Lommepenge og huslige pligter

LommepengePudsigt nok skrev jeg den anden dag en kladde med overskriften “lommepenge”. Men sørme om ikke Lola Jensen og Birgitte Bruun kom mig i forkøbet med artiklen her. Deres holdning er, at lommepenge er fint nok, men at lommepengene ikke skal kædes sammen med de huslige pligter i hjemmet. Børn skal nemlig lære, at dét at være en del af familien også betyder, at man skal bidrage til fællesskabet ud fra de forudsætninger, som man nu engang har på et givet tidspunkt. Lommepengene skal i stedet bruges til at lære børnene om pengenes værdi og til at lære dem selv at administrere dem, eksempelvis at man indimellem bliver nødt til at spare op til noget.

Vi har nogle gange talt om herhjemme, at vi måske skal til at give Silas lidt lommepenge. Jeg havde umiddelbart tænkt, at det netop var nogle, han skulle tjene ved at hjælpe til, men ovenstående artikel og argumentationer giver virkelig god mening! For det er jo rigtigt – vi risikere bare, at børnene på ingen måder vil hjælpe med noget, uden at de får betaling for det. Og det er en handling, som vi lærer dem, så ikke noget, vi senere hen vil kunne bebrejde dem!

Pt. er Silas meget interesseret i at hjælpe med at lave mad og har de sidste mange aftener været den, der har dækket bord med fine glas. Han nyder det, og han vokser med opgaven. Han har altid godt kunne lide at få opgaver, men har samtidig været meget svær at holde fast i det – der var andre ting, der var mere vigtige. Samtidig har Silas’ altid hurtige bevægelser også medført, at jeg ikke som sådan har opfordret ham en masse til at være med – det har simpelthen været for anstrengende, fordi det var svært at være langt nok foran ham! Men her i denne uge har han været vedholdende, og hans alder betyder, at han så småt er ved at være ret god til at høre efter og bedre kan forstå konsekvenserne af hans handlinger. Og hvad endnu bedre er, så har han nydt maden meget mere. Han har ifølge ham selv lavet den bedste sovs og den bedste kød i løbet af ugen – ene og alene fordi, at det er ham, der har stegt kødet og rørt i sovsen 😉

Så jeg nyder faktisk at have ham med i køkkenet – det giver god mulighed for lidt ekstra samvær og fællesskab samt en god mulighed for at snakke lidt mere med ham. Silas er ikke barnet, der fortæller en masse om hans hverdag, men når vi står der i køkkenet og laver mad, så kommer der som regel ét eller andet ud om hans dag i skolen. Og det er da fedt!!!

Efter at have læst artiklen er jeg ikke så meget i tvivl om, hvordan konceptet lommepenge skal føres ud i livet. For jeg synes faktisk, at det også er ved at være på tide, at han lærer, hvad penge er! Silas har et meget tilfældigt forhold til penge, han har ikke rigtig noget konkret at holde det op imod. Selvfølgelig har han ikke det, vi har ikke lært ham det endnu. En dag, han igen igen plagede om nyt legetøj, sagde jeg til ham, at vi altså ikke havde penge til at købe nyt til ham hele tiden. Hertil var hans bemærkning blot: “Jo mor, du bruger jo bare dit kort!” Og når man ikke er så gammel, så kan det altså være svært at forstå, at kortet også løber tør for penge en dag, og at der skal gøres en indsats for, at der kommer penge ind på kortet. Hvordan skulle man kunne vide det, når man ikke konkret ser pengene. Der var det altså nemmere, da jeg var barn, hvor man så pengene gå fra hånd til hånd og forsvinde fra tegnebogen. Det var ligesom mere håndgribeligt.

Men han har nu nået en alder, hvor han gerne vil have sine egne penge. Hvor han gerne selv vil bestemme, hvad han kan købe og ikke købe. Og jeg tænker faktisk, at vi skal udnytte det, og bruge hans interesse til at lære ham, hvad penge er, og hvor ondt det kan gøre at bruge dem 😉 Noget han for øvrigt har mærket sidste gang, han købte legetøj. Aftalen var, at han skulle bruge alle de penge, som han selv havde i tegnebogen. Efterfølgende har han givet udtryk for, at det var ret træls at skulle af med alle sine penge, og at han slet ikke skulle have købt det legetøj. Meget vigtig erfaring!

Hvordan gør I andre det mon med lommepenge? Hvornår startede I? Hvor meget giver I? 

Tagget ,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.