Nåå ja #17

Det er da vist efterhånden ret lang tid siden jeg har udgivet et “nåå ja” indlæg, hvor stort og småt bliver delt. Og bedst som jeg sidder og skriver, tænker jeg, at der er da egentlig ikke sket det store siden sidst, men det må der da være, når nu der er gået et halvt års tiden siden. Og ja – det handler om hussalg eller mangel på samme, skolelivet og arbejdslivet. 

  • Vi har jo fx sat huset til salg, og i vores naivitet havde vi troet, at det hurtigt ville blive solgt, så vi kunne få fingrene i vores drømmehus. Dét skete så IKKE! Ikke én eneste har været oppe og se huset, og ja jeg forstår det ærlig talt ikke. Så nu er der stille og roligt sket det, at der igen er sneget sig en lille smule tvivl ind i vores sind. For mig handler det i høj grad om, at foråret igen har fået haven til at blomstre op, og vi igen er begyndt at opholde os meget i haven og nyde den fantastiske placering, som vores hus her. Derudover handler det nok også lidt om, at det efterhånden er ved at være 3 måneder siden, at jeg var nede i dét hus, som vi ønsker at købe, hvilket betyder, at jeg ikke rigtig kan mærke “følelsen” længere. Suset i maven og følelsen af, at dét er vores kommende hjem. Følelsen af hvor fantastisk, det vil være og følelsen af alle de muligheder, som dét hus kan byde på, og som vores nuværende ikke kan. Da vi først var nede og se huset, kunne jeg næsten ikke holde ud, at vi ikke skulle flytte ind ugen efter, og tanken om at andre skulle købe det, var på ingen måder til at holde ud. Nu tænker jeg mere, at hvis det skulle ske, så går det nok også! Velvidende, at hvis jeg igen træder ind dernede, så vil jeg højst sandsynligt få det på den helt rigtige måde igen. Dét hus byder bare på alle de ting, som vi gerne vil have!
  • Alligevel har vi overvejet andre muligheder. Vi har fx talt en del om at bygge en 1. sal på huset. Det kunne være fedt og sjovt at være med i ét sådan projekt, men ærlig talt også lidt uoverskueligt. Jeg er faktisk ikke helt sikker på, at vi er typerne, der magter at renovere/bygge til i et helt hus af gangen, og stueplanet skal jo stadig renoveres. Og slet ikke med 3 små børn. Samtidig er det en vanvittig dyr løsning, hvor der hurtigt skal puttes rigtig mange penge i huset. Så mange, at huset efterfølgende bliver usælgeligt, da vores område ikke kan bære så dyre huse. Så på den måde bliver vi stavnsbundet og kommer også til at sidde ret dyrt i det i forhold til det andet hus, hvor vi får alt det, som vi gerne vil. Bygger vi 1. sal på, ændrer det jo heller ikke ved udenomsarealerne, og grunden bliver ikke større, og det er jo også det vi i høj grad forelskede os i ved det andet hus.
  • Så når alt kommer til alt, så har vi vist stadig følelsen af, at vi skal væk fra dette hus og ned i det andet. Vi håber bare på, at der ikke kommer andre og køber det, inden vi får solgt vores, da boligmarkedet pt. ikke byder på andet, som er interessant for os i denne by. Så kom og KØB 😉
  • Arbejdsmæssigt er jeg for et par måneder startet i min nye nye stilling. Før jul blev jeg tilbudt en anden stilling i samme jobcenter, men inden jeg nåede at træde ind i den, dukkede der en anden spændende stilling op, som jeg var så heldig at få. Stadig i samme jobcenter og i samme afdeling, men hvor hovedparten af mine opgaver ligger i Rehabiliteringsteamet, hvor jeg er blevet mødeleder. Så i stedet for det tætte relationelle arbejde, forbereder jeg mig nu på mødet, møder kort borgeren til mødet og alt efter, hvad der bliver indstillet til, er der noget administrativt arbejde, som jeg efterfølgende skal tage mig af. Det passer mig ganske fint, og jeg synes, at det tværfaglige samarbejde med de andre i Rehabiliteringsteamet er mega spændende samtidig med, at man kan være med til at gøre det til en god oplevelse for borgeren, som for det meste er meget nervøs for mødet. Arbejdet indebærer også en del mere frihed, da jeg i høj grad selv kan planlægge og har fri mulighed for at arbejde hjemmefra, hvilket passer rigtig godt til livet med små børn.
  • Skolemæssigt er vi også pt. inde i en god periode. Silas virker glad og i trivsel, hvilket vi klart mærker ved, at konflikterne herhjemme er på et minimum. Vi havde for en måneds tid siden netværksmøde på skolen, hvor vi fik givet udtryk for nogle bekymringer og nogle uhensigtsmæssigheder, hvilket vi efterfølgende har fornemmelsen af, at der er taget hånd om. Samtidig er der lagt en plan videre frem, bl.a. om overleveringsmøde til de lærer, som han skal have næste år. Samtidig vil PPR-psykologen laven en psykologisk undersøgelse for at se, om der er nogle opmærksomhedsforstyrrelser og ud fra den, kan vi så sammen tage stilling til det videre forløb – herunder om der er indikation for udredning via børnepsykiatrisk. Jeg har som sådan ikke et behov for, at han skal have en diagnose, men hvis såfremt han rent faktisk har det, tænker jeg også, at en udredning vil kunne åbne op for rigtig mange hjælpe- og støttemuligheder til både Silas og til os som familie. Og for os er det vigtigste at finde ud af, hvordan vi i så fald hjælper drengen bedst – det er ikke for at få en hat og hænge alle udfordringerne op på. De vil vedblive med at være der, og hvis vi skal hjælpe ham bedst, skal vi blive ved med at arbejde med dem – uanset diagnose eller ej. Men som sagt pt. er vi i en god periode, og så fylder det ikke så meget, men i de perioder, hvor Silas ikke helt er i trivsel, er vi hængt op, så kunne vi finde en måde at minimere antallet af disse perioder på, så vil det være godt for alle – i særdeleshed ældste-arvingen!
  • I børnehaven og vuggestuen går livet til gengæld sin vante gang. Både Valde og Vera er glade for deres institutioner, og vores oplevelse er også, at de voksne er glade for dem 🙂  De sidste par dage har Valde været sort som kul, da vi hentede ham, men der findes næsten ikke noget skønnere end at bade et møgbeskidt og træt barn, hvor taknemmeligheden lyser ud af dem, når de rammer puden for endelig at sove. Så er det sommer, og man ved bare, at de har haft en skøn dag!
  • Vi fik også indviet dette års sæsonkort til Fårup Sommerland i weekenden, hvor det i år er blevet lidt nemmere at komme af sted, da de bedre alle 3 kan have lidt glæde af det. Sidste år var Vera stadig så lille, at det eneste, hun fik ud af det, var en ødelagt middagssøvn. I år kan hun komme med i lidt forlystelser og hyggede sig gevaldigt på legepladsen. Det er som om, at vi så småt begynder at høste frugten ved at have lidt større børn, og det glæder jeg mig faktisk ganske meget til. Vi er klar til at træde ind i næste epoke af vores familieliv, hvor nye fordele og oplevelser venter os 🙂
  • Og så glæder jeg mig til 4 fridage sammen med familien, hvor det pt. ser ud til, at der bliver godt vejr i hvert fald de 3 af dagene.

 

Tagget , , , ,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.