Halleluja for en weekend!

Halleluja for en weekend, vi har været igennem!! Jeg har nærmest oplevet, hvordan det er at være alenemor med 3 børn, da Henrik først var på herretur fredag fra midt eftermiddag og efterfølgende blev ramt af influenza lørdag med høj feber. Og han er stadig syg!  Jeg har derfor stort set været alene på fronten. Vi plejer at joke med, at vi aldrig bliver skilt, fordi vi har det ligesom manden i Bilka-reklamerne: “Der er ingen af os, der vil have børnene!” 😉 Og det har jeg bestemt ikke ændret holdning til, selvom vi efter 3 aftener begynder at have fundet rytmen, så alle 3 børn er puttet uden skrig og skrål. Det kræver ellers lidt, da Vera stadig helst vil sidde på arm om aftenen, Valde er nem at putte men vil gerne have læst en bog, og Silas kan endnu ikke finde ud af at overgive sig til søvnen, uden at én af os er til stede. Altså det kræver lidt planlægning, og det ved vi jo alle, hvordan det er med børn 😉

Det hele blev så toppet med, at jeg natten til lørdag blev vækket af Silas, der stod og stirrede på mig omkring kl 01.30 – han kunne ikke sove. Han blev puttet i vores seng, men alligevel gik der vel en times tid, inden han faldt helt til ro igen. Derefter tog Vera vagten – hun skulle have mad. Da hun igen faldt til ro, var der vel stille i en times tid, inden Valde valgte at stemme i kl. 04.18, hvorefter han bestemt ikke skulle sove mere! 04.18!!!

Vi trak den dog til 05.15, inden vi stod op, men han råbte med jævne mellemrum på mor, så det blev ikke til meget søvn alligevel. Så vi stod op. Vera joinede os kl 05.30 og Silas kom dappende lidt i seks. Så var vi ligesom i gang – og mor var træt 🙄

Mens lørdagen stort set gik med tøffetid, så skulle dagen i går bruges på fejring af farfars 70 års fødselsdag. Idet Henrik var nedlagt, ja så skulle jeg af sted alene med alle 3 børn. Vi overvejede at lade Valde være hjemme, da han var træt, samt at det stadig kan være lidt svært at være alene af sted med Valde og Vera. Selvom det var familie, vi var sammen med, ja så ser vi ikke Henriks familie så ofte, og både Valde og Vera befinder sig bedst i mors eller fars arme. Men jeg besluttede at tage dem alle med men ville ønske, at jeg havde fulgt min første indskydelse!

Vi skulle være der kl. 12.30 – i forvejen et kritisk tidspunkt pga. middagslure, der ofte begynder senest kl. 12.00. Især Valde var ved at være godt træt og planen var, at han skulle puttes med det samme. Ja sådan gik det altså ikke helt, og jeg føler ærlig talt, at vi ankom som Familien Kaos! Silas havde travlt med at komme ind og give Farfar sine gaver, men han kunne alligevel ikke få sig selv til at gå ind selv. Han var derfor utålmodigheden selv, mens jeg fik pakket Valde i barnevognen. Efter han var pakket godt ned, kørte jeg ham ind i haven for at vende tilbage til bilen og hente Vera. Mens jeg var væk kom Farfar ud. Han havde følgeskab af deres hund, som jeg havde glemt, at de havde. Valde stak i et skrig, da han er bange for dyr – som i virkelig bange for dyr! Farfar forsøgte at berolige ham, men det hjalp ikke rigtig på det.

Midt i alt kaosset satte jeg Vera fra mig på jorden for at berolige Valde. Farfar tog hende og Silas med ind, mens jeg forsøgte at få Valde til at falde til ro og sove. Men det var som om, at skaden var sket – han ville ikke overgive sig til søvnen, jeg formoder, at det var på grund af hunden og de uvante omgivelser. Jeg beslutter mig derfor til at tage ham med ind for at få lidt at spise. Jeg gør meget ud af at fortælle ham, at hunden er derinde. Alligevel bliver han helt panisk, da han ser den, og vil absolut kun sidde på mit skød! Og så sidder vi der – Valde skriger op med jævne mellemrum hver gang hunden kigger til ham – og det gør den jo. Vera forholder sig roligt, men jeg ved, at det kun er et spørgsmål om tid, før hun ikke vil være andre steder end hos mig. Silas fornemmer, at jeg er ved at være presset, så han kører stille og roligt op og ja – jeg føler, at vi er kommet med den største portion kaos, vi kunne finde på vejen.

Efter ca. en halv time konkluderer jeg, at det ikke kommer til at gå. Jeg vælger at køre Valde hjem til Henrik, så han kan få sin middagssøvn, selvom jeg ved, at det bliver hårdt for Henrik. Da jeg endelig kommer tilbage igen, er Vera ved at få flaske. Jeg når lige at få et par bidder mad, inden hun stikker i et skrig, og så er det ellers på den igen. Pakke ned og få puttet i barnevognen, hvor hun sover i ca. 45 minutter, inden hun er klar til at komme op på min arm – for at sove videre! Men derefter falder der heldigvis ro over fronten. Silas hygger sig med sine kusiner, Vera sover vel 1½ time på armen, og jeg ånder lettet op.

Kaosset var sikkert størst i mit hoved, men hold da op, hvor føler man sig blæst bagover, når man står midt i det! Heldigvis er det ikke så tit, at det sker, og det hele føles sikkert meget mere voldsomt, fordi jeg også selv var kørt ned grundet manglende søvn. Men lige der – lige når man står midt i det – så glæder mig sig afsindigt meget til Vera får Silas’ alder 😉 Heldigvis er det de færreste dage, der føles på denne måde, og ovenstående skal absolut ikke læses som et klagende indlæg – blot en lille hverdags anekdote som en børnefamilie. Det er altså også andet end lyserød konfetti og candyfloss at være en børnefamilie! Planlægning, koordinering og strategi er vel egentlig de betegnelser, der passer bedst på et familieliv?

Men lige pt. nyder jeg, at de 2 store børn ikke er hjemme, hvilket har givet mulighed for at kigge på bjerget af vasketøj, oprydning og ro. Senere går det igen løs med legeaftale og juleafslutning på Silas’ gymnastikhold, hvor vi har lovet at tage én af Silas’ venner med. Og da Henrik stadig har høj feber, ja så ser det sørme ud til, at jeg også skal have både Valde og Vera med – lige midt i ulvetimen, hvilket vist kræver, at aftensmaden er lavet på forhånd 😀

Ha’ en skøn dag 🙂

Tagget , , ,

2 thoughts on “Halleluja for en weekend!

  1. Haha, åh. Bilka reklame comming true 😉
    Krydser fingre for en god aften og at feberen er på vej retur.

    – A

    1. Delvis, du behøver ikke være bange for, at vi skal have 14 børn 😆 Sygdommen er blevet til lungebetændelse, så det var nok lige et par dage, inden vi kører på fuld styrke igen 😊

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *