Hvad gør man, når man føler, at man er ved at miste kontrollen?

Indimellem viser livet lidt mere tænder, end det gør i andre perioder. Det kan der selvsagt være rigtig mange forskellige årsager til, men ét af de punkter, der for mange nok er særlig følsom og som giver lidt flere bekymringer, er, når det handler om vores børn. Jeg kender ingen forældre, som ikke hellere selv ville tage slagene i stedet for sit barn.

Jeg er ingen undtagelse! Faktisk slet ikke – jeg er nem at slå ud af kurs, og jeg har tit bekymringer på mine børns vegne – nogle begrundet og nogle ubegrundet. Især på Silas’ vegne! Hvis jeg fik en krone for hver af de tårer, som jeg har grædt i frustration, afmagt, vrede eller i udmattelse – ja så kunne jeg vist godt sige farvel og tak til kommunelivet 😉

Det har faktisk ikke været nødvendigt i en lang periode, men skolestarten har givet en del udfordringer – især her den seneste tid, og vi kan samtidig se lidt tilbagefald i Silas’ adfærd, hvilket er meget frustrerende!

Jeg har faktisk ganske ofte været meget i tvivl om, hvor meget jeg skal skrive om Silas her på bloggen, og de udfordringer han møder på sin vej. Dét er jeg af flere årsager – dels kan det ikke udelukkes, at han på et tidspunkt selv støder på noget af det, som jeg skriver, og der er intet i verden, jeg ønsker mindre, end at han skal få fornemmelsen af, at vi ikke elsker ham. Dét gør vi!!! Men det er ej heller nogen hemmelighed, at hans sind indimellem er en udfordring for os, og ind imellem bliver vi ganske enkelt bare fyldt op!

En anden årsag til, at jeg er lidt tilbageholden er, at jeg ikke ønsker, at andre har en forudindtaget holdning til, hvordan Silas er. Vi ved jo, hvor hurtigt man kan få sat et stempel på sig, og der er heller ikke noget, jeg ønsker mindre, end at andre afholder sig fra fx at invitere Silas med hjem, fordi de har læst her på bloggen, hvordan han (også) kan være! Jeg er klar over, at det kan være en risiko ved at være åben omkring hans situation, men omvendt håber jeg også, at åbenheden er med til at fortælle historien om en dreng, som indimellem har det lidt svært, men som faktisk også er en ganske velopdragen, sød og omsorgsfuld dreng, der oftest er fuldstændig stille og rolig, når han er på udebane. Det er oftest herhjemme eller i skolen de store udsving kommer, hvilket jo i bund og grund giver ret god mening. Det er heller ikke ude i det sociale liv, at jeg har de store følelsesmæssige udsving.

Men hvorfor er det så ikke, at jeg bare lader være med at skrive om Silas her på bloggen. Det gør jeg i princippet også det meste af tiden – der var så meget, jeg gerne ville dele med andre, men som jeg vælger at holde indenfor vores 4 vægge. Men omvendt, så har jeg brug for at være åben omkring det! Jeg er ikke god til selv at gå og tumle med det, men det kan også være svært for mig selv at åbne op for det, så på en eller anden måde, så bliver bloggen her sådan en gylden mellemvej for mig. Jeg har simpelthen brug for en gang imellem at få luften ud af ventilen og få sagt, at det indimellem er hårdt at være mor og far til Silas!

Samtidig tænker jeg, at vi så absolut ikke kan være de eneste, der står med de udfordringer, vi gør? Faktisk ganske ofte taler jeg med andre, som står med lignende udfordringer i deres familieliv. Der er andre, der kan nikke genkendende til det. Andre der måske kan komme med nogle gode råd – for dem har vi brug for indimellem – eller andre, der måske kan finde en trøst i at læse, at det ikke kun er deres familieliv, der kan være en udfordring.

Og sandheden er, at vi lige nu står midt i en ørkenstorm – sådan føles det i hvert fald. Vi føler, at vi er blevet slået hjem i ludo. Mængden af konflikter er optrappet. Uroen i Silas’ krop er tiltaget, og ja skolelivet går bogstavelig talt ikke særlig godt for tiden. Og vi forsøger at finde frem til årsagen. Hvorfor er det pludselig gået tilbage igen? Og vi kan ærlig talt ikke rigtig se nogen årsag. Måske er det bare skolelivets virkelighed, der har ramt ham, og måske har rammerne omkring ham været lidt for løse – hvilket er gjort i en god mening, men som nok er endt med at blive lidt af en bjørnetjeneste for ham. Og den seneste tid, har der været rigtig mange beskeder på Forældreintra fra Silas’ lærer om konflikter både med hende og klassekammeraterne samt om, at Silas stikker af fra skolen. Og det hele kulminerede mandag, hvor jeg blev bedt om at hente ham før tid!

Og så er det, at vi bliver ramt af en magtesløshed. Det gør ret ondt at blive ringet efter, fordi skolen faktisk har givet op, da de ikke har flere ressourcer den dag! Og hvordan agerer man lige i det? På den ene side er det vigtigt, at Silas ikke oplever det som et gode at komme hjem før tid – for så vil han helt sikkert udnytte det fremover! Men på den anden side så kan man som mor se, at ens dreng har det svært og faktisk måske har brug for lidt ekstra omsorg! Jeg ved ikke helt, hvilken sti, jeg endte på? Det blev nok mest til en alvorlig snak om, hvad der gik galt i skolen, en snak om, at det forhåbentlig ikke bliver nødvendigt at hente ham før tid igen en anden gang samt “en straf” i form af ingen Ipad!

Men jeg synes, det er svært! Vi har ingen mulighed for at gøre noget, når først vi har afleveret ham i skolen. Tidligere viste vi, at når han var afleveret, så var han i vuggestuen/børnehaven. Nu ved vi det reelt set ikke, da han stikker af fra skolen, og vi kan aldrig rigtig vide, hvornår den næste besked tikker ind! Det giver ret mange bekymringer, og dét pusterum vi tidligere havde, mens vi var på job, er indskrænket en smule.

Vi håber, at det er en fase – at der blot er behov for nogle få tilretninger for, at han igen kan holde skolelivet ud. Vi frygter det værste – at de næste mange års skolegang bliver op af bakke og værst af alt, kommer til at give ham alt for mange nederlag. Og vi frygter, at Silas bliver klassens sorteper, da det jo ikke kan undgås, at de andre børn fortæller om Silas derhjemme, da han jo indimellem reagerer ret voldsomt med sine følelser, og så er vi igen tilbage ved det der med at få sat et stempel på sig. Og hvem kan ikke huske dén person fra ens egen folkeskoleklasse?

Heldigvis er der mange gode fagpersoner omkring ham, som kender ham fra tidligere og som allerede nu er i gang med at se på eventuelle løsninger, og så må vi ellers blot forsøge at hjælpe og støtte ham så godt, vi kan og håbe på, at han snart finder tilbage til den positive udvikling, som han har været i de sidste par år. Og lige nu holder vi fast i, at dagen i går var god!

Hvis I kan genkende noget af det, jeg skriver, så vil jeg så forfærdelig gerne høre om det i kommentarfeltet – både jeres frustrationer, erfaringer og eventuelle gode råd om, hvad der har virket for hos jer!

Tagget , , ,

7 thoughts on “Hvad gør man, når man føler, at man er ved at miste kontrollen?

  1. KRam Til dig!
    Vi har også haft kæmpe udFordringer Her – har handlet på dem og har ‘fåEt Vores Dreng tilBage!’
    Udfordringerne er Ikke væk, men i det rigtIge miljø kan børn med udfOrdringer stortrives.
    Hold jer ikke tilBage og kræv at få hjælp til ham, så han ikke bliver nedbrUdt….
    Det Kan uddybEs andetsted, men jeg Kender mor og far følelsen i det her og sender medfølende Tanker 😘

    1. Tak Lydia! Det går heldigvis også rigtig godt med ham det meste af tiden – jeg tror mest af alt, at skolestart, nye krav og nye voksne har væltet ham og gjort ham usikker på det hele, hvilket ikke er godt, når man har brug for faste rammer og forudsigelighed! Men vi holder os heller ikke tilbage og maskineriet er allerede sat i sving. Både ppr og børneterapeuterne kender ham fra tidligere, så hjælpen har heldigvis ikke været så langt henne og hente 🙄

  2. Ååh, det lyder hårdt 😔
    Vi fik jo en helt anden dreng i Frømanden, da hans tungebånd blev klippet – det ved du. Men jeg tænker, om I har været til kiropraktor med ham? Eller kranio sakral terapi? Spændinger i kroppen kan vise sig i form af “adfærdsvanskeligheder”, så hvis ikke det er prøvet, så var det måske et bud? ❤️

    1. Vi har prøvet kiropraktor med ham, og det har også haft effekt. De sidste par gange vi har været af sted, er det dog ikke gået så godt pga Silas’ adfærd, så derfor et det blevet til et par nederlag på den konto, så nu vil han ikke af sted 😐 Jeg er blevet anbefalet noget, der hedder TRE-terapi, så det overvejer jeg at give et forsøg. Det er noget med at få spændingerne ud via nogle legende øvelser. Han responderer rigtig godt på tryk, men mest når det ikke er os, der gør det! Jeg har ligeledes overvejet et forløb ved en sansemotorisk-konsulent, der desværre er ret dyr. Forstyrrelser i forhold til sansemotorik kan nemlig også ses som en slags adhd-symtomer, og den fysioterapeutiske undersøgelse af ham viste netop, at der kmvar nogle ting, der kunne være bedre.

  3. […] lidt ekstra udfordringer og bekymringer omkring Silas og hans skolegang. Det skrev jeg lidt om i sidste indlæg her på bloggen. Der er heldigvis faldet mere ro over det hele igen, men da det var på sit højeste […]

  4. Søde Tina, herhjemme har vi også sådan en dreng – vi har været igennem et sand play terapiforløb, og så er han blevet udredt af børneergoerne i aalborg kommune.
    Han har også mange afhd-lignende træk, så r0 og regeLmæssighed virker mega godt på ham… det er ikke altid så nemt. Pt. Er vi en træls fase, hvor Han er begyndt at mobbe en anden dreng – og det er bare så svært! Vi har valgt at være 110% åbne omkring hans vanskeligheder, og har stort set kun mødt forsTåelse.
    Kram til jer og silas

    1. Ingen tvivl om, at ro og struktur er den rette vej frem, men det er en umulighed at skabe det for ham hele tiden, og det er ikke blevet lettere med tiden, hvilket du sikkert kender alt til! Og ja det går i bølger – heldigvis er der også perioder, hvor alt er som i alle andre familier. Vi har, som jer, også valgt at være åbne omkring det og har heldigvis også det meste af tiden mødt stor forståelse for det. Men av det må være svært at være vidne til, at ens barn mobber et andet – man er så forbandet magtesløs! Men tak for din besked 😊 Kram herfra

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *