Holder fri

Jeg har en fridag i dag og har som sædvanligt lagt rigtig mange planer og gøremål ind på en enkelt fridag i den overbevisning, at det kan jeg selvfølgelig sagtens nå. Mine fridage består derfor meget sjældent med benene op, se tv, læse bog eller gøre andre afslappende ting.

Jeg er ret sikker på, at Silas havde luret, at jeg skulle være hjemme i dag. Han fik lov til at sove lidt længere, da han sov sent i går. Da han endelig stod op, havde han bestemt ikke travlt med noget som helst og var ikke sådan lige til at overtale til at skulle af sted. Og bedst som jeg troede, at nu går det godt, så holder der selvfølgelig en gravko på den lille gåtur hen til vuggestuen, og jeg tager mig selv i at tænke: “TYPISK – det skulle være forbudt at holde med sådan en tingest på vejen hen til vuggestuen!” Men vi får os altså en spontant Pittstop på vejen, og snakker lidt om maskinen, og Silas vil selvfølgelig også gerne ville prøve gravkoen. Og så måtte jeg være den irriterende mor, der sagde, “det kan du ikke, det er mandens gravko”, hvilket han selvfølgelig ikke var helt tilfreds med. Han har endnu ikke helt fundet ud af, at man ikke bare kan prøve alt det, man møder på sin vej.

Jeg gik efterfølgende hen til mine forældre (igen en praktisk detalje ved, at de bor så tæt på) for at låne traileren (ja man er vel jyde!!) og få en kop formiddagskaffe med dem. Uanset hvor meget jeg nyder at have Silas med derhen, så er det nu også meget rart engang i mellem at kigge forbi alene, så man rent faktisk kan få lov til at snakke sammen. Min mor havde lavet denne lille blomsterdekoration til mig, som jeg fik med hjem, og som virkelig tager foråret med ind i vores hjem.

blomst1

Derefter stod den på en række ærinder – hente Henriks fødselsdagsgave i en nærliggende by, ned forbi Henriks datter efter nogle skåle, jeg havde købt af hende og til sidst handle ind. Henrik har fødselsdag i dag – HURRA – så jeg har sammen med Silas planlagt, at når han kommer hjem fra vuggestue, og Henrik kommer hjem fra arbejde, skal vi have kaffe, kage og give far sine pakker. Silas lavede i går eftermiddags en gave til far fra Silas, og Silas har allerede løftet sløret overfor Henrik om, at vi har lavet en overraskelse.

Men kage skal der til, så den skulle jeg lige have bagt. At gå til bageren er totalt overvurderet 🙂 Jeg har fra en meget kær kollega fået en opskrift på en chokoladekage, som er så hurtig og nem at lave, og som samtidig kan bruges til/med alt. Den kan spises som den er, med glasur, med ostecreme, med smørcreme og endda også bruges som lagkagebund. Virkelig en universalkage, som ofte bliver lavet herhjemme til fødselsdage, eller hvis der kommer nogle forbi. Opskriften følger senere til dem der har interesse i det.

Kage

Jeg er ikke typen, som bare kan nøjes med at lave én ting af gangen og slet ikke, når jeg står i mit køkken. Jeg hader sommetider mig selv for det, da det ind imellem resulterer i, at jeg har gang i alt for meget på én gang og faktisk bliver lidt “stresset” af det, og så er det jo så som så med hyggen ved at være i køkkenet. Nå men inden jeg fik set mig om, havde jeg derfor også gang i at lave daddel-romkugler samt børnekiks med vanilje fra Jane Faerbers kogebog “Mæt og Slank med LCHF”, med det resultat, at køkkenet sejlede. I disse tilfælde ville jeg virkelig ønske, at jeg havde noget mere bordplads i mit køkken. Men pyt jeg elsker det og hygger mig med det, og så kan man jo altid få skik på rodet igen 🙂

børnekiks med vanilie

Resten af dagen skal gå med lidt oprydning/rengøring, pakke gaver ind, hente Silas og gøre klar til “den store overraskelse”, lave aftensmad og så ud og spille håndbold i aften. Og ja jeg har “fået lov” til af Henrik til at tage af sted. Hans eneste kommentar var, at så kunne han komme tidligt i seng – som om at jeg holder ham oppe de andre dage 🙂

I morgen venter endnu en fridag, hvor Silas også holder fri. Jeg har aftalt med vuggestuen, at hans 2 bedste venner og lederen af vuggestuen kommer og besøger ham i morgen formiddag og spiser frokost her hos os. Det glæder jeg mig til at fortælle ham, da han selv har efterspurgt, at de 2 drenge kunne komme og lege med ham. Det er fedt, at vuggestuen stiller op til sådan nogle ting. Generelt har vi vist bare været heldige med vores vuggestue 🙂

 Ha’ en fortsat skøn dag!!

Tagget , , , , ,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *