Må man elske sine børn forskelligt?

_MG_9365

Det her har været et svært indlæg at skrive for budskabet kan så let misforstås, At elske sine børn forskelligt eller måske endda elske én lidt mere end andre er et tabu – noget vi ikke snakker om, fordi det må man jo ikke som forælder!

Lad mig starte med at slå fast. Jeg elsker ikke den ene mere end den anden. Jeg elsker dem lige højt, men jeg elsker dem forskelligt. Og det er i min verden helt i orden og tilforladeligt. Jeg tror ikke på, at der er nogle forældre, der helt bevist elsker det ene barn mere end det andet, men jeg tror på, at der kan være årsager til, at man i perioder har lettere ved at elske det ene barn, eller er det mon i stedet, at man i perioder har mere overskud til at klare de udfordringer barnet byder en?

At jeg elsker mine børn forskelligt tænker jeg faktisk er ganske naturligt. De er 2 vidt forskellige personligheder, i hvad der føles som hver deres ende af skalaen, og de er på 2 forskellige udviklingstrin med hver deres glæder og udfordringer.

Valde har hele sit liv været en utrolig nem baby/tumling. Han har altid sovet godt, længe og stabilt. Han er stadig usandsynlig nysgerrig og kan få en hel dag til at gå med et marmeladeglas, et låg og en ske. Han er utrolig god til at aktivere sig selv og gå og ‘tulle’, mens vi andre kan få noget fra hånden. Han følger os stadig trofast – og ellers kan vi let som ingenting tage ham på armen og løfte ham med. Alt sammen noget, der gør det utrolig let at elske den lille fyr, der samtidig er begyndt at blive et ret morsomt bekendtskab, og stadig er heldig være i den fase af livet, hvor man er charmerende som bare pokker.
Når det er sagt, så kan han jo omvendt også sagtens sætte vores tålmodighed på prøve . såsom når vi rydder op efter ham for 117. gang. Når han igen igen bliver ved med at pille ved de ting, han ikke skal. Når han hele tiden skal have lige nøjagtig den ting, som vi sidder med. Når han ikke ligger stille på puslebordet. Når man hele tiden skal have et øje på ham for at sikre, at han ikke laver noget, han ikke skal. Når han ikke vil have børstet tænder eller klippet negle. Og når han står umådelig tidlig op HVER EVIG ENESTE DAG.

Silas derimod er en dreng med sin HELT egen vilje. Nogen vil påstå, at han ligner mig (og mellem os, så kan jeg desværre kun være enig!). Det er nok også årsagen til, at lige nøjagtig Silas kan få mig helt op i det røde felt, så langt op, at jeg næsten går hen og bliver helt barnlig. Heldigvis er vi gode til – Henrik og jeg – lige at minde hinanden på det (han kan nemlig reagere på samme måde) ved lige at sige: ‘Hva´så – Tina 3 år’. På den måde bliver man lige mindet om, hvem det nu er, der er den voksne og bør tage ansvar for at komme ud af den hårdknude, vi befinder os i!

Men ja Silas er i den grad blevet en selvstændig dreng – hvilket han altid har været i et eller andet omfang – men det kniber stadig med forståelse for konsekvenser og forklaringer på, hvorfor det ikke lige kan blive, som han gerne vil have det. Det kan derfor indimellem føles som om, at han suger al energi, overskud og ressourcer ud af én, hvilket nok er meget naturligt med et barn på 4½ år. Det er i hvert fald, hvad jeg fornemmer i omgangskredsen. Og det er klart, at i de situationer kan det indimellem kræve sit at huske på, at man jo faktisk elsker drengen ret så meget, men heldigvis kommer det ret hurtigt tilbage. Og heldigvis er Silas også den mest fantastiske, kærlige, omsorgsfulde, idérige og initiativrige dreng fuld af gå-på-mod. Alt sammen egenskaber, der gør, at man ikke kan lade være med at elske ham – og jeg kan umuligt elske ham højere, end jeg gør!

Jeg kan sagtens se, at man måske ud fra ovenstående kan tænke, at jeg tydeligvis elsker Valde mere, end jeg elsker Silas. Til det kan jeg kun sige, at intet kunne være mere forkert! Men der er ingen tvivl om, at Silas udfordrer mig mere lige nu, end Valde gør. Heldigvis er jeg ikke naiv, og jeg ved, at udfordringerne med Valde nok skal komme i takt med, at han bliver ældre. Der er ingen tvivl om, at han også har en vis portion temperament og helt sikkert nok skal få sin egen mening om tingene i takt med, at han udvikles. Samtidig er der flere og flere ting, der bliver lettere i takt med, at Silas bliver ældre, så jeg er sikker på, at når vi engang gør status på mit liv som mor, så er sol og vind fordelt lige mellem de 2 drenge.

Så tilbage til overskriften og mit svar på dette. Ja man må gerne elske sine børn forskelligt! Men jeg synes da, det kunne være interessant, om jeg er den eneste, der har det på den måde?

Tagget , ,

4 thoughts on “Må man elske sine børn forskelligt?

  1. Hej
    Jeg har fem børn, og jeg elsker dem på fem forskellige måder! De er så vidt forskellige at det ville være unfair at elske og opdrage dem ens. Selvfølgelig er der ting og regler som alle skal lære, men jeg har et par stykket hvor kropskontakt har været virkelig vigtigt helt op til 1.2.kl og et par stykker som bare aldrig ville sove i arm, men som sov mange timer i vugge/lift og senere seng. At elske dem ens er at kende deres behov og deres grænser. De børn der mindre mest om mig er de rolige dem Knus elsker jeg alt hvad jeg kan få lov til. De to der har mest temperament kommer tit op at toppes med faren, som de ligner og dem elsker jeg ved at guide dem og snakke om tingene. Jeg råber også nogle gange, men det gør ikke noget at vi voksne heller ikke er perfekte. Vores 5. Barn var ikke planlagt, men den mest strålende af dem alle. Hun kan noget helt specielt i forhold til at samle flokken. Hun spørger og har spurgt siden h n blev to : “hvad er der galt mor” når hun kan mærke at jeg er ked af det eller vred. Hun er meget smuk og elskværdig og folk snakker altid til hende og vender sig om for at tjekke hende ud når vi går gennem shoppingcentret. Hun er 2 1/2 år!!! Og ja nogen gange føles det som om jeg elskerbhende mest. Men hun er også den yngste og de vil altid have en speciel plads 😉 tak for din ærlighed og du er IKKE alene….

    1. Tusind tak for din kommentar Christina – du beskriver jo fuldstændig min pointe med indlægget. Børn er ens og jeg er enig med dig i, at det derfor er forskellige måder, man elsker dem på. Jeg har bare ikke oplevet ret tit, at folk tør sige det – og slet ikke som dig indrømme, at jeres yngste (som forresten lyder til at være en fantastisk pige!) har en særlig plads!! Jeg kan derfor blot vente spændt på at se, hvilken rolle vores tredje barn bliver 🙂 Men dejligt at høre, at jeg ikke er den eneste! Kram

  2. Jo det kan man godt. Det har jeg snakket med min mor om, da min søster og jeg er meget forskellige og har haft forhold til og brug for mine forældre på meget forskellige måder. Sådan bliver det også for mine drenge tror jeg. For de er også meget forskellige. Den store er meget genert, tryghedssøgende og tænkende.
    Hvor den bette vader ud i verden (bogstavelig talt) er meget egenrådig og med på ballade 24/7. De kræver hver noget meget forskelligt af os som forældre, men de er 110% lige højt elsket 🙂

    1. Det lyder fuldstændig som her – bare omvendt hvilken af drengene 😉 Men ja, jeg har efterhånden fået en del tilkendegivelser på, at det ikke er et ukendt fænomen, så der er jo nok noget om det 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *