetninger med jer, men det har faktisk været svært at få ned på skrift. Mange små detaljer er efterhånden gemt langt væk, selvom det hele på den anden side står lysende klart for mig.

Den første jeg vil dele er selvfølgelig den første fødsel – en lang, sej fødsel, der endte med et akut kejsersnit. Silas var bestilt til at komme d. 31. maj 2011.

Jeg vågner natten til den 31. maj 2011 ved, at jeg vender mig, hvorefter mine underbukser bliver våde. Jeg er ikke sikker på, om vandet er gået eller ej, da det ikke er ret meget. Jeg står derfor op og skifter underbukser. Dette gentager sig en 3-4 gange, men det er stadig så lidt, at jeg ikke er sikker på, om vandet er gået. Den 31. maj mærker jeg ikke noget til det hele dagen, og jeg får derfor overbevist mig selv om, at vandet selvfølgelig ikke er gået. Det sker jo som i Amerikanske film – en stor skylle efterfulgt af voldsomme veer og en akut trang til at presse 😉

Ved 19-tiden sidder jeg ved computeren og laver en bevægelse, hvor jeg læner mig lidt frem – og så kom den store skylle. Jeg kaldte på Henrik, og fortalte ham, at jeg troede vandet var gået! Derefter gjorde jeg, som jeg havde læst mig til – jeg ringede til fødegangen, og vi kørte til den første kontrol hos dem. Her fik jeg kørt en strimmel og sendt hjem igen med beskeden om, at jeg skulle ringe igen dagen efter ved 19-tiden, hvis veerne ikke var gået i gang. Vi kørte hjem, og jeg sagde til Henrik: “Den 1. er da også en god dato og have fødselsdag på”.

D. 1. juni 2011

Henrik står op og kører på arbejde. Der har ikke været tegn på veer hele natten, så der er ingen grund til, at han sidder og kigger på mig. Jeg står op og tænker, at jeg da lige kan lave lidt frugtgrød – hvorfor må I virkelig ikke spørge mig om! Ellers blev tiden brugt på at læse, slappe af og lade op til, hvad der nu end skal ske. Endnu engang må jeg sige, at det vist er meget godt, at vi mennesker ikke altid ved, hvad der venter os! Henrik skriver løbende utålmodigt hjem for at høre, om der er gang i noget og hver gang kan jeg blot afkræfte. Veerne kommer nemlig ikke.

Ved 19-tiden ringer jeg derfor igen til fødegangen. De vil gerne se mig til endnu en undersøgelse. Vi kører derfor igen mod fødegangen i Aalborg, hvor jeg bliver undersøgt og får kørt endnu en strimmel. Vi bliver først placeret i modtagelsesrummet, hvor jeg kan høre en kvinde brøle i rummet ved siden af. Jeg tager det meget stille og roligt og konstaterer overfor Henrik, at sådan kommer jeg under ingen omstændigheder til at lyde! Derefter bliver vi flyttet over til en fødestue, hvor strimlen skal køres. Her ender vi igen ved siden af en kvinde, der er god til at brøle sin smerte ud, og jeg bliver måske lidt mere bevist om, hvad det er, der skal ske.

Det tager lang tid at køre strimlen, fordi Silas er meget aktiv inde i maven, men efter 3 timer (ca. kl. 00.30) får vi besked om, at vi godt kan køre hjem og sove. Forinden får jeg lagt den første stikpille, som skal sætte fødslen i gang. Vi får besked om, at vi skal komme igen næste morgen kl. 8.00. På vej hjem i bilen siger jeg igen til Henrik: “Den 2. er da også en fin dag og have fødselsdag på”.

D. 2. juni 2011

Der har været lidt småveer om natten men ikke noget, der har spoleret nattesøvnen, selvom det alligevel var så som så hvor meget nattesøvn, det blev til. En del tanker suste rundt i hovedet i en blanding af spænding og nervøsitet. Og med god grund! Den 2. juni blev nemlig en dag, der var uendelig lang men samtidig gik utrolig stærk. Dagen der var den hårdeste, mest smertefulde til dato, men samtidig også en kæmpe oplevelse.

Vi mødte ind på fødegangen igen kl. 8.00. Jeg blev undersøgt og fik kørt endnu en strimmel. Som de andre gange havde Silas det fortsat godt i maven. Jeg fik endnu en stikpille lagt op, og vi fik muligheden for at blive eller tage hjem og komme igen ved 15-tiden. På det tidspunkt var jeg ærlig talt ved at være træt af turen til og fra sygehuset, så vi valgte at blive. Havde jeg i dag skulle tage valget, havde jeg nok i stedet valgt at tage hjem, hvor der havde været bedre mulighed for at hvile – både for Henrik og jeg.

Tiden gik og vi var ude på en lille gåtur for at få lidt at spise. Der var endnu ikke rigtig tegn på nogle veer. Kl. 15.00 blev jeg igen undersøgt og fik kørt strimmel. Herefter blev det besluttet at lægge et ve-stimulerende drop, og så skal jeg love for, at der kom gang i festen. Veerne kom rullende ind over mig, og jeg husker tydeligt fornemmelsen af, at jeg blev snydt for de der pauser mellem veerne, som bøgerne så fint havde lovet mig! Jeg fik samtidig antibiotika gennem droppet, da det efterhånden var ved at være en del tid siden, at vandet var gået.

Herefter begyndte tiden at blive en del groggy for mig, og jeg lukkede mig egentlig bare inde i mig selv og koncentrerede mig om at slappe mest muligt af og trække vejret. Jeg blev løbende undersøgt, og hver gang kunne det konstateres, at jeg ikke var åben mere end 3-4 cm. Grundet det ve-stimulerende drop skulle der hele tiden køres strimmel for at følge med i, hvordan Silas havde det i maven. Det betød selvsagt også, at jeg var meget bundet til sengen og derfor ikke havde de store muligheder for at bevæge mig rundt på fødestuen.

Ved 19-tiden begyndte jeg at spørge ind til muligheden for at afprøve akupunktur som DSC00049smertelindring, idet jeg ikke kunne komme i vand. Nålene blev derfor ret hurtigt sat, men samtidig kunne jeg konstatere, at jeg slet ikke kunne holde ud til at have dem i, hvilket egentlig er underligt, da jeg på det tidspunkt var vant til at få løbende akupunktur. Nålene blev derfor hurtigt pillet ud igen, og jeg var igen overladt til min egen måde at håndtere smerterne på. Jeg blev undervejs tilbudt Bistik, hvilket jeg frabad mig, da jeg via en kollega havde hørt, at det i sig selv skulle være afsindigt smertefuldt, og jeg var derfor overhovedet ikke modtagelig over for den mulighed.

 Ved 22-tiden blev jeg igen undersøgt, hvor jeg fortsat kun var 3-4 cm. åben. Jeg blev ret modløs og begyndte at græde voldsomt, hvilket absolut ikke har nogen positiv effekt på smerterne – av av av! Jeg spurgte derfor til muligheden for at få en epiduralblokade, da jeg ærlig talt trængte til en pause fra det hele. Jordmoderen og den jordmoderstuderende nævnte i stedet muligheden for, at der blev skruet ned for ve-droppet – også for at se, hvorvidt min egen krop var gået i gang. De var ret lang tid om denne drøftelse (synes jeg), og som det eneste tidspunkt under hele forløbet vrissede jeg af dem, at nu måtte de fandme godt snart tage den beslutning!

Og det gjorde de. Der blev skruet ned for ve-droppet i håb om, at det kunne give mig en pause fra de voldsomme veer. Effekten kom ikke rigtig – veerne fortsatte, så pausen udeblev. Det blev derfor besluttet, at epiduralblokaden blev lagt, inden der igen blev skruet op for ve-droppet. Heldigvis var der ikke meget ventetid på narkoselægen, og jeg blev endelig fri for smerterne, mens jeg kunne konstatere, at det altså heller ikke blev den 2. juni, at vi kunne fejre fødselsdag!

D. 3. juni 2011

Efter at epiduralen kunne jeg få mulighed for at hvile en smule, selvom tankerne og desperationen fortsat var til stede, så meget søvn blev det fortsat ikke til.
Ved 4.30-tiden kom jordmoderen og undersøgte mig igen. Jeg var nu måske 4-5 cm. åben, men fortsat lang vej igen. Hun nævnte derfor, at vi måske skulle til at oveveje et kejsersnit, men at hun først gerne ville have sat en elektrode på Silas’ hoved. Da hun gik igen sagde jeg til Henrik, at jeg var SÅ meget med på et kejsersnit – de kunne gøre det uden at bedøve mig, så desperat var jeg ved at være for at komme ud af den her situation.

Elektroden blev sat, og ved 5-tiden blev det vurderet, at Silas skulle ud via kejsersnit. Et gult kejsersnit – hvilket vil sige indenfor 30 minutter. Derefter gik det stærkt! Stuen blev fyldt af mennesker, og det der står tydeligst for mig, er, at der kom en og trak mig i strømper. Jeg blev kørt mod operationsstuen, og Henrik blev iført det smarte operationstøj. Han havde meldt ud, at han ikke ønskede at være på stuen under selve kejsersnittet, da han har det svært med nåle, blod mv. Han stod derfor udenfor og ventede – klar til at tage imod Silas, når han skulle undersøges.

Kl. 05.26 kom han endelig til verden. Jeg fik ham ikke over til mig, da han skulle undersøges af en børnelæge, og jeg skulle syes. Jeg havde under operationen fået en del morfin, da jeg fik voldsomt ondt i den ene skulder og rystede abnormt meget i overkroppen. Jeg følte mig ret åndsvag, da jeg sagte viskede til narkosesygeplejersken ved siden af mig, om det virkelig kunne passe, at jeg havde så ondt i min skulder. Hun kunne heldigvis fortælle, at det var en normal bivirkning af narkosen.

Jeg blev syet og kørt til opvågning alt imens at Henrik tog sig af Silas, der heldigvis havde det godt. Grundet morfinen var jeg ret omtumlet, så der gik små 2 timer, inden jeg følte mig klar til at holde Silas. I mellemtiden havde Henrik og jordmoderen målt og vejet den ’store’ dreng til 4410 g. og 53 cm.

Fødselsberetning

Efterfølgende blev vi kørt på barselsgangen, hvor Silas og jeg opholdt os de næste par dage. Uheldigvis var der ikke plads til Henrik, hvilket jeg i høj grad kunne have haft brug for! Smerterne efter et kejsersnit er bestemt heller ikke at kimse af, og jeg var ret følelsesladet over, at det var endt som kejsersnit – jeg følte mig ’snydt’ for oplevelsen “at føde mit eget barn” og oplevelsen af forløsningen samt at få den lille guldklump op på maven. En følelse der efterfølgende blev siddende i lang tid – og måske til dels er der en lille smule endnu. Omvendt var jeg taknemmelig for, at kejsersnit er en mulighed!

Og hvorfor endte det så med kejsersnit? Formentlig fordi Silas stod skævt i bækkenet og var stjernekigger, så han faldt ikke naturligt ned i bækkenet og på den måde hjalp til i udvidelsesfasen. Det var rart, da vi til efterfødselssamtalen fik dette at vide, samt at der ikke ville være større risiko for, at det ville ske for mig igen! Det var rart for jeg har aldrig haft lysten til at eventuelt kommende fødsler skulle være ved kejsersnit – og det blev den heller ikke!

Hilsen kejserinden 🙂

Tagget , , ,

3 thoughts on “Fødselsberetning – Det akutte kejsersnit

  1. […] nyligt udgav jeg fødselsberetningen fra Silas’ fødsel. En fødsel, der endte i akut kejsersnit, og efterlod mig med følelsen af at være blevet […]

  2. […] af Vera var på mange måder en god sammenblanding af fødslerne af Silas og Valde og alligevel sin helt egen. En fødsel som var og stadig til dels er lidt overvældende at […]

  3. […] Og den 3. juni 2011 blev mit højeste ønske endelig opfyldt, da vi fik Silas i vores arme. Selve fødselsberetningen kender I måske – den har jeg tidligere skrevet her på bloggen, og I kan læse eller genlæse den her ♥ […]

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *