..livet går jo videre..

For nyligt skrev jeg et indlæg, hvor jeg gav jer læsere frit spil til at blive gæsteblogger her i mit lille univers. Jeg var spændt på, om der var nogen, der havde lyst, men det havde Britta heldigvis.

Britta mistede sin far tilbage i 1998, da hun var 19 år gammel. I 2007/08 satte Britta sig ned og skrev sine tanker og erindringer ned fra tiden omkring faderens død samt den efterfølgende sorg, som ikke var let. Fortællingen har derfor nogle år på bagen, men jeg tænker ikke, at det gør noget. Følelsen og sorgen i forbindelse med et stort tab, er vel noget af det, som ikke ændre sig – uanset hvor meget vi mennesker ændr os?! Jeg er derfor sikker på, at der sidder nogen derude bag skærmen, som kan nikke genkendende til Brittas fortælling, og som måske endda bliver ført tilbage til en tidligere sorg. Jeg er sikker på, at der vil være nogen, som igen kan mærke den der følelse i maven, når man mister en person, som betyder alt for en, og som man aldrig vil kunne få tilbage. Et bevis på, at sorgen kommer man aldrig over, men man lærer at leve med den – med tiden!

Det giver altid lidt kriller i maven, når man udgiver noget så personligt – også for Britta. Jeg ved, at hun vil blive glad for at få et ord med på vejen, så det skal I endelig gøre 🙂


 

..livet går jo videre..

Jeg husker stadig stilheden i stuen kun afbrudt af klokkens stille tikken. Det er midt om natten og jeg ligger ganske stille inde på sofaen og kikker hen mod den åbne dobbeltdør. Der kommer et svagt lys inden fra den anden siden af den dør. Der inde er min far og mor. Min far ligger i en hospitals seng og min mor har fået stillet en seng ind ved siden af.

Førhen var dette værelse mit – før jeg flyttede hjemmefra. Men nu er det blevet inddraget som stue og hjemme-hospital.

I den anden ende af sofaen ligger min ene bror og sover og min onkel sidder i en lænestol.

Tidligere på aften ringede min mor efter os alle sammen. Hun sagde, at vi ikke skulle blive bange, men sygeplejersken syntes, at vi skulle komme hjem.

Da jeg kom hjem, løb jeg ind til min far – jeg troede, at han var død, men det var han heldigvis ikke. Jeg begyndte at græde, da jeg så, at han var i live, og han så mildest talt temmelig forvirret ud. Han vidste ikke, at mor havde ringet efter os.

Den ene time tog den anden og vi drev alle sammen stille rundt – jeg tror, at vi var bange for at sige højt, hvorfor vi alle var samlet. Da natten faldt på, fandt vi alle en plads for natten, men når jeg tænker tilbage, var det nok mere en lille ”tænkeboks”, vi fandt. Jeg tror ikke rigtig, at der var nogen, som rigtig sov den nat!

Hen på natten kommer der en sygeplejerske og ser til min far. Han ligger stille inde i sengen og sover. Jeg ligger og ser ind på ham og lytter efter hans åndedrag.

Natten glider over i dag.

Næste formiddag kommer der en læge og ser til far – og for at snakke lidt med os andre.

Far er i godt humør og spørger lægen, om han ikke snart skal i gang med noget genoptræning. 5 minutter inden har lægen måtte opgive at tage en blodprøve – far har simpelthen ikke nok blod.

Dagen går, og jeg kan huske, at nogle af fars gamle venner kommer og besøger ham. Jeg kan ikke helt forstå, hvorfor de græder, da de kommer ud i køkkenet. Men det kan jeg nu! De var klar over, at det var sidste gang, at de havde snakket med ham.

Denne dag sover jeg meget – når jeg tænker tilbage, måske fordi jeg flygtede fra virkeligheden?

Næste morgen har jeg en dejlig tid sammen med min far. Jeg får lov til at hjælpe med at trække ham i tøj, og jeg ordner hans negle. Min onkel sidder og ser på det og har efterfølgende fortalt, at det lyste ud af min far, at han nød, at jeg ville gøre de ting for ham – at vi kunne ha’ det rart sammen – selvom vores verden stod på den anden ende.

Omkring middag begynder min far at miste bevidstheden og sover meget tungt. Vi går alle sammen frem og tilbage, men alligevel ikke ret langt væk.

Midt på eftermiddagen siger min tante, at nu skal vi alle gå ind til ham. Vi står alle sammen og kikker på ham og holder ham i hånden. Der er helt stille! Jeg kan huske, at jeg tænkte ”gi’ nu slip, far, det er okay!”. Min far tager nogle dybe suk og pludselig holder han helt op med at trække vejret. Jeg føler, at vi står en evighed i stilhed. Min mor kigger stille op på min tante og siger ”er det slut?” og min tante svarer ”ja, nu er det slut – han har fået fred”. Så begynder vi alle at græde.

Den næste tid er tåget for mig!

Jeg kan huske, at vi fandt det tøj, som han skulle have på i kisten og nogle små ting, som vi syntes, at han skulle have med.

Han fik en hvid skjorte på, hans grønne slips med hvide prikker, hans grønne blazer og de grønne lærreds bukser. Han så førhen stolt og rank ud i det sæt, men nu ser han lille og skrøbelig ud. Jeg indser, hvor meget han er svundet ind den sidste tid.

Resten af dagen var der stor aktivitet. Vi ringede rundt og fortalte, at han var død.

Jeg kan huske, at jeg ringede til vores nabo og til en klassekammerat.

Præsten og bedemanden kom.

Dagen efter skulle min far køres i kapellet.

Stille og roligt blev stuen fyldt op med mennesker – familie, venner og naboer. Der var helt stille, og alle stod og kikkede på min far, som lagde i kisten. Han så så fredfyldt ud, da han lagde der. Men da jeg rørte ved ham, var han kold. Men det var ikke ubehageligt!

Da låget skulle på kisten var jeg henne og rører ham en sidste gang – jeg fik sagt mit sidste farvel.

Vi søskende kørte bag rustvognen – og jeg sad og kikkede på kisten hele vejen.

Da vi kom hjem igen stod min bedstefar og kikkede ud af vinduet, og jeg gik hen til ham. Han tog omkring mig og sagde ”lige meget hvad der sker, så kan du altid komme til bedstefar”. Det var hårdt at se, så gammel en mand bære så stor en sorg…


Jeg har valgt at dele fortællingen over i 2 dele, da den ellers vil blive meget lang. Fortsættelsen følger derfor meget snart.

Skulle der sidde andre, som har fået lyst til selv at dele ét eller andet, så er der stadig plads i min mailboks 😉

Tagget , , , ,

En tanke om “..livet går jo videre..

  1. […] Hermed anden del af Brittas fortælling om dengang, hun mistede sin far. Første del kan læses lige her. […]

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *