Har børn virkelig bedst af at komme i institution?

Jeg havde i går besøg af min dejlige madklub bestående af mine veninder fra gymnasietiden. Vi er efterhånden 3, der er blevet mor og snakken faldt på børn og institutioner.

Og det var et emne, som vi ikke var helt enige om og så alligevel ikke så langt fra hinanden. Når alt kom til alt var vi måske egentlig ikke så uenige, og ingen har mere ret end andre. Alligevel er det en samtale, som har sat lidt tanker i gang i mit hoved for, hvad er det egentlig for et samfund, som vi har bygget op omkring fremtidens guld? Og hvad får os forældre til at mene, at dét at komme i institution er langt bedre for barnet end at være hjemme hos os?

Nå men emnet for samtalen var, hvorvidt børnene havde bedst af/helst ville af sted i institution i stedet for at være hjemme ved os forældre? Min umiddelbare forestilling er, at selvfølgelig vil børnene helst være hjemme. Jeg oplever i hvert fald, at Silas hurtig lugter lunten, hvis jeg har planlagt en fridag hjemme uden ham, og morgenprogrammet frem til afleveringen kan være langsommelig at komme igennem, og jeg ser det, som hans måde at sige på, at han også gerne vil være hjemme.

Jeg er fuldstændig enig i, at vi som forældre selvfølgelig ikke kan lege og aktivere børnene på samme måde, som de kan i eks. vuggestuen og børnehaven, da aldersforskellen selvfølgelig har noget at sige! Vi kan nok heller ikke helt leve os ind i legen på samme måde. Jeg tænker bare; skal vi egentlig aktivere dem hele tiden? Sker der noget ved, at børn keder sig indimellem og selv bliver tvunget til at finde på noget? Kan de ikke bare følge med i hverdagen? Herhjemme oplever jeg, at en dag faktisk går bedst, hvis Silas kan få lov til at gå og passe sig selv samtidig med, at jeg går rundt og laver lidt forskellige ting. Han holder også rigtig meget af at være med, og ja det er da nemmere at gøre det alene, men jeg tænker bare, at hvis man har en forventning om, at de i fremtiden skal være en del af de daglige gøremål i hjemmet, så er man nødt til at investere noget tid i det nu.

Hvis man som forælder tænker, at det er nødvendigt hele tiden at aktivere barnet, så kan jeg godt forstå, at man siger til sig selv, at det er bedst for barnet, at det kommer af sted. Jeg kan bare ikke lade være med at sidde med tanken om; hvem er det egentlig, det er bedst for? Og er det bare noget, man som forælder siger for at lette egen samvittighed? Jeg oplever selv, at det er vildt hårdt, hvis Silas har en dag, hvor han forventer at blive aktiveret hele tiden. Omvendt tænker jeg, at der ikke er noget at sige til, at han har denne forventning! Nutidens børn har ikke mange stunder, hvor de ikke bliver/ har mulighed for at blive aktiveret, da der bliver gjort virkelig mange ting for dem i institutionerne. Og det skal virkelig ikke læses som om, at jeg har noget imod det. Jeg kan jo også sagtens se, hvor glad Silas er, når han har oplevet noget fedt i vuggestuen. Silas er dog samtidig en dreng, som kan have svært ved at tåle, hvis der sker for meget omkring ham, og jeg tænker, at disse børn kan have det hårdt i institutionerne, hvis ikke, der bliver taget hånd om det.

Jeg kan på ingen måde sige mig fri for at have tanken om, at han har mest ud af at komme af sted. Det skal derfor ikke tages som nogen løftet pegefinger. Jeg holder også fridage uden, at Silas er hjemme! Jeg synes dog, at det også er vigtigt, at børnene indimellem får en fridag ud over den planlagte ferie. Vi glemmer nogle gange at tænke over, at de har mindst lige så meget brug for det, som vi voksne – hvis ikke mere. Nutidens børn har nogle vildt lange dage i institutionerne, hvilket i hvert fald kan give mig en stor portion dårlig samvittighed. Jeg tænker ikke, at det kan være helt skidt for børnene at være hjemme uden det store aktivitetsprogram. Ellers havde det dælme set skidt ud for mig set i lyset af, at jeg blev passet hjemme af min egen mor, til jeg startede i børnehaveklasse 🙂

Tagget ,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *