Jeg har PCO – men hvad er det?

PCO

Da jeg i sin tid blev præsenteret for de ovenstående bogstaver, anede jeg ikke, hvad min gynækolog snakkede om. Derfor blev jeg ret overrasket, da jeg google de selvsamme bogstaver og fandt ud af, at ca. hver 5. kvinde i Danmark lider af enten PCO eller PCOS. Det er altså mange! Mange, der går rundt med en sygdom, som fortsat er tabubelagt og som rigtig mange slet ikke ved, hvad er eller betyder. Og jeg tror faktisk, at det hænger sammen. Jeg fortæller ganske sjældent, at jeg har PCO, fordi det altid medfører en længere forklaring på, hvad PCO egentlig er. Samtidig kan jeg godt mærke, at jeg faktisk også har allermest lyst til at være lidt privat om det, fordi at de her hormonelle forstyrrelser kan føre nogle ting med sig, som vi helst holder for os selv.

Og når nu, jeg har det på den måde, hvorfor er det så, at jeg skriver dette blogindlæg? Det gør jeg simpelthen, fordi jeg har lyst til at være med til at sprede kendskabet om PCO, så der måske er et par stykker mere, der ved hvad det er. Det kunne også være, at en anden kvinde i sin søgen på internettet, endte her på siden og fandt trøst i mine ord. Det sidste er nok faktisk den allerstørste grund til, at jeg har lyst til at dele min historie. Jeg savnede det nemlig selv i allerhøjeste grad, dengang ovenstående gynækolog sagde bogstaverne til mig tilbage i 2009! Jeg oplevede nemlig at være ret overladt til mig selv i forløbet og rådgivning var der ikke meget af. Al min viden om sygdommen fik jeg fra internettet, og stort set al min viden om, hvad jeg selv kunne gøre, fik jeg fra internettet. Jeg var overbevist om, at jeg var blevet ramt af det værst tænkelige, men det behøver det ikke at være. Man kan lære at leve med sin PCO, og det er nok der, jeg efterhånden er ved at være.

Samtidig er der så småt begyndt at komme mere fokus på PCO – heldigvis! Blandt andet fik det en del opmærksomhed, da Cecilie Hother sidste år valgte at stå frem og fortælle sin historie. Så i bedste Cecilie Hother stil, vil jeg i en række indlæg også fortælle min historie om livet med PCO. Her i første del, vil jeg komme med de mere faktuelle oplysninger om PCO/PCOS for at give et indblik i, hvilken virkning sygdommen har på kroppen.

Så hvad er PCO/PCOS egentlig?

De medicinske kriterier for definitionen af PCOS er:

  • “Uregelmæssige, lange menstruationsintervaller/ingen ægløsning
  • Forhøjet mandligt kønshormon (testosteron) og/eller øget mandlig hårvækst (hirsutisme)
  • Polycystiske æggestokke, som lægen kan se ved ultralydsscanning”

Minimum to af de tre kriterier skal være opfyldt for at betegne en PCOS-sygdom, og der kan være stor forskel på, hvordan PCOS viser sig fra kvinde til kvinde.

I Danmark skelner man ikke som sådan mellem PCO og PCOS. Derfor vil jeg for eftertiden blot betegne det hele som PCO. PCO er en hormonel forstyrrelse, hvor mange faktorer hænger sammen og forstyrrer hinanden. Det er blandt andet derfor, at jeg synes, at det er ret svært at forklare folk, hvad PCO er.

Helt lavpraktisk så står PCO for PolyCystisk Ovarie, og når man lider af PCO opstår en tilstand, hvor man har mange ægblærer (follikel) i sin(e) æggestokke. De ligger nærmest som en perlekæde rundt i æggestokken. (Hvis I googler PCO og kigger på billederne, vil I kunne se mange scanningsbilleder af, hvordan det ser ud) Jeg fik i sin tid forklaret fra gynækologen, at den hormonelle forstyrrelse medfører, at æggene går i stå i udviklingen, hvorfor æg-blærerne ophober sig i æggestokken, og der kommer ingen ægløsning. Når man taler om PCOS er det fordi, at man samtidig har andre symptomer ud over ovenstående. S’et står for syndrom.

En kvindes æggestokkene har 2 funktioner – de producerer kønshormoner og løsner æg. Begge ting er påvirket, når man har PCO. Den manglende ægløsning betyder selvsagt manglende menstruation og kan betyde fertilitetsproblemer. Nogle får indimellem ægløsning og kan derfor sagtens blive gravid på ganske naturlig vis – det tager måske blot lidt ekstra tid – og opdager måske derfor aldrig, at de har PCO. Andre får aldrig ægløsning og kan derfor få brug for hjælp til at blive gravid. Da jeg i sin tid fik konstateret PCO var det sidste netop mit problem.

Alle mennesker har både mandlige og kvindelige kønshormoner i kroppen. Ved kvinder dannes begge kønshormoner i æggestokkene. Kvinder med PCO danner dog flere mandlige kønshormoner end normalt, og det er bl.a. det, der er med til at påvirke ægløsningen – eller mangel på samme. Den øgede mængde af mandlige kønshormoner kan ligeledes være med til, at man som PCO-kvinde får øget hårvækst samt tendens til uren hud.

De mandlige kønshormoner bliver omdannet til Østrogen (kvindelig kønshormon) i fedtvævet, således at det hos kvinder med PCO ikke længere kun er i æggestokkene, der bliver dannet østrogen. Normalt stiger østrogen-niveauet i takt med, at æg-blæren vokser og modnes. Når østrogen-niveauet når en vist højde, gives der signal til hjernen om, at et æg er klar til at blive løsnet. Hjernen frigiver herefter et ægløsningshormon (LH), som får ægblæren til at briste og løsne ægget. Men hos PCO-kvinden kommer der som sagt også østrogen fra fedtvævet, og det er med til at forvirre hjernen – den ved jo ikke, hvor østrogenet kommer fra. Derfor er kvindens LH-niveau ofte permanent forhøjet. Samtidig er FSH-hormonet (det hormon, der skal få ægblærerne til at vokse) ikke øget, og derfor opstår situationen, hvor de små ægblærer ikke vokser, fordi FSH er lavt og trods høj LH løsnes der ingen æg, fordi der ikke er nogle moden ægblærer. Altså forklaringen på, hvorfor ægblærerne kommer til at ligge som perler på en snor, og hvorfor kvinden ikke opnår ægløsning.

Graden af PCO er forskellig fra kvinde til kvinde ligesom symptomerne er forskellige. Graden af PCO er blandt andet påvirkelig af kvindens insulinniveau samt af, hvor følsom kvindens æggestokke er over for insulinet. Produktionen af mandlig kønshormon i æggestokkene er nemlig påvirkelig af insulin. Jo højere insulin – jo højere niveau af mandlig kønshormon. Og netop her, kan man selv være med til at gøre en forskel via kosten og motion. Det er faktisk muligt at spise sig til en bedre balance, således at symptomerne mindskes. Noget jeg tænker, at jeg vil vende lidt mere tilbage til på et senere tidspunkt. Jeg har nemlig selv mærket på egen krop, hvor stor en forskel det gør! Af samme årsag bliver sygdommen af nogle betegnet som en livsstilssygdom ligesom eksempelvis diabetes type 2 kan være. Og de 2 sygdomme minder faktisk en del om hinanden, og kvinder med PCO har da også en øget risiko for på sigt at udvikle diabetes type 2.

Mange kvinder med PCO er insulinresistente, hvilket betyder, at man har en nedsat følsomhed over for insulin. Musklerne får derfor mere svært ved at optage sukkeret fra blodet, og blodsukkeret stiger. Det reagerer bugspytkirtlen på ved at øge produktionen af insulin, da den vil være sikker på, at musklerne får det sukker, som de har brug for. Resultatet heraf bliver, at det øget insulin bevirker, at blodsukkeret også falder hurtigt igen – noget der kan give øget sukkertrang, utilpashed, træthed og øget tendens til hovedpine.

Det forhøjede insulin-niveau vil samtidig få kroppen til at deponere den overskydende energi – typisk midt på maven, og kvinder med PCO er derfor ofte overvægtige med tendens til æblefacon. Man mener faktisk at ca. 70 % af kvinder med PCO er overvægtige, men man kan sagtens have det, selvom man er normalvægtig. Samtidig er der noget, der tyder på, at insulinresistensen kan have betydning for appetitreguleringen og mæthedsfølelsen. Den egentlige årsag hertil er dog endnu ikke fastlagt, og det lyder måske som en dårlig undskyldning, men jeg kan faktisk godt relatere til det! Jeg kan simpelthen blive ved med at spise altså indtil, at jeg får det fysisk dårligt. Jeg kan simpelthen ikke mærke det, før grænsen er overskredet, og jeg får det dårligt. Det har selvfølgelig heller ikke en positiv effekt i forhold til at have lidt ekstra på sidebenene, da man på den måde måske nemt kommer til at spise lidt for meget, og det kan kræve ret meget selvdisciplin at få stoppet i tide. Det menes, at ikke alle med PCO har manglende mæthedsfornemmelse, hvilket kan være en forklaring på, hvorfor nogle kvinder med PCO forbliver normalvægtige.

Men med det øget fedtvæv på maven, så starter den onde cirkel – for fedtvævet udskiller stoffer, som nedsætter følsomheden for insulin og ja så har vi altså gang i en ond cirkel. Og det er jo ikke kun i forhold til insulinresistensen, at det øget fedtvæv er et problem. Det er jo netop her, at de mandlige kønshormoner bliver omdannet til østrogener, som i for høj dosis har negativ virkning i forhold til ægløsningen. Så derfor har overvægt generelt en negativ virkning på generne af PCO, og det er årsagen til, at kosten og motion er vigtig og forklaringen på, hvorfor nogle kalder det en livsstilssygdom.

Men som I måske kan læse ud fra ovenstående (som er en ret forenklet udgange), så er PCO altså en kompleks affære, hvor det på én eller anden måde hænger sammen det hele, og hvor det ene påvirker det andet negativt og så videre. Sådan er det jo ganske ofte med kroppen! Faktisk er forskerne endnu ikke er 100 % færdige med at forske og har endnu ikke svar på alting, og det er måske ikke det område, hvor der er flest forskningsmidler – netop fordi, det er en lidelse, der ikke er synderlig meget fokus på. Ærgerligt, da jeg faktisk er overbevist om, at det netop er en sygdom, hvor den forebyggende indsats kunne gøre en kæmpe forskel og måske på den lange bane være med til at spare økonomiske midler og ressourcer indenfor sundhedsvæsenet fx i forhold til fertilitetsbehandling og behandling for følgegener/-sygdomme.

Ovenstående er udelukket min egen forklaring på, hvad PCO er, og siden jeg ikke er læge, kan jeg selvfølgelig ikke være 100 % sikker på, at der ikke er noget, jeg har misforstået. Det beklager jeg selvfølgelig, hvis det gør sig gældende og gør mig endelig opmærksom på det! Der findes efterhånden en del materiale om PCO på Google, og jeg kan klart anbefale, at man tager sig tid til at sætte sig lidt ind i, hvad det er. Det gør vitterlig en forskel – også i forhold til ens egne muligheder for at leve med sygdommen og evt. mindske symptomerne af sygdommen betragteligt og ikke mindst ens egen velbefindende!

Snart vender jeg tilbage med første del af min historie, hvor jeg fortæller lidt mere om, hvordan det hele startede for mig. Skulle du have lyst til at dele en lille flig af din egen historie, er du selvfølgelig mere end velkommen til at gøre det i kommentarfeltet. 

Tagget , , ,

5 thoughts on “Jeg har PCO – men hvad er det?

  1. Tusinde tak for din historie

    1. Det var så lidt 🙂

  2. Spændende indlæg. Vil glæde mig til at læse mere!

  3. […] en ultra-hurtig forklaring og en masse løsningsforslag oveni hinanden, og jer der har læst mit sidste indlæg, kan sikkert godt forestille jer, at det fik jeg ikke fat i ret meget af. Jeg tror nærmest ikke […]

  4. […] da jeg udgav indlægget omkring PCO, skrev jeg, at jeg ville vende lidt mere tilbage til dét med PCO og kost. For kosten har faktisk […]

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *