Nåå ja #18

Long time no see… Så gik der 2 måneder igen. Jeg har svært ved at finde ud af, hvor al den tid bliver af? Det går absurd stærkt! Inden vi fik set os om, så er over halvdelen af 2018 gået og snart begynder det igen at blive mere mørkt – og forhåbentlig lidt mere køligt! Det er jo helt vildt det sommervejr, som vi har haft i år – ja faktisk i et helt kvartal. Og jeg tror ikke, jeg har tal på, hvor mange gange jeg har været taknemmelig for, at jeg netop i år, ikke er højgravid – det er jeg nemlig ret sikker på, at jeg ikke havde håndteret ret godt 😉 Men for at samle hurtigt op på, hvad der rører sig i vores familie lige nu, har jeg listet det kort op nedenfor.

  • Jeg er flere gange blevet spurgt, om vi skal have flere børn? Og nej – det skal vi ikke! Jeg må blankt erkende, at jeg synes livet som mor til 3 små børn er ret så hårdt for tiden. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange, der bliver sagt mor i løbet af en dag, hvor meget legetøj vi samler op og lægger på plads, hvor mange gange vi konfliktløser, hvor mange gange vi siger nej, hvor meget vasketøj og hvor meget mad vi servere i løbet af en uge. Det eneste, jeg ved, er, at det saftsuseme er meget og mange gange!
  • Og især her i sommerferien, er vi ekstra meget på arbejde. Det er i grunden helt forkert at kalde det ferie, når man har små børn 😉 Selvfølgelig hygger vi os, og jeg elsker, at vi ikke skal op og af sted om morgenen, men at ungerne kan blive i deres underbukser (hvilket nærmest er det eneste de bruger i denne varme) og have en stille og rolig start på dagen, men at kalde det ferie… Jeg ser faktisk frem til engang, når ferie rent faktisk føles som ferie, hvilket min mor kunne fortælle mig den anden dag, kommer til at vare længe endnu. Men jeg kan da fornemme på alle mødrene på Instagram, at jeg absolut ikke er den eneste, der kan synes, at ferien ikke er lutter lagkage 😉
  • Men jeg synes, at den ekstreme varme sætter sine begrænsninger, og jeg kan godt få det lidt som løven i et bur, når man på 5. dagen ikke rigtig foretager sig noget. Men ingen af os orker særlig meget. Vi har ikke lyst til at tage nogle steder hen, og børnene (og de voksne) er ved at være trætte, fordi ingen sover ordentlig om natten. Så det vil faktisk passe os ganske fint, hvis vi kom ned i nærheden af de 20º igen 🙂 Men set fra den positive side, så har jeg fået ryddet op i nogle af mine køkkenskabe, fået sorteret alt det genbrugstøj, som jeg har fået til Valde og Vera i størrelser, så jeg nemmere kan finde ud af, hvor meget jeg har, og hvornår det skal findes frem.
  • Årets sommerferie gik til Ebeltoft. En hyggelig by i et hyggeligt sommerhus langt ude i et sommerhus kvarter, hvor der ikke var andet til ungerne end stranden. Den brugte vi til gengæld også flittigt, men vi savnede, at der var en lille legeplads i nærheden, som vi kunne slå lidt tid ihjel på. Men det gik, og vi havde trods alt en skøn ferie, hvor vi bl.a. var i Djurs Sommerland, Fregatten Jylland, Ebeltoft by og Ree Park Safari. Det sidste var helt klart den bedste tur på hele ugen, og den tur, der passede bedst til alle mand. Vi valgte at tage af sted efter, at de 2 små havde sovet middagssøvn, så vi var i parken kl. 15 og blev der til den lukkede kl. 20. Det var rigtig fint at komme, da mange var på vej hjem, og vi nåede alligevel hele parken rundt.
  • Huset – det er endnu ikke blevet solgt, og der har desværre kun været en enkelt fremvisning. Vi håber stadig på, at vi snart får det solgt, og hver gang, der kører en bil forbi, håber vi, at det er nogle, der er ude og kigge. Det var der for øvrigt i går, hvor bilen næsten gik helt i stå, men de skal jo ikke køre forbi – de skal komme og købe 😉 Huset vi har forelsket os i, er heldigvis også stadig til salg. Jeg havde håbet på, at vi skulle nyde sommeren der, men nu håber vi i stedet, at vi skal nyde julen der.
  • Jeg har også brugt de sidste par måneder på at komme i gang med at løbe igen, og det er faktisk gået over al forventning til trods for, at der har været lidt forhindringer på vejen. Bl.a. et ret voldsomt styrt (jeg siger ikke, at jeg havde mere travlt med at kigge ind af folks vinduer ), der gik ret hårdt ud over albue og knæ og satte mig ud af spillet i en uges tid, og et par uger med en ret voldsom hoste. Men ellers er det gået godt. Jeg er startet op med intervaltræning – det passer mig bedst, da jeg giver alt for hurtigt op, hvis jeg føler, at det er for hårdt. Men intervaltræning når jeg aldrig at blive helt udmattet, inden næste pause kommer, og så siger de kloge, at det er en god træningsform til hurtig resultat – så det er jo ren win-win. Jeg havde faktisk helt glemt, hvor skønt det er at komme ud og løbe, og jeg er kommet ind i en ret god rytme, hvor jeg løber om morgenen inden job – enten ved at komme af sted ved 5-tiden, inden Henrik tager på job, eller ved at løbe, når ungerne er afleveret. Det er glæden ved flekstid, hvor jeg ikke nødvendigvis skal møde kl. 8.00 sharp!
  • Næste uge står den på sidste ferieuge for børnene og jeg. Henrik starter på mandag, så jeg er alene på skansen, så mon ikke, jeg er mere end klar til at starte på arbejde igen ugen efter og måske endda hejse flaget 😉

Hvad har I brugt ferien – eller de sidste par måneder på? Hvis der altså er nogle, der stadig læser med 😉

Tagget , ,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.