Kiropraktik af småbørn

Vi har herhjemme i en længere periode talt om, at vi skulle prøve at have Silas med til en kiropraktor, idet vi en del gange har stiftet bekendtskab med, at der kan være en sammenhæng mellem fødsel ved kejsersnit og motorisk uro i kroppen. Og motorisk uro er i særdeleshed noget Silas er indehaver af!

Samtidig har Silas de seneste uger gentagne gange givet udtryk for, at han har ondt i ryggen. Han har endda flere gange nævnt, at han altså ikke kunne ligge ned, da det gjorde ondt i ryggen. Vi blev derfor enige om, at nu var det nu, og heldigvis var der ikke lang ventetid hos kiropraktoren. Tanken om, at han måske har haft ondt i ryggen i lang tid, uden at han har kunne sætte ord på det, var nemlig ret hurtig om at komme. Den evindelige dårlige samvittighed og selvbebrejdelse skal man jo endelig ikke glemme!

Derfor gik turen i dag til storbyen sammen med Henrik og selvfølgelig hovedpersonen – Silas. I sig selv er det altid lidt spændende at skulle have Silas med sådanne steder på grund af hans til tider uforudsigelige sind. Vi havde derfor i dagene optil talt meget om, at han skulle ud til denne dame, som der skulle kigge på hans ryg, således at han var lidt forberedt på, hvad der skulle ske. Det har nemlig ofte en god effekt. Heldigvis gik det rigtig godt i dag, og han overraskede mig positivt, selvom kiropraktoren også så Silas fra sin aktive side. Under den korte samtale forinden den fysiske undersøgelse var det helt umuligt for ham at sidde stille, og han var flere gange helt oppe og sidde på mine skuldre.

Derefter gik den fysiske undersøgelse i gang, og Silas var så dygtig til at gøre de ting, som damen bad ham om. Selv da hun begyndte at rykke, bøje, skubbe hans krop godt og grundig lod han hende gøre det, og var helt afslappet. Det var faktisk vildt at se, hvordan han gik fra at være meget aktiv, til at blive afslappet, for til sidst at være på randen til at falde i søvn. Jep du læste rigtig – på randen til at falde i søvn!!

Kiropraktorens dom var, at Silas var låst i den øverste del af ryggen samt nakken, hvorfor hans bevægelsesfrihed ikke var helt optimal. Det kan godt have betydning i forhold til hans motoriske uro, idet vi andre også bevæger et led ekstra meget, hvis vi kan mærke, at der er noget galt. Hendes forventning er derfor, at vi efter 2-3 behandlinger skal kunne mærke en effekt. Vi sidder derfor nu tilbage med et håb om, at det vil kunne hjælpe Silas. Ikke kun i forhold til rygsmerterne men også i forhold til den uro, som han har i kroppen. Vi taler tit om, hvor irriterende det må være aldrig at kunne finde 100 % ro nogle steder – selv efter han er faldet i søvn arbejder hans ben videre!  Den umiddelbare effekt udeblev dog i dag, da Silas resten af dagen har været særdeles aktiv – især mundtøjet 😉

Så vi håber, krydser fingre og glæder os til næste gang. Og der skal selvfølgelig nok komme en update her på bloggen, når vi har været igennem hele forløbet 😉

Tagget , , ,

2 tanker om “Kiropraktik af småbørn

  1. Da vi havde haft vores lille mand til kranio sakral terapi, havde vi lige to dage, hvor han var mere umulig, end inden hun havde trykket på ham. Hun sagde, det er helt almindeligt, fordi kroppen arbejder videre efter behandlingen, og at vi nok først ville se en positiv forandring efter en fem dages tid – bare en tanke 🙂
    Krydser fingre for at det virker! Kan godt huske den dårlige samvittighed 🙁 Men trøst dig med, at I har opdaget det og gør noget ved det nu 🙂

    1. Det havde nok også lige været optimistisk nok at tro, at han var som genfødt, når vi gik ud af døren 🙂 Og aktivitetsniveauet var da også højere i går eftermiddags, end det har været i mange dage, så måske har du ret. Han har en eller anden angst for at slappe af, når han er træt. Man kunne jo skvatte i søvn 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *