Mit liv med PCO – aborten

Abort

Første del, anden del, tredje del, fjerde del, femte del

Dagen efter mødte jeg som aftalt ind på hospitalet for at få foretaget en abort – en udskrabning. Jeg vidste ikke med sikkerhed, hvornår på dagen det skulle ske, da det var noget, der ville blive ordnet, når der lige var et hul, men jeg skulle møde fastende fra kl. 8.00. Henrik var selvfølgelig med. Vi blev placeret på en fire-mands-stue. Jeg husker tydeligt, at den ene, der lå der, var mødt op for at få en provokeret abort – hun havde simpelthen for mange børn derhjemme og magtede ikke et barn mere. En ulykkelig situation for hende, men jeg havde umådeligt svært ved at acceptere, at hun igen var gravid og selv valgte at afbryde, mens jeg ikke fik lov til at blive mor! Det var simpelthen på daværende tidspunkt for svært at rumme, at nogle fik alt for meget, mens vi var andre, der ikke fik. Efterfølgende er jeg selvfølgelig klar over, at denne kvinde også har haft en helt speciel grund til at være der, og at det sikkert heller ikke var lykken for hende. Jeg tror ikke på, at nogle får en abort – provokeret eller ej – uden at blive påvirket af det!

Så set i bakspejlet var min tankegang jo helt urimeligt – for hendes situation var formentlig ikke mere lykkelig end min! Men det viser måske egentlig bare, hvordan det kan være, når man har svært ved at blive gravid og/eller har haft en spontan abort. Eller måske egentlig bare, hvordan man generelt har det, når man selv møder modgang – andres modgang synes så uendelig ligegyldig!

Når man selv står i en ulykkelig situation, ja så er det generelt bare svært at rumme andres følelser og glæde – hvor meget man end gerne ville. Man ved, at man eksempelvis bør være glad på andres vegne, men det er afsindigt svært at rumme det. Inderst inde sidder ulykken og gnaver, og selvom mam udadtil formår (eller gør man egentlig det?) at lade som om, at alt er okay, så gør det ondt og misundelsen lurer lige om hjørnet. Og det er svært at tackle. Efterfølgende har jeg dog også erfaret, at det også er pokkers svært at være den modstående part, når andre er i en ulykkelig situation. Det har jeg nemlig efterfølgende prøvet, hvilket jeg skrev meget mere om i dette indlæg.

Faktisk var det på daværende tidspunkt så svært for mig at tackle, at det resulterede i, at jeg trak mig fra en veninde, som også var gravid. En veninde, som jeg skulle have fulgtes med og oplevet graviditeten og barslen sammen med. Pludselig blev hendes situation udtryk for alt det, jeg havde mistet, og det var derfor det nemmeste for mig at trække mig væk, så jeg ikke blev mindet om dét, jeg havde mistet. Jeg tror faktisk, at den eneste årsag til, at jeg formåede at komme på barselsvisit hos hende var, at jeg på daværende tidspunkt igen var gravid, hvorfor glæden og drømmene igen var flyttet ind hos mig.

Men under den lange ventetid på sygehuset var jeg forarget og ked af, at jeg skulle ligge side og side med denne kvinde – at de fra hospitalets side ikke var lidt mere forstående for MIN situation, selvom jeg godt ved, at det sikkert ikke var muligt at gøre det anerledes. Til gengæld var jeg omgivet af et omsorgsfuldt personale – både på stuen og på operationsstuen, som tog sig tid til at snakke med mig, og tog sig af mig, når det hele blev lidt for meget. Jeg husker tydeligt den korte tid, inden jeg blev lagt i fuld narkose, hvor det for alvor gik op for mig, at nu skulle jeg altså miste mit barn. For det var dét, det var for mig – mit barn! Jeg havde på ingen måder lyst til at skille mig af med det lille my, selvom jeg godt vidste, at der ikke var nogen vej uden om. Her var der heldigvis en omsorgsfuld narkosesygeplejerske, som formåede at få mig igennem på en god måde. Derfor var forløbet – taget situationen i betragtning – godt og fyldt af omsorg og empati.

De efterfølgende dage efter udskrabningen står egentlig lidt som en rodet periode for mig. Jeg husker mest, at jeg sad i stuen, græd utroligt meget, læste lidt og havde mange besøg – primært fra familien. Efter en uges tid bestemte jeg mig for at tage på job igen, selvom jeg egentlig synes, at alle andres problemer var lille i forhold til mine egne. Og er der noget, man netop som socialrådgiver skal forholde sig til, så er det andres problemer samt rumme dem, og det var ærlig talt lidt svært på det tidspunkt. Jeg havde heldigvis mulighed for at tage en stille og rolig opstart uden samtaler og telefontid. Og jeg tror faktisk, at det var rigtig godt at komme på arbejde. Det er altid svært at skulle møde verden igen, når man er i sorg. men jeg blev mødt af det ene fantastiske menneske efter det andet på mit arbejde. Det ene ansigt efter det andet stak hovedet ind igennem min dør, nogle for blot at sige hej, andre for at give et kram og nogle for at fortælle, at de vidste nøjagtig, hvordan jeg havde det – de havde nemlig været igennem præcis det samme. På den måde fik jeg fortalt hele historien rigtig mange gange, og det hjalp virkelig. Jeg var taknemmelig for, at jeg var på en arbejdsplads, hvor vi også kunne snakke om dét, der var svært. Det var fantastisk at blive mødt af så meget omsorg og uden alt for meget berøringsangst – måske én af fordelene ved at være på en kvindearbejdsplads, hvor arbejdsmiljøet og sammenholdet var i top.

Og på den måde formåede jeg alligevel at blive klar til en skøn sommer, der bl.a. stod på overtagelse af vores nye hjem – som jo heldigvis efterfølgende er blevet fyldt med unger. Men sommeren var også lang!

Fortsættelse følger… 

3 thoughts on “Mit liv med PCO – aborten

  1. ❤️ jeg husker det så tydeligt. Og efter selv at have været Gennem det, så forstår jeg pludselig hvor svært det var for dig. At glædes på andres vegne er svært, når ens drøm og lille barn er blevet taget fra en. Er lykkelig for du kom på barselsBesøg og at der lå en lille silas i din mave 💙
    Så fine indlæg dem her. 😘😘

    1. ❤ Tak for det ven 😙

  2. ❤️ HusKer så tydeligt den periode 😢❤️😘

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *