Hvornår er man egentlig lykkelig?

ABM_1426238728I går aftes, efter at jeg var kravlet til køjs, blev jeg ramt af en følelse af at være lykkelig – sådan lykkelig hele vejen igennem marv og ben. Jeg føler mig heldig! Jeg sætter virkelig pris på det, jeg har og føler generelt, at jeg er landet på rette hylde her i livet! Hvorfor jeg lige i går blev ramt af denne følelse, ved jeg faktisk ikke. Måske fordi det føles som om, at vi er ved at have lært at være en familie på 4, og der begynder igen at komme mere struktur og rytme ind i hverdagen. Noget som flere af os her i huset trives bedst med! Noget som giver os overskud på en helt anden måde. Måske fordi jeg føler mig beriget over at have fået endnu en søn, som trives og har det godt. Jeg føler mig beriget over den søn, jeg i forvejen havde og som snart runder de 4 år. Jeg føler mig beriget over at have et lykkeligt ægteskab, hvor vi har det sjovt og kan støtte hinanden. Og jeg føler mig beriget over at have en dejlig familie, dejlige venner og generelt mange dejlige bekendtskaber i mit liv.

Men selv om jeg i går blev ramt af en lykkefølelse, så er det jo ikke fordi, at der slet ikke er nogle ting i vores liv, som gør mig ulykkelig og ked af det. Der er faktisk en del for tiden, som fylder og i den grad gør ondt! Vi er så eftertrykkeligt blevet mindet om, at vi ikke skal tage noget for givet, og at livet ikke altid viser sig fra sin gavmilde og gode side! Ting som jeg på nuværende tidspunkt ikke har lyst til at dele med jer. Ting som jeg endnu ikke har haft lyst til at dele med andre end de allernærmeste. Ting der endnu er for følsomme og for private for mig. Og ting, som jeg ikke deler af respekt for andre mennesker i mit liv.

Ting der får mig til at tænke over, om jeg så i bund og grund kan føle mig lykkelig? Kan man det, når der samtidig er ting i ens liv, som virkelig gør ondt? Men hvem bestemmer, om man kan kalde sig lykkelig – hvordan defineres det? Det er vel i bund og grund en selv, der kan bestemme og mærke, om man er lykkelig? Selvom det i bund og grund nok er en selv, der bestemmer det, kan jeg alligevel godt blive ramt af tanken om, hvorvidt det er fair at sidde og kalde sig selv lykkelig, når der samtidig er store ting i ens liv, der gør ondt, og når der er andre omkring en, som står i en ulykkelig situation? Kan lykke og ulykke mon ikke godt gå hånd i hånd?

Jeg tænker helt klart, at det er spørgsmål, som man kun kan gøre op med sig selv, og hvor svaret er forskelligt fra menneske til menneske. Jeg er selv en person, som bliver meget følelsesmæssigt berørt – uanset om det er af glæde eller sorg. Det er både af ting, som direkte påvirker mig selv eller mine og Henriks børn, men også ting, som måske ikke direkte har betydning for mig. Samtidig er jeg et meget tænkende menneske. Når der sker noget i mit eget liv eller andres liv, som jeg bliver berørt af, så kører mine tanker på højtryk, og der sendes mange tanker til de mennesker, der er direkte berørte af situationen.

Alligevel ender jeg nok op med at tænke, at jeg godt kan være lykkelig samtidig med, at der er ting, der gør mig ulykkelig. Glæde er vel netop noget af det, der kan hjælpe en igennem en svær tid? Men jeg kan godt mærke, at det ikke er nemt for mig at indrømme, når der er ting omkring mig, der gør, at jeg måske ikke burde føle mig lykkelig. Jeg kan godt komme til at føle mig forkert som menneske, hvilket nok hænger sammen med den danske mentalitet aka. janteloven, græsset er altid grønnere på den anden side, og jeg har det meget værre end dig – mentaliteten.

Hvordan har I andre det mon? Beklager hvis indlægget blev lidt rodet. Det er ikke altid så nemt at få ens egne tanker ned på skrift. Giv endelig jeres besyv med i kommentarfeltet, hvis I føler for det 🙂

Tagget , , ,

3 thoughts on “Hvornår er man egentlig lykkelig?

  1. Kære Tina
    Du rammer hovedet på sømmet! Man kan blive så usikker på sin egen “lykkelighed” når der er så mange modsatrettede følelser – ift andre områder af livet. Dejligt at høre i er lykkelige og har det godt – alle fire 🙂
    Knus fra Anne

    1. Hej Anne. Dejligt at høre, at jeg ikke er den eneste, der har det på den måde 🙂 Og dejligt at høre fra dig! Håber du har det godt 🙂 Kram

  2. […] Når man selv står i en ulykkelig situation, ja så er det generelt bare svært at rumme andres følelser og glæde – hvor meget man end gerne ville. Man ved, at man eksempelvis bør være glad på andres vegne, men det er afsindigt svært at rumme det. Inderst inde sidder ulykken og gnaver, og selvom mam udadtil formår (eller gør man egentlig det?) at lade som om, at alt er okay, så gør det ondt og misundelsen lurer lige om hjørnet. Og det er svært at tackle. Efterfølgende har jeg dog også erfaret, at det også er pokkers svært at være den modstående part, når andre er i en ulykkelig situation. Det har jeg nemlig efterfølgende prøvet, hvilket jeg skrev meget mere om i dette indlæg. […]

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *