Lidt om den seneste tid og besøg af sundhedsplejerske

11 dage er der gået siden sidste blogindlæg fra min side. 11 dage er alt for længe, men indimellem prioriterer tingene sig selv, og der har i den seneste tid været langt vigtigere ting at tage sig af, end at blogge. Jeg elsker det online univers, som bloggen giver mig, men når alt kommer til alt, så har den virkelige verden 1. prioritet!

Tiden flyver derudaf, og jeg synes ærlig talt ikke, at der har været så meget tid til at sidde med næsen foran skærmen og taste løs på tastaturet. Jeg har ellers mange blogindlæg oppe i hovedet og i kladdearkivet, men lige pludselig en dag, så er tiden der igen. Valde er pt. inde i en periode, hvor han ikke sover så godt om dagen. (Jeg bliver ved med at tro på, at det er en fase!) Bedst som jeg får sat mig, så vågner han, og kan derefter være svær at få til at sove igen med mindre barnevognen bliver ved med at bevæge sig 😉

Samtidig har jeg været nogle gange til kiropraktor med Silas. Noget som vi kan mærke har gjort en forskel på ham. Han klager ikke længere over ondt i ryggen, og det er som om, at han er faldet en lille smule til ro. Det har dog ikke været noget mirakelmiddel i forhold til aktivitetsniveauet på nær et par dage efter 2. behandling. Her oplevede vi at have den mest rolige dreng nord for alperne! Men træerne vokser dog ikke ind i himlen, så effekten fortog sig hurtigt igen, men hvor var det fedt at opleve, at han rent faktisk kunne slappe af og finde ro!

I dag har jeg haft et lille visit af min mor, som jo altid er rart. Det er indimellem rart at have lidt mere ro til at snakke om stort og småt, mens Silas er i børnehave. Det er der brug for i øjeblikket.

Sundhedsplejersken har også været forbi i dag. Jeg har været spændt på at høre Valdes vægt, da jeg har kunne se, at han har haft fart på den seneste tid. Jeg valgte for ca. 3 uger siden at indføre en supplerende flaske mere omkring middagstid, da jeg syntes, at han ville spise hele tiden og sov dårligt. Jeg begyndte derfor at få symptomer på, at min krop var godt og grundig stresset, og kunne mærke, at noget var nød til at blive ændret. Valde spiste stort set hele natten, og sov samtidig dårligt om dagen, så overskuddet og søvndepotet var ved at være godt brugt. Samtidig syntes jeg, at det var alt for tidligt at begynde at give grød, da han jo kun var godt 3 måneder gammel, så derfor blev flasken fundet frem. Det er jo ikke kun Valde, der skal være overskud til, men også de andre medlemmer af familien. Og der er ingen tvivl om, at det var den rette beslutning, som har givet SÅ meget mere ro over hele familien!

Status er nu, at Valde i løbet af 4 uger har sprunget 2½ vægtkurve og har taget 1,8 kg. på, således at han nu har en kampvægt på 7,7 kg og måler 65 cm. Så nu kan jeg da ikke længere være i tvivl om, at han får nok mad. Alligevel vil jeg indenfor den nærmeste fremtid begynde at introducere ham til grød, da han viser meget stor interesse for, hvad vi andre spiser. Så pludselig er han ikke længere så lille. Men lækker, det er han stadigvæk – helt objektivt set selvfølgelig 🙂 Valde Valde2

Tagget , ,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.