Har I så fået hjælp de andre gange?

PCO og graviditetDet er faktisk et spørgsmål, som jeg har fået en del gange. Både af omgangskredsen og af dem, der står i samme situation eller som selv har PCO. For mange, var det et naturligt spørgsmål, da jeg fortalte om graviditeten med Valde: “Var det så naturligt?” Noget jeg ganske ofte har moret mig lidt over, for de fleste gange vil man jo ikke drømme om at spørge ind til processen, når folk fortæller om deres graviditet 😉 Men jeg har aldrig haft noget imod det. Jeg har faktisk mere set det som en mulighed for at fortælle, at selvom det så håbløs ud på et tidspunkt, så kan alting faktisk ende med at løse sig selv! Det havde jeg selv brug for at læse/høre, da jeg stod midt i den håbløse situation, hvilket jo faktisk også er hele min bevæggrund for denne række indlæg.

Så selvfølgelig skal I også have solstrålehistorien her 😉

Efter jeg blev gravid med Silas valgte jeg at være meget åben med, at vi havde været i fertilitetsbehandling for at få ham. Det var ligesom en del af vores/min historie, og jeg har aldrig været bange for at tale om dét, der også er svært og dét, der gør ondt. En god egenskab, som jeg har lært hjemmefra og virkelig sætter pris på! Så det var altså ret naturligt for mig at fortælle, at det faktisk ikke havde været så nemt at blive gravid, som jeg havde regnet med.

Vi fik Silas, og da han nærmede sig 1 års alderen, blev vi enige om, at hvis jeg blev gravid, så ville det være fantastisk. Vi havde alt at vinde og intet at tabe. Jeg gik løbende hos en akuppunktør, som hjalp mig med at få styr på hormonerne og styr på min cyklus, således at jeg faktisk begyndte at få regelmæssig menstruation – dét der jo ellers havde været hele udfordringen i forhold til projekt baby. Men tiden gik, og der skete ingenting. I januar 2013 blev jeg ramt af én eller anden viljestyrke – som jeg ikke tidligere har haft. Jeg begyndte at løbe og med motionen fulgte motivationen til også at ændre kosten, og jeg endte faktisk med at tabe mig 16 kg og opnåede vel nærmest den slankeste udgave, der nogensinde har været af Tina. Det var fedt, og jeg havde det fantastisk, men der var stadig ingen baby på vej.

Vi talte indimellem om, hvorvidt vi skulle i endnu et behandlingsforløb. Den kæmpestore kæphest var selvfølgelig økonomien i det – det er grotesk så dyrt, det er. Men skulle det være, ja så måtte vi jo finde en løsning på det. Noget andet var, at skulle i gang med forløbet én gang til. Jeg orkede det faktisk næsten ikke! Selvom vi – set i bakspejlet – havde et meget nemt forløb, så kræver det alligevel noget, at andre griber ind i dit liv på den måde. Noget som man jo allerhelst bare ville klare selv. Og det var nok i bund og grund det – jeg var ikke klar til at opgive drømmen.

I slutningen af januar 2014 valgte jeg at søge et nyt job, som jeg fik. Et 1-årigt projekt, som jeg var opsat på at skulle føre til ende. Samtidig valgte Henrik at gå på knæ, og vi besluttede os for at gifte os i sommeren 2014. Én af overvejelserne om, hvornår brylluppet skulle være, var netop en eventuel graviditet. Jeg ville gerne være med til at feste til mit eget bryllup, så enten skulle brylluppet være allerede sommeren 2014, inden en ny graviditet, eller så skulle vi vente til efter barn nummer 2.

Med det nye job i tankerne, besluttede vi os for at vente lidt med en ny graviditet og i stedet bruge sommeren på at blive gift. Jeg ændrede mentalt indstilling og var fuldt indstillet på, at jeg i hvert fald først skulle være gravid efter sommeren. Så var vi gift, og jeg kunne nå at gøre job-projektet færdig, inden jeg skulle på barsel. Det ville jo passe perfekt!

Men det der med timing af graviditeter – det er bare ikke min ting! 3 uger efter beslutningen om bryllup og standby på graviditet, var jeg gravid! Det var ret surrealistisk at stå med den positive test i hånden. Noget vi havde ventet på så længe, og nu var det sket, og så var det faktisk slet ikke til at forholde sig til eller til at forstå! Personligt er jeg af den overbevisning, at det simpelthen var mine egne tanker, der havde bremset det hele. Jeg var alt for opsat på det,  og brugte nok mere energi på at tænke over det, end jeg selv var klar over.

Så 3 uger efter, at jeg havde købt den perfekte brudekjole, hvor man virkelig kunne se, at jeg havde tabt mig, men hvor der altså ikke var ret meget plads til en topmave, måtte min mor og jeg af sted igen for at finde en anden. Heldigvis var kjolen købt et sted, hvor de gerne byttede til en anden – en endnu mere perfekt – model med god plads til maven. For brylluppet kunne der ikke blive tale om at udskyde – nu beslutningen var taget. Og man kunne jo heldigvis sagtens være med til at feste uden alkohol 😉

Ja og så fik vi Valde, og vi var ikke helt enige om, hvorvidt vi skulle have en 3’er eller ej. Men da Valde var omkring 9 måneder, blev vi enige om, at vi da også kunne give det et forsøg. Jeg ville rigtig gerne have et barn mere, men samtidig viste jeg, at jeg også var lykkelig for de 2, jeg allerede havde fået. Samtidig var jeg på vej til at starte op på nyt job efter barslen med Valde, så det hastede ikke voldsomt for mig – det ville være rart ikke at skulle sige, som noget af det første, at jeg var gravid! Men ja, på min 29 års fødselsdag – 3 måneder senere, lige efter Valdes 1 års fødselsdag, fandt vi altså ud af, at jeg var gravid igen. Så 4 måneder efter opstart på job, måtte jeg fortælle, at jeg nok var nødt til at forlade dem i et års tid. Og 9½ måneder efter opstart, gik jeg igen på barsel 😉

Så selvom det så håbløst ud for os tilbage i 2010, så løste det hele sig heldigvis! Desværre ved jeg, at det ikke ender på den måde for alle, og derfor tænker jeg også ofte over, hvor usandsynlig heldig jeg er ♥

PCO og graviditet

 

Tagget , ,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *