Hverdagens små øjeblikke #2

Om børn, der bander!

Herhjemme er Silas begyndt at bande. Faktisk så meget, at man skulle tro, at han var søn af en havnearbejder, men det er han altså ikke! Han er vist bare startet i børnehave kombineret med, at begge hans forældre nok egentlig også er ret slemme til at bande. Stort set hver 2. sætning afsluttes med “for helvede da”, som klart er det foretrukne udtryk.

Vi har valgt taktikken med ikke at kommenterer det, når han bander for ikke at gøre det mere sjovt end højest nødvendigt. Selvfølgelig lyder det ikke pænt, men det er heller ikke nemt, da andre i nærheden ofte trækker på smilebåndet eller griner, når drengen siger én af sine gloser. Hvordan skal man så forklare ham, at det siger man ikke? 😉 Vi gør ham selvfølgelig opmærksom på nogle gange, at sådan siger man ikke, og at det ikke lyder pænt, men vi gør det langt fra hver eneste gang (og så kunne vi jo stort set heller ikke lave andet!) I stedet får vi os indimellem en snak om, hvad man egentlig må sige, og hvad man helst ikke skal sige. Som regel er disse snakke selv bragt på banden af Silas, da han selv nogle gange spørger: “Må man sige det?” og det giver mulighed for at få en god snak om det i stedet for en irettesættelse i selve situationen.

Natten til mandag sov Silas inde hos os. Han bruger som tidligere skrevet mit hår som “sutteklud” og denne nat kunne han slet ikke få ro i fingrene igen og blev ved med at ligge og rode mig i håret. Oftest holder han hurtigt op igen, men i situationer som disse – ja så bliver det altså for meget for mig på et tidspunkt, da det ikke just gør det nemmere at sove. Natten til mandag fik han derudover gentagne gange fat i de helt små hår, hvilket resulterer i, at jeg på et tidspunkt (lettere irritabel) udbryder: “Av for fanden da!” (som sagt – vi er nok også slemme til at bande). Det resulterer i, at Silas vender hovedet – og jeg kan næsten høre forargelsen i vendingen – og udbryder: “Dét må man ikk sige!”, og jeg kunne jo ikke gøre så meget andet, end at give ham ret og tænke 1:0 til sønnike.

Tagget , , ,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *