Jeg bliver så glad…

… hver gang, der er nogle i vores familie/omgangskreds, der bliver forældre. Og denne melding fik jeg endnu engang i går fra én af mine kære veninder. Det er altid så dejligt, når en fødsel er veloverstået og alle har det godt, og det sætter altid lidt tanker i gang – især efter, at jeg selv har prøvet det.

Mine tanker begynder straks at kredse om den skønne tid, der nu venter den lille nye familie. Her tænker jeg bl.a. på den første tid, hvor man opholder sig i en lille barselsboble, hvor alting dufter skønt af ny baby, og hvor man slet ikke kan få nok af at se på det lille dejlige væsen. De nye følelser, som der pludselig vælter op i en både overfor den lille og overfor den anden part i forholdet – følelser som man på én eller anden måde slet ikke vidste, at man havde, da det bare er på en helt ny måde. (Og her kommer de følelsesmæssige rutcheture selvfølgelig også ind – selvom man ind imellem kan undre sig over, hvad det mon helt præcis er, man hyler over 😉 ) Og alle mødre kan vist nikke genkendende til, at de følelser, man har overfor sine børn, dem finder man ikke andre steder. Ens nye titel som mor/far – en titel der efter min mening er den største, man kan opnå! Alle barselsbesøgene – selvom det kan være hårdt med alle besøgene, så er man alligevel så stolt over sit lille vidunder, at man bare gerne vil vise det til hele verden med det samme. Og tiden – det er som om, at verden bare står stille i den første tid, fordi man ikke har de store planer, selvom denne følelse selvfølgelig nok primært er til stede ved det første barn.

Og denne gang kredser mine tanker selvfølgelig også om, at inden jeg får set mig om, selv skal opleve det hele igen om ca. 6 uger! 6 uger lyder så kort, men føles på den anden side også fortsat som lang tid. For hver dag, der går, glæder jeg mig mere og mere til igen at blive mor, og det er absolut ikke blevet mindre af, at min “medsøster” under graviditeten nu har fået sin guldklump 🙂

Indtil da må jeg jo “nøjes” med at kigge på nogle billeder fra dengang Silas var helt ny, og glæde mig til at se, hvor meget lillebror kommer til at ligne ham.Provinsmor.dk Provinsmor.dk

 

Tagget , , , ,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *