Når dagene bare går

Jeg savner at blogge, og jeg synes selv, at der går alt for lang tid imellem mine indlæg. Sagen er bare den, at tiden simpelthen går alt for hurtig, uden at jeg synes, at jeg når alt det, som jeg gerne vil! Samtidig har jeg vist fået jinxed ift. lillebror og søvn, da han nu er begyndt at sove meget afbrudt i barnevognen. Hidtil har han nogenlunde stabilt sovet 2-3 timer uden en lyd. Nu vågner han med 15-45 minutters interval! Eller det vil sige, han er jo ikke vågen, men græder og har brug for at blive hjulpet tilbage i søvnen. Derfor går rigtig meget tid med at gå frem og tilbage mellem hus og barnevogn. Jeg har dog fundet ud af, at han sover fremragende i baggangen, når vaskemaskine og tørretumbler kører derudaf, men det er jo ikke hver dag, der er gang i dem 😉

Når det er sagt, så er lillebror stadig en lille nem gut, som egentlig ikke kræver det store. Det er som om, at han er en ægte nummer to, som bare følger strømmen og tilpasser sig. Han er btw nu begyndt at bevæge sig en hel del og løfte numsen. Det er vildt så hurtigt det går!lillebror lillebror

Hulebyggeri
Silas’ værelse en helt almindelig fridag 🙂 Der skal selvfølgelig bygges hule, og i hans verden er hule bare en masse tæpper/dyner/ting smidt ovenpå hinanden – så det er ikke altid så let at være i hulen 😉

Men dagen går meget op i huslige gøremål og være mor! Men det er vel i grunden også derfor, at jeg har barsel fra mit job, så det er jo egentlig okay. Jeg forsøger at gøre flest mulige praktiske gøremål, mens Silas er i børnehave, så der er lidt ekstra tid til ham om eftermiddagen. Han har også holdt nogle ekstra fridage, og de dage er der så sandelig nok at se til! Ulempen ved, at børn aktiveres en stor del af deres tid er jo, at de ikke altid er så gode til at underholde sig selv, når de er hjemme, så der skal bygges nogle huler, køres kamp med nogle biler og ellers være actionman mv. Her kan man godt indimellem være udfordret som drengemor og i sit stille sind glæde sig til, at faderen kommer hjem og tager over 😉

Derudover går der også en del tid med at arrangere barnedåb, som vi skal holde allerede den 8. februar. Vi bliver 40 mennesker, skal være herhjemme og stå for maden selv, så der er lige lidt ting, der skal være styr på! Heldigvis har vi en god hjælp at hente rundt omkring, så jeg forsøger at dele mest muligt ud, så vi ikke skal ligge helt vandret i dagene op til festen. Jeg tænker tit, at det ville være let at holde det ude, men jeg synes, at der er et eller andet hyggeligt over at være hjemme, selvom der også bliver pres på det lille hjem.

Så ja dagene går bare, og vi forsøger at følge med i bedste stil og være i nuet. Det er trods alt det vigtigste!eftermiddagshygge

Tagget , , ,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *