Mit liv med PCO – nakkefoldsscanningen

Ufrivillig abort

Første del, anden del, tredje del, fjerde del.

Efter 8-ugers scanningen på fertilitetsklinikken overgår man til at være ‘almindelig’ gravid. Jeg var derfor hos lægen til første graviditetsundersøgelse, hvor jeg også blev bekræftet i, at alt var fint. I midten af juni 2010 blev jeg indkaldt til nakkefoldsscanning. Henrik og jeg blev enige om, at jeg skulle tage til den alene, da han allerede havde holdt en del fri i forbindelse med fertilitetsforløbet, hvor han jo også havde været med hos gynækologen nogle gange. Og så havde vi jo ca. 4 uger forinden fået konstateret, at alting var, som det skulle være, så jeg var egentlig ikke nervøs over scanningen.

Men er der en beslutning i det her forløb, som jeg fortryder, så er det den!

Nakkefoldsscanningen viste nemlig et dødt foster uden hjerteslag. Et foster, der formentlig var gået til grunde et par uger forinden, da det ikke var så stort, som det skulle være på dette tidspunkt i graviditeten. Jeg tror nærmest, at jeg gik lidt i chok, og jeg blev under hele scanningen ved med at klamre mig til håbet om, at de selvfølgelig tog fejl, selvom jeg godt kunne se på billedet, at den lille blop lå usandsynligt stille – det var jo ikke det, jeg havde hørt andre fortælle. En ufrivillig abort begyndte efterhånden at blive en realitet! 

Jeg husker egentlig ikke synderligt meget fra scanningen ud over, at der var 2 forskellige damer, der scannede mig. De gav mig begge den samme nedslående besked. Jeg var fuldstændig overrumplet – jeg havde aldrig tidligere hørt om nogle, der fik at vide til nakkefoldsscanningen, at der ikke var liv. Hvis fosteret gik til grunde, så ville kroppen da udskyde det helt automatisk – sådan er naturen jo! Det troede jeg i hvert fald. Indtil den dag! Jeg fik forklaret, at indimellem forstår kroppen bare ikke, at der ikke længere er liv, og derfor udstøder kroppen ikke fosteret.

Efterfølgende har jeg ofte tænkt over, at jeg på dét tidspunkt, hvor fosteret formentlig gik til grunde, var syg med influenza – mere syg, end jeg kunne huske, jeg havde været længe. Om fosteret gik til, fordi jeg var syg, eller om jeg var syg, fordi der ikke længere var liv i fosteret, det kan jeg ikke vide, men jeg ved, at influenza og graviditet kan være en risikofyldt kombi, så jeg er fuldstændig overbevist om, at der er en sammenhæng mellem influenzaen og min ufrivillige abort. Af samme grund har jeg også altid været bange for at blive syg med influenza under mine 3 efterfølgende graviditeter, hvilket jeg heldigvis også har undgået.

Efter den triste besked, blev jeg ført til et rum, hvor jeg blev efterladt alene tilbage, mens de fandt en læge, der kunne rådgive og orientere mig mere om det kommende forløb. Her fik jeg ringet til Henrik og hikstende fortalt, hvad der var sket. Jeg tror faktisk, at den stakkels mand, blev ret forvirret, da jeg sikkert var ret svær at forstå. Samtidig tror jeg, at han blev ret ked af, at der ikke rigtig var noget, han kunne gøre for at hjælpe mig.

Jeg tror, at det på dette tidspunkt er ret svært for en mand at sætte sig ind i, hvor stor betydning graviditeten har for kvinden. Selvfølgelig glæder de sig til at skulle være far, men jeg tror ikke på, at de har den samme umiddelbare tilknytning til barnet, som moderen har. Jeg tror det mere kommer snigende i takt med, at de kan se de fysiske forandringer hos kvinden og i takt med, at de også begynder at kunne mærke liv. Vi kvinder kan mærke forandringerne i kroppen lang tid før, at maven begynder at vokse, og det tror jeg ærlig talt er ret svært for en mand at forholde sig til.

Efter at have talt med Henrik, blev jeg ført videre til et andet rum på hospitalet, hvor en læge undersøgte mig nærmere. Her fik jeg valget mellem at forsøge mig med en medicinsk abort eller en udskrabning. Fordi jeg var så langt i graviditeten frarådede de dog den medicinske behandling, da der ville være relativ stor risiko for, at kroppen ikke kunne klare det alene via medicin. Det kunne betyde, at jeg alligevel i sidste ende skulle have en udskrabning. Endvidere kunne det blive et langt forløb ved medicinsk abort, hvor jeg ofte skulle forbi hos egen læge for at få taget blodprøve for at se, om tallene (spørg mig ikke hvilke) gradvist faldt.

 

Jeg valgte derfor at få en udskrabning. Igen fik jeg valget mellem at blive indlagt med det samme og få udskrabningen samme dag eller at tage hjem og møde ind igen næste morgen kl. 8.00. Bum – værsgo at vælge mellem pest eller kolera! Jeg var jo for pokker gravid for lidt siden, og mit hoved havde på daværende tidspunkt ret svært ved at omstille sig på noget andet på så kort tid! Jeg valgte derfor at tage hjem og komme igen den efterfølgende dag, hvor Henrik kunne følge med mig. Og så blev jeg faktisk overladt til mig selv. Sårbar og ulykkelig!

Helt uforstående følte jeg, at jeg var nødt til at køre ud på mit job og lukke ned. Her blev jeg mødt af en forstående leder, der sendte mig hjem med besked om, at hun ville ringe efter et par dage. Så snart jeg var hjemme, kom Henrik hjem, og jeg fik ringet til mine forældre, der også straks kom forbi. Jeg var så ked af det, at jeg faktisk ikke helt kunne rumme det. Jeg var ked af alle de drømme og det håb, som der med et snuptag blev smadret, og bekymringen om, hvorvidt jeg fik lov til at blive mor vendte straks tilbage. Vi havde lige købt hus – huset hvor vi skulle blive en familie – og nu var det ikke sikker, at det ville blive til noget. Jeg følte, at det var drøn uretfærdigt, at jeg både skulle igennem et behandlingsforløb og nu en ufrivillig abort! Hvorfor skulle jeg altid være en del af de 20 %? Både i forhold til PCO, fertilitetsbehandling og nu abort.

Jeg var slet og ret i sorg, og det kom faktisk lidt bag på mig, at jeg blev SÅ meget slået ud af det! Rationelt viste jeg jo godt, at det sikkert var den bedste løsning – at naturen gjorde det af en årsag. Men følelsesmæssigt hjalp til ikke en fløjtenes fis – hvad kunne jeg bruge det til? Det ændrede ikke på, at sorgen var der, drømmene var væk og for mig, så det hele pludselig ret håbløst ud – igen!

Fortsættelse følger..

Tagget , , , , ,

2 thoughts on “Mit liv med PCO – nakkefoldsscanningen

  1. Tak for eN Ærlig forTælling Om noget så svært

    1. Dejligt at nogle har glæde af den 😊

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *