..livet går jo videre.. vol. 2

Hermed anden del af Brittas fortælling om dengang, hun mistede sin far. Første del kan læses lige her.


ABM_1436388863Dagene efter begravelsen blev jeg ramt af en ubeskrivelig træthed. Jeg sov nærmest døgnet rundt. Jeg kunne ikke samle mig om at ”komme tilbage til virkeligheden”. Dagene gled sammen og selvom vækkeuret ringede, kunne jeg ikke komme ud af sengen for at komme af sted til skole. Efter et stykke tid måtte jeg erkende, at jeg ikke kunne fortsætte på den måde – jeg var nødt til at komme i gang igen, selvom det var mest trygt at blive hjemme! Her var der jo ikke nogen som spurgte om noget.. Ingen som kunne gennemskue mig, når jeg sagde, at det gik godt…!

På et tidspunkt forsøgte min mor at trænge ind til mig. Hun fik mig til at kontakte Kræftens bekæmpelse, hvor jeg fik en tid hos en psykolog. Hun kørte mig ud til samtalen.

ABM_1436388675Selve samtalen husker jeg ikke – jeg oplevede det som en rigtig ubehagelig oplevelse. Ikke på grund af psykologen – men hun spurgte jo om alt det, der gjorde ondt! Alt det jeg havde gemt væk. Under hele samtalen sad jeg og kikkede på en pakke servietter, som stod på bordet – og tænkte på, om hun forventede, at jeg græd? For det ville jeg IKKE! Da jeg kom ud igen, var jeg rasende på min mor over, at jeg skulle derud. Og jeg sagde til hende, at jeg aldrig ville derud igen. Og hun skulle ikke spørge mig igen!

Efter nogle uger kontaktede psykologen mig, hun ville tilbyde mig en plads i en ny opstartet sorg-gruppe for unge. Jes Dige skulle stå for gruppen. På det tidspunkt tænkte jeg, at hun da måtte være total bims – jeg skulle ikke nyde noget af at sidde sammen med en hel flok og fortælle om, hvad jeg havde oplevet med min fars død. Kunne overhovedet ikke se, at det kom andre end mig selv ved, hvordan jeg havde det. Og for øvrigt havde jeg det jo fint igen!! Jeg var jo droppet ud af HF og havde fået job på en fabrik. Så det var på rette køl igen!

Nu sidder jeg her 10 år efter – 29 år gammel – og smiler lidt af mig selv. Jeg kan se, hvor meget energi jeg har brugt på at flygte fra min sorg – energi jeg kunne have brugt på at bearbejde min sorg.

Men desværre flygtede jeg fra sorgen i mange år! Jeg tænker på, om det ”spøgelse” som har fulgt mig i mange år kunne have været kommet til livs noget før – eller det ved jeg NU, at det kunne.

Da jeg startede på denne erindring for over et år siden, var jeg overbevist om, at jeg havde fået fod på alle mine tanker – at jeg nu var på rette kurs. Men sådan var det ikke helt!

Jeg oplevede, at problemerne blev meget større, når det var svært.
Jeg fik mere og mere svært ved at have folk tæt inde på kroppen.
Jeg brugte ufattelig meget energi på at overbevise mig selv og andre om, at jeg havde det fint, og at jeg havde styr på det hele.

Jeg endte med at sende en mail til en veninde, hvor jeg skrev, at jeg måske nok havde brug for hjælp!

Det hele var vokset mig over hovedet. Nederlagene gjorde mere ondt. Det var nemmest at blive hjemme – alene – og sove eller stirre ind i væggen.

Når jeg var på arbejde, havde jeg en evne til at skubbe det hele fra mig. Jeg kunne græde i bilen på vej dertil, men når jeg parkerede, var det ”forsvundet som dug for solen” – jeg gik rank ind af døren og var go’e gamle Britta – hende med de sjove kommentarer og det evige smil.

Det, der var værst, var, at jeg ikke kunne forklare, hvad jeg var ked af. Jeg havde det bare rigtig træls med mig selv – følte mig alene og hadede det!

De små kæresteproblemer, man oplever, blev til enorme problemer inde i mig. Jeg havde svært ved at klare dét at blive afvist. Det gjorde frygtelig ondt at føle, at jeg endnu engang ikke var god nok! Jeg havde så travlt med at leve op til de forventninger, som jeg troede omverdenen havde til mig.

Men de største krav var mine egne. Jeg ville så gerne være god nok, gøre folk tilpasse, gøre et godt stykke arbejde, være den sjove og glade.

Grunden til, at jeg i dag kan se mig selv i det perspektiv, er, at jeg søgte hjælp.

Min verden var ved at styrte sammen om ørene på mig – jeg kunne mærke, at jeg i mange sammenhænge måtte bide tænderne sammen for ikke at overreagere – lade mit temperament komme til syne. Jeg kunne blive frygtelig vred – inde i mig selv. Jeg gik altid, når jeg kunne mærke, at det var på vej. Problemet var bare, at jeg aldrig gav det lov til at komme ud. I stedet tog jeg hjem og var alene med mig selv. Overbeviste mig selv om at jeg tog fejl, at de andre sikkert syntes, at jeg var et værre fjols, og hvis jeg bare lod være med at nævne det igen, så blev det sikkert hurtigt glemt.. af dem..

Den dag, jeg skulle ringe og aftale en tid hos en terapeut, rystede hele kroppen.. var det nu også det rigtige? Jeg havde lavet en aftale med mig selv om, at jeg ville give det en chance på minimum to gange..

Da jeg stod og bankede på hendes dør, var jeg nervøs – jeg vidste ikke, hvad jeg havde kastet mig ud i.

En rar og venlig dame åbner døren, og jeg bliver sat i en blød lænestol. Vi snakker lidt om, hvorfor jeg har valgt at komme til hende. Det tager hende ca. 5 min at gennemskue problemet. At jeg har mistet min far!

Pludselig begyndte tingene at give mening. Jeg havde aldrig sagt farvel til min far! Jeg havde lullet mig ind i en forestilling om, at han kom tilbage. Men det gjorde ondt! Jeg følte endnu engang, at han blev taget fra mig. Jeg var bange for at give slip – at acceptere, at han var død!

Det tog mig en del besøg ved terapeuten, før jeg kunne sige, at min far var død – og ikke at jeg havde mistet ham. Men kan jo miste mange ting, som man måske finder igen. Jeg brugte lang tid på at skrive et brev til ham, hvor jeg fik sagt farvel.

Jeg fik også øjnene op for, at jeg egentlig var et meget vredt menneske. Og det var skræmmende!

Men set tilbage, var det den bedste beslutning, jeg længe har taget!

ABM_1436389083Jo, der er stadig ar på sjælen. Jeg kæmper stadig med, at det ikke er nødvendigt at bevise mit værd – jeg ER god nok. Jeg har lang vej igen, inden jeg kan lade alle mine spekulationer blive til strø-tanker.. Så selvom jeg er nået længere end for et år siden, er der stadig et stykke vej for mig. Jeg forsøger.. og er sikker på, at det nok skal lykkes for mig.

Min far var en stor del af mit liv – han betød meget for mig, og da han pludselig var væk, blev der et stort tomrum i mit liv. Jeg har selvfølgelig min mor og mine brødre, som jeg har et godt og nært forhold til – men de bliver jo aldrig min far, og kan ikke udfylde det særlige sted i mit hjerte, som tilhørte ham… Men som tiden er gået har jeg lært at acceptere, at han ikke er her mere!

Jeg kommer nok aldrig helt over sorgen og savnet, men jeg har lært at leve med det i min dagligdag. Jeg får stadig dage, hvor jeg savner ham meget.

Dage hvor han mangler!

Disse dage er jeg i rigtig dårligt humør, lukker mig inde i mig selv. Nogen gange kører jeg op på hans grav og kikker længe på stenen. Så tænker jeg på alle de ting, som jeg ville fortælle ham, hvis han var her. Det gør stadig ondt, men jeg har det meget bedre, når jeg har gjort det. Min far kommer aldrig tilbage, jeg kan kun se ham på billeder og i de mange minder, jeg har.. Men nu kan jeg tænke på ham og smile… For livet går jo videre…

 Britta

Tagget , , ,

En tanke om “..livet går jo videre.. vol. 2

  1. […] Og så er jeg nødt til som det sidste at fremhæve min svigerindes fortælling om dengang, hun mistede sin far. En fin og rørende fortælling, som du kan læse første del af her og anden del af her. […]

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *