Hvorfor er det så svært at få fælles venner?

Det er sikkert ikke alle, der synes det, men jeg er ret sikker på, at der også sidder nogle derude, der kan nikke genkendende til den tanke. Hvorfor er det så svært at få fælles venner?

Selvom Henrik og jeg har kendt hinanden i 13½ år, ja så er det faktisk stadig begrænset, hvor mange fælles venner, vi har. Jeg har mine veninder. Nogle gode veninder! Nogle veninder som Henrik også har et godt forhold til, og som han snakker godt med. Alligevel vil jeg ikke kalde dem fælles venner. Selvom de fleste af mine veninder også efterhånden har fået mand og børn, så er det ikke sådan, at vi hænger ud sammen som familier. Hvorfor aner jeg faktisk ikke, men måske er vi bare alt for forskellige, når det kommer til stykket, og måske også lidt for adspredt rent geografisk.

Gennem vores tid som par har vi haft nogle fælles bekendtskaber, men ikke noget der er blevet til et venskab – ikke ét der holdt i længden i hvert fald. Og det kan der være mange forskellige årsager til. Dårlig timing; forskellige steder i livet; at vi har spillet vores kort forkert; misforståelser eller slet og ret, fordi kemien måske reelt set ikke var til stede. Vi har sikkert alle sammen nogle venskaber, der igennem tiden er forlist. Ikke på en dramatisk måde men et venskab, der stille og roligt er løbet ud i sandet. Efterfølgende kan man måske godt se, hvad der gik galt, men man formåede ikke at se eller handle på det, mens man stod i det.

Men det der med at skabe nye relationer, synes jeg faktisk er rigtig svært. Selvfølgelig har det betydning, at jeg de sidste 3 år stort set har været gravid eller ammet. Så bliver ens sociale liv ligesom indskrænket, og man deltager måske ikke i så mange arrangementer – vi gør i hvert fald ikke. Det indskrænker jo muligheden for at møde nye mennesker gevaldigt, men omvendt – er det der nye venskaber opstår? Er det ikke ofte der, hvor man taler overfladisk med nogle, og så hilser man efterfølgende, når man møder hinanden?
Samtidig er vi begge ansat på arbejdspladser, hvor det ikke er kutymen, at der er påhæng med til fester mv., hvilket jo også betyder, at de relationer, vi har på arbejdet, bliver på arbejdet. Relationer som jo ellers er en stor del af ens liv! Og hvor er det så lige, at man møder folk henne?

Hver gang ungerne er startet i vuggestue, børnehave eller nu skole, har jeg hver gang tænkt, at måske det samtidig kunne føre nogle venskaber med sig. Det er ikke sket endnu! Måske gør jeg det selv – det skal jeg ikke sige mig fri for – men min oplevelse er, at forældrene nærmest løber ind i institutionerne med skyklapper på, så de ikke ‘risikere’ at komme til at tale med nogle! Nogle forældre går sågar lige forbi uden at hilse – nogle endda selvom man selv hilser på dem! Det sidste er i mine øjne decideret uhøfligt og et dårligt eksempel for børnene, men det er jo et helt andet indlæg.

Men skyklapperne forstår jeg måske til dels godt. Der er fart på, når der skal afleveres og hentes. Jeg selv sammenligner det ofte med et maraton, og jeg kan godt være helt brugt, når afleveringsræset er overstået om morgenen. Alligevel synes jeg, at det er en tid, der er værd at investere – altså indimellem at tage sig lidt ekstra tid. Dels tror jeg på, at det er godt for børnene at mærke, at der er tid til at aflevere/hente. Dels tror jeg på, at det er godt givet ud at tale med de andre forældre, da det gør nogle andre ting lettere, fx deltagelse i arrangementer i institutionen, legeaftaler eller måske et begyndende venskab, som også vil komme poderne til gode! Sådan havde jeg det i hvert fald selv, da jeg var barn. Så jeg synes ærlig talt, at det er en ærgerlig tendens, men de der tendenser er ikke det letteste at gøre noget ved.

Men vi bliver generelt som individer mere og mere tillukkede – det gør vi helt sikkert også selv. Vi holder os for os selv og værner om vores alene-tid. Sladderen og viden om andres liv kan vi blive opdateret på via de sociale medier, hvor vi kan sidde og grave i hinandens liv i ro og fred – i hvert fald dem, der har valgt, at deres profiler mv. er helt offentlige. Det er noget, vi kan li’! Jeg gør det selv. Alle gør det! Og dem der siger, at de ikke gør, de lyver – i hvert fald dem fra vores generation 😉 Og mens vi sidder der, og snager i andres liv, så bliver vi mere og mere dårlige til at agere i det ‘virkelige liv’. Det liv, som bringer mest glæde med sig og som er det liv, vi burde værne mest om. Og livet med de sociale medier bringer ikke kun fordele med sig. De sociale medier er nemlig også pokkers gode til at minde os om, at græsset på den anden side er mere grønt samt minde os om, alle de ting andre laver og måske også sammen med hvem. Og så kan man sidde der og blive mindet om, hvor hyggeligt det kunne være at have nogle mennesker i sit liv, som man kunne være mere sammen med og gøre ting med.

Vi er selv pt. i en periode, hvor vi savner mennesker her i vores nærmiljø, som vi kan være sammen med, hvilket vi til dels selv er ude om. Vi bliver indimellem spurgt, om vi vil med til et eller andet, men den sidste tid har svaret ofte været nej, da det simpelthen ikke rigtig har været muligt pga. små børn. Nu er vi imidlertid kommet dertil, hvor det igen begynder at blive lettere at forlade matriklen, og hvor Vera endelig er ved at være klar til at blive passet lidt mere uden for hjemmet. Så nu begynder vi igen at kunne mærke savnet. Vi mangler simpelthen mennesker i vores liv, som er det samme sted i livet som os selv og måske har nogle børn, som vores børn leger godt med, og hvor vi bare kan være sammen på en hyggelig, spontan og afslappet måde. Jeg har faktisk hørt ganske mange småbørnsforældre sige det, så måske er det bare noget, der følger med den periode af ens liv. Alle de praktiske ting og småbørnlivet fylder så meget og vupti, så er omgangskredsen svundet gevaldigt. Overskuddet og tiden er selvfølgelig heller ikke den samme, som den var for 10 år siden, hvor vi altid kunne smide alt, hvad vi havde i hænderne. Det kan vi vel i princippet godt stadigvæk, men det kræver altså bare en del mere planlægning og overvejelse inden, så det er ikke så sært, at det ikke bliver til så meget 😉

Vi selv er ikke gode til at tage initiativ, for jeg synes ærlig talt ikke, at det er let. Alle agerer, som om, at de har nok i deres eget, og når man så samtidig er en person, der ikke vil være andre til besvær – ja så er det jo nemmest blot at gå ned og købe det vanlige fredagsslik og sætte sig foran fjernsynet, selvom man måske i grunden hellere ville sidde over et hyggeligt måltid mad sammen med nogle andre mennesker, mens ungerne spiser fredagsslik og hygger sig sammen. Er der mon nogle, der kan nikke genkendende til det? 

Heldigvis er vi glade for hinandens selskab og heldigvis har vi nogle mennesker i vores liv, så det er ikke sådan, at vi går og er fuldstændige ensomme. Der kunne bare godt være plads til nogle flere mennesker. Nogle flere mennesker, som værdsætter det samme som os – primært hjemlig hygge, hvor samvær med vennerne ikke behøver at betyde, at børnene ikke kan være med. Intet kan gøre mig mere glad end selv at være i godt selskab samtidig med, at jeg kan se, at mine børn hygger sig.

Men mon ikke, det kommer en dag? En dag, hvor vi måske også har mere overskud til at invitere nye mennesker ind i vores liv…

Fælles venner
Billedet er lånt fra Pinterest

 

 

Tagget , , , ,

5 thoughts on “Hvorfor er det så svært at få fælles venner?

  1. Dette indlæg er som skrevet til mig 😂 vi har det præcis på samme måde, og i det jeg kommer fra Hjørring har jeg meget få venner her i Brovst. Vores tidligere FÆLLES venner har ingen børn hvilket har gjort at de fleste droppede kontakten da vi fik børn (nogle mener vi var for unge, hvilket jeg jo slet ikke SYNES) så vi har kun et vennepar som er et helt andet sted i livet end os og derfor er MULIGHeden for at ses der ikke så ofte. Vi har vendt os til det nu, men åh hvor jeg savner det du beskriver. Især det sidste med at man sagtens kan hygge sig hjemme med sine børn uden det skal føles som et besvær! Jeg er selv genert og har derfor været rigtig dårlig til at tage initiativ til at snakke med andre osv desværre. Kram herfra 🙂

    1. Dejligt at høre, at det ikke kun er mig, der har det på den måde Louise. Når man får børn, er børnene netop en rigtig vigtig del af venskaberne og både børn og voksne skal helst fungere godt sammen ellers løber det ud i sandet 😊 Men ja det er et problem, når man ikke selv er god til at tage initiativ – for nogle er det naturligt og for andre virkelig geænseoverskridende. Jeg er nok mest i den sidste kategori 😉

      1. Jeg er også helt sikkert i sidste kategori! Føler at når jeg så endelig prøver, er det svært at komme igennem så det er altså ikke nemt 😂🙈 men lettede meget at læse at jeg/vi ikke er alene om det! Så tak 😉

  2. Kære Tina.
    Tak for et virelig godt og ærligt indlæg med et kanon godt tema <3

    1. Selv tak for de fine ord 😊

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *