Mad til baby – grød

Mad til babyVi er startet op på grød og mos til Valde. Jeg synes, det er rart, når man kommer til overgangsfasen, hvor barnet kan begynde at få lidt andet end mælk. Ved begge mine drenge har det givet lidt mere ro, da det har været svært at mætte dem blot med mælk. De har begge været mere end klar, da de var ca. 3½ måned, men i begge tilfælde har jeg trukket det til de anbefalede 4 måneder. Men 4 måneder er jo stadig tidligt at starte op, da anbefalingerne jo lyder på, at det er bedst at vente til omkring 6 måneder, såfremt det er muligt. Men det har bare ikke været muligt med mine drenge, og når jeg ser, hvilke enorme mængder grød og mos, som de kan spise – og har kunne fra første portion – ja så er jeg ret sikker på, at det var på tide at komme i gang med overgangskosten.

I Valdes tilfælde har opstarten af grød/mos bl.a. betydet, at han nu er begyndt at sove meget bedre om dagen. Noget der i en lang periode har været meget svingende og ja mildest talt belastende, da der har været utrolig mange opvågninger undervejs! Men nu sover han gerne minimum 2 x 2 timer – uden opvågninger (7-9-13 – bank under bordet!), og det er derfor igen blevet lidt nemmere at få udrettet noget herhjemme.

Men med de nye anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen har jeg skulle bruge lidt tid på at sætte mig ind i, hvad det er, de må og ikke må nu. Det er lidt underligt, at det lige kan ændre sig fra den ene dag til den anden og fra søskende til søskende, men det er jo i bund og grund bare fordi de bliver klogere – det tror vi i hvert fald 🙂

Og hvad siger de nye anbefalinger så? Ja de siger bl.a., at børn under 1 år nu ikke længere må få komælk pga. det høje proteinindhold. Det er ikke længere nødvendigt at give jerntilskud. Der må ikke længere gives store rovfisk til børn under 3 år, såsom tun pga. indholdet af kviksølv, der kan have en negativ påvirkning af hjernens udvikling. Og glutenholdigt mad gives i variation med ikke-glutenholdigt-mad allerede fra påbegyndelse af skemad – det kan altså nu gives inden de 6 måneder.

For mig at se, er det ikke ændringer, der gør den store forskel – forstået på den måde, at jeg ikke tænker, at det er mere besværligt at efterleve dem end de tidligere. Den jeg har skulle vænne mig mest til er, at det nu er okay, at de allerede fra start får gluten. Og det er vist også en, som min sundhedsplejerske har skulle vænne sig til, da hun syntes, at jeg skulle vente lidt med det glutenholdige mad. Hun indrømmede dog selv, at det sikkert bare var fordi, at hun var af den gamle skole 😉 Og jeg synes egentligt, at det er ganske forståeligt, at der også skal lidt tilvænning til for fagpersonalet, når der sker ændringer af de anbefalinger, som de har arbejdet efter i flere år. For mig er det lige meget, da jeg jo nok alligevel gør lidt, som jeg synes. Det kan måske være mere svært, hvis man er mere usikker på det hele som eksempelvis førstegangsmor.

Mad til babyDa Valde jo kun var 4 måneder, da vi startede op, startede jeg men en meget tynd grød de første dage, som der gradvist er gjort tykkere og tykkere. Jeg har primært lavet grød af majsmel, men har også kombineret majsmelet med hirseflager (blendet til mel) eller lidt rismel. Jeg har endnu ikke forsøgt mig med at blande lidt glutenholdigt i, fx havregryn, hvilket dels skyldes ovenstående og dels skyldes, at det giver en lidt mere klumpet konsistens, som jeg endnu ikke helt har syntes, at Valde har været klar til.

Jeg laver stort set alt min grød selv, da det ellers vil blive meget dyrt for os at brødføre mindstearvingen grundet de store portioner 😀 Færdigprodukterne bruger jeg dog, hvis vi er på farten, da det er en del nemmere at have med. Al min grød bliver efterhånden lavet ud fra “på- slump-princippet”, hvorfor jeg egentlig aldrig har tænkt over, hvor meget jeg bruger af hver ingrediens. Dette er dog den opskrift, som jeg brugte, da Silas startede op med grød.

½ dl. majsmel, hirseflager, rismel (husk ikke at bruge rismel for ofte grundet indholdet af Arsen), boghvedemel. Du kan evt. også tilsætte lidt havregryn, jf. variation mellem glutenfrit og glutenholdigt mad. 
1½ dl. vand
1 tsk. fedtstof – varierer mellem smør og olier
½ dl. drikkeklar modermælkserstatning eller brystmælk.

Melet/flagerne (hirseflagerne kan med fordel blendes til mel med stavblenderen i opstarten) og vand bringes i kog i en gryde. Koges ca. 2 minutter, mens der piskes. Gyden tages efterfølgende af varmen, fedtstoffet røres i. Lad grøden afkøle en smule, inden modermælken eller modermælkserstatningen tilsættes. Og wupti, så er der serveret! Tykkelsen af grøden kan selvfølgelig varieres ud fra hvor meget vand/modermælk/MME, der tilsættes.

Mad til baby
Æblegrød pakket i små portioner til fryseren

I opstarten har jeg brugt grøden alene, således at Valde vænnede sig til den lidt kedelig smag. Efterhånden har han fået lov til at få lidt frugtmos ovenpå. Det kan fint koges af æbler, pærer, blåbær, abrikoser, svesker eller lign. Jeg tilsætter ingen form for sukker, dog kan jeg godt finde på at tilsætte lidt vaniljepulver 😉

Det skal UNDERSTREGES, at jeg på ingen måder er ekspert indenfor området. Dette er blot, hvordan jeg gør det! Du kan læse meget mere om mad til spædbørn i publikationen “Mad til små – fra mælk til familiens mad” fra sundhedsstyrelsen, hvor du også kan finde forskellige opskrifter til din lille purk.

Tagget , , , , ,

2 tanker om “Mad til baby – grød

  1. […] har tidligere skrevet et indlæg omkring mad til baby. Heri skrev jeg, at jeg stort set lavede det meste af maden til Valde selv – simpelthen fordi […]

  2. […] sig om. Jeg har dog begge gange været meget OBS på ikke at starte med de søde sager, hvorfor opstarts-grøden altid har bestået af kedelig, smagløs grød af eks. majsmel, rismel eller hirseflager (blendet […]

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *