Hverdagens små øjeblikke #15

Så har hverdagen været i gang herhjemme i en uge. En uge hvor virkeligheden som mor til to også har banket på døren! Henrik møder allerede 6.45, så jeg står alene med begge børn om morgenen, og jeg har pludselig fundet ud af, hvor let det var, da det kun var 1 barn, der skulle passes ind i morgenrutinen 🙂

Mandag aften i sidste uge var jeg derfor noget spændt på, hvordan jeg skulle klare det om tirsdagen, hvor Henrik startede op på job igen efter barsel og juleferie. Jeg er af natur et menneske, som gerne planlægger mig ud af alting, da jeg på den måde fungerer bedst. Problemet er bare, at det ikke er muligt at planlægge sig ud af morgensituationen med en baby i huset, hvor der endnu ikke er nogen form for rytme på noget som helt samt en uforudsigelig 3-årig i selvstændighedsalderen! Jeg blev derfor enig med mig selv om, at det ikke nyttede noget at lave en plan, men at jeg for en gangs skyld bare skulle springe ud i det. Alligevel kunne mine tanker ikke helt lade være med at kredse om, hvornår det ville være perfekt at hhv. Silas og lillebror stod op 😉 Man er vel et vanemenneske!

Men op kom vi alle, og det med at komme af sted om morgenen er indtil nu gået meget godt. Jeg havde jo gennemtænkt de værst tænkelige scenarier (det er jeg verdensmester i), men de er alle sammen indtil nu blevet gjort til skamme. Jeg kan dog godt blive ramt af den dårlige samvittighed over, at lillebror bliver hevet op af sengen og sat i autostolen/barnevognen, men det må jeg se at komme over. Det er barn nr. 2´s lod, og jeg kan jo lige så godt indse, at han faktisk ikke tager skade af det! Jeg kan dog godt savne de langsomme morgener, som der var, da Silas var lille.

Når det er sagt, så er der ingen tvivl om, at vi alle sammen nyder, at hverdagen igen er indtruffet. Den store nyder at komme i børnehave, og moderen nyder at have nogle timer i løbet af dagen, hvor jeg kan koncentrere mig kun om lillebror. I denne uge står den på projekt væn-dig-til-at-sove-i-barnevogn 🙂

Tagget , ,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *