Hjemmelavet karameller – gode til jul, men kan spises året rundt ;)

Hjemmelavet karameller er lækre og slet ikke så svære at lave, som man måske lige umiddelbart forestiller sig. Det kræver faktisk mest af alt en portion tålmodighed og tid til at røre rundt i gryden, så karamelmassen ikke brænder på 🙂 Der findes forskellige måder at lave karameller på – jeg har valgt at lave dem med kondenseret mælk.

Sunde – det er de ikke!

Kalorielette – det er de ikke!

Lækre – det er de!

Hjemmelavet karameller:
(ca. 25-30 stk.) 

1 dåse kondenseret mælk
125 g. smør
160 g. rørsukker
2 spsk. sirup

Alle ingredienserne kommes i en gryde og smeltes sammen ved lav varme. Det er her det godt kan betale sig at have lidt tålmodighed, så massen ikke brænder på 😉 Massen koges til den begynder at blive tyk og mørkere. Det tog nok ca. 15 minutter for mig. Herefter hældes massen i et fad beklædt med bagepapir og stilles i køleskabet i 3-4 timer. Herefter kan karamellerne skæres ud i den ønskede størrelse. Man kan med fordel lige lade karamelmassen stå på bordet i 10 minutter, inden man begynder at skære dem, så går det lidt lettere. Karamellerne kan pakkes for sig selv eller lægges i en småkagedåse eller lign. Jeg opbevarer dem køligt – evt. i køleskabet. 

Tip: Det smager lækkert, hvis man lige spreder lidt salt ovenpå massen, inden den sættes i køleskabet. Karamel og salt kan altså noget! 

 

Hvor lang tid de kan holde sig? Det ved jeg ikke – de når i hvert fald ikke at blive for gamle her hos os 😉

 

Tagget , , ,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *