Mit liv med PCO – fertilitetsbehandling 

Første del, Anden del

I marts 2010 får vi svar på blodprøverne. Alle forundersøgelserne er fine, og vi får grønt lys til at komme i gang med fertilitetsbehandling. Jeg møder derfor op i klinikken for at blive sat ind i behandlingsforløbet. I det jeg ikke selv får menstruation var første step af indtage medicin, som fremprovokerede en menstruation. På 3. dagen af menstruationen skulle jeg starte op på hormonbehandling – de første 5 dage i form af tabletter, hvorefter jeg skulle gå over til injektion. Nøj hvor var det grænseoverskridende første gang, jeg skulle give mig selv en injektion, selvom nålen jo på ingen måder var ret stor.

Den første aften blev min mave ved med at suge sig indad, når nålen kom tættere på, og jeg endte faktisk med at sige til Henrik, at hvis han elskede mig, så gjorde han det. Hans svar til det, var, at det gjorde han så ikke! Henrik har det meget anstrengt med nåle, og jeg var godt klar over, at jeg sikkert ikke fik ham til at gøre det, så jeg tog ikke hans ord så ilde op 😉 Jeg endte derfor nærmest med at lukke øjnene og hamre nålen i, trykke på udløseren og grine lidt af mig selv over, at jeg tog sådan på vej over det! De efterfølgende dage skulle jeg give mig selv en injektion i henholdsvis den ene og den anden side af maven.

Hvor lang tid, jeg skulle være i gang med behandlingen viste ingen – det afhang af, hvornår mine æg begyndte at modnes. Det blev fulgt nøje via jævnlige ultralydsscanninger, og det var en ret stor belastning at få det til at gå op med mit arbejde. Jeg var heldig, at jeg arbejde i samme by som gynækologen var, men jeg skulle være klar til at komme til scanninger nærmest fra dag til dag for at finde det helt rette tidspunkt for insemineringen.

Jeg husker perioden som ret stressende på grund af ovenstående samtidig med, at hormonbehandlingen selvfølgelig også gjorde et eller andet ved mig. Jeg var ekstrem sårbar og meget bekymret for, om det nu skulle lykkes mig at blive mor. Samtidig følte jeg mig fortrøstningsfuld og glad for endelig at være i gang med behandlingen, så man kan vist rolig sige, at mine følelser i den periode var et stort virvar.

I starten af forløbet var det kun mine forældre, der vidste besked. Jeg havde fortalt dem, at jeg havde været hos gynækologen, og at jeg ville få svært ved at blive gravid og havde brug for hjælp til det. Jeg fortalte dem, at jeg var i behandling, men jeg fortalte ikke noget om, hvor langt jeg var. Jeg ville så gerne komme og fortælle om graviditeten som en overraskelse – ligesom mine søskende havde gjort det.

Når jeg tænker over det, så var det egentlig noget fis – jeg er sikker på, at mine forældre var blevet mindst lige så glade, hvis det havde vidst på klokkeslæt, hvornår jeg var blevet gravid. Men på det tidspunkt var det vigtigt for mig! Det var også vigtigt for mig, at ingen i min omgangskreds vidste noget om min manglende fertilitet, og den behandling, som vi var i. Jeg havde brug for, at det stadig primært var vores projekt (nuvel med indblanding af en læge), men jeg havde ikke brug for, at alle skulle spørge til det hele tiden. Andre fortæller jo heller ikke så meget om deres proces, når de bliver gravide, vel? For nogle betyder det ikke noget, men for mig betød det alt, at der ikke var nogle, der vidste besked. Det kostede på nogle andre fronter, da det også var en hård besked at gå med alene og ikke mindst et hårdt forløb. Og et par gange nåede jeg da også at få det ’stikkende’ (og modbydelige) spørgsmål: “Hvad så med børn?” 

Jeg har det anstrengt med, når andre spørger ind til, om man snart skal have børn – og det er egentlig uanset, om det har været mig selv, der er blevet spurgt eller andre. Dels så synes jeg simpelthen, at det er SÅ privat et spørgsmål, at man som omgivelser må væbne sig med tålmodighed og se tiden an. Jeg synes faktisk, der er ting her i verden, som man må afvente, om personen selv bringer på banen og på den måde tilkendegiver, at vedkommende gerne vil tale om det. Én af de ting af graviditet – eller mangel på samme!

Det er der sikkert nogle, der har en helt anden holdning til! Men dels synes jeg også, at man som spørgeren et kort øjeblik må overveje, om der kunne være en årsag til de manglende børn? Det er et spørgsmål, der rammer rigtig hårdt, hvis det netop er ens allerhøjeste ønske, som der bare ikke vil gå i opfyldelse. Og desværre er der forholdsvis mange her i Danmark, som har svært ved at blive gravid – så risikoen er faktisk forholdsvis stor for at såre et andet menneske. Så ved jeg godt, at man let og elefant kunne komme udenom det, hvis man fortæller andre, at man er i behandling, men så er vi tilbage ved dét med, at selvom man er i fertilitetsbehandling, så kan det godt være, at man alligevel ønsker lidt privatliv omkring projekt baby.

Mens vores første behandlingsforløb fandt sted, var jeg netop blevet fastansat på mit første job efter uddannelsen var i hus. Én af mine bevægegrunde for, at jeg i sin tid havde ønsket at gå direkte fra uddannelse til barsel, var, at jeg så nødigt ville blive dén medarbejde, der kort tid efter, at fastansættelsen var i hus, kom og fortalte, at nu var jeg gravid. Jeg besluttede derfor ret tidligt i forløbet (inden min prøveperiode udløb) at fortælle min leder, at jeg var i fertilitetsbehandling – også fordi det jo gik en del ud over mit arbejde med alt det fravær pga. scanninger mv. Heldigvis mødte jeg kun forståelse, og det ville på ingen måder få konsekvenser for min ansættelse – sådan tror jeg heldigvis, at det er på langt de fleste offentlige arbejdspladser. Samtidig allierede jeg mig med en enkelt kollega, som kunne dække lidt over mig, når jeg igen igen ikke sad på mit kontor, hvilket jo ellers hurtigt kunne vække opsigt i et kontormiljø 😉

Efter 15 dages hormonbehandling var der endelig 2-3 æg, der var modne til det store slag. Jeg skulle derfor om aftenen tage et sidste slags hormonpræparat – en lidt større sprøjte som også tog lidt tid at overtale mig selv til. Dagen efter blev jeg insemineret og sendt hjem for at vente i 14 dage, inden jeg kunne tage en graviditetstest.

Fortsættelse følger… 

Tagget , , ,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *