Når fuldamning ikke er løsningen

Fuldamning

Jeg har aldrig været i tvivl om, at jeg skulle amme mine børn, og før fødslen af Silas, var jeg selvfølgelig spændt på, om det ville lykkes mig at amme. Dèt er jo ikke altid, at det gør, og det er ikke altid en selvfølge, at det er det bedste valg for barn og øvrig familie.
Ved alle 3 børn er jeg gået ind til det med den indstilling, at jeg selvfølgelig skulle fuldamme. Alle 3 gange har mine børn tabt sig mere, end hvad godt var, måske fordi jeg har fået ret store børn, som kan være svære at holde “ved lige” med råmælken. De har derfor alle 3 fået lidt supplerende modermælkserstatning i en kop, indtil mælken løb til på 3-4 dagen, hvorefter jeg igen gik over til fuldamning.

Men alle 3 gange har de ikke fulgt deres vækstkurve. Faktisk har de alle haft fuldstændig samme mønster med at starte over gennemsnittet for gradvist at knække kurven, således at den omkring 4 ugers alderen er blevet mere vandret end gradvist stigende. Og det er jo ikke så godt.
Sundhedsplejersken har derfor hver gang kvitteret med en del flere besøg for at kontrolveje og følge udviklingen nøje, så hun kunne sikre sig, at barnet trives.
Jeg huske stadig, da hun første gang sagde til mig, at hun ikke kunne vurdere Silas i trivsel pga. den manglende vægtstigning! Selvom jeg har en god sundhedsplejerske, og selvom hun forsikrede mig om, at han havde det godt, ja så var det altså en hård besked at få.

MIT barn var ikke i trivsel, jeg var nybagt mor og følelserne og usikkerheden var derfor ikke langt henne at hente.

Hver gang er det derfor endt med, at mine børn omkring 4-5 ugers alderen har fået suppleret med en aftenflaske for at få dem til at tage på i vægt. Og hver gang har det vist sig ikke at være tilstrækkeligt, så de et par uger senere også har fået suppleret med en middagsflaske. Først derefter er det igen begyndt at gå i den rigtige retning med vægten og vækstkurven. Sundhedsplejersken er ret forundret over, at alle 3 børn følger nøjagtig samme mønster, men hun kan ikke give nogen logisk forklaring på det – sådan er det åbenbart bare her!

Ved Silas blev jeg  voldsomt ked af og frustreret over, at det ikke kunne lykkes at fuldamme. Jeg kunne klart fornemme, at det også var det, sundhedsplejersken helst ville. Vi forsøgte derfor igen at fjerne middagsflasken, da han igen fulgte vækstkurven, men med dèt resultat, at han igen begyndte at knække kurven og endnu et nederlag til moderen. Flasken blev derfor igen koblet på, indtil vi begyndte med grød ved 4 måneders alderen.

Ved Valde og Vera accepterede jeg fra start, at det var nødvendigt, og har begge gange selv tænkt, at aftenflasken skulle kobles på, uanset om det var nødvendigt eller ej, men først når amningen var godt oppe og køre.

Jeg fandt nemlig ret hurtigt ud af, at supplering med sutteflaske også havde sine fordele. Det er hårdt arbejde at amme og ofte følte jeg, at det ikke var mere mælk at komme efter om aftenen, hvorfor det var/er usandsynligt rart at kunne give en flaske i stedet og have brysterne for sig selv i nogle timer. Samtidig gav det mulighed for at sidde med barnet, UDEN at det hele tiden ville spise. For de var selvfølgelig sultne, så det var klart, at de ville til brystet, så snart de var hos mig.

Rent praktisk blev det også sådan, at det blev Henrik, der gav flasken, hvilket også var enormt rart efter en hel dag med baby i armene. Flasken blev ligeledes en del af putteritualet, hvor baby hurtigt blev vant til at skulle i seng efterfølgende (v. 19-tiden), hvorfor vi fik en hel aften for os selv – noget man også hurtigt kommer til at sætte pris på.

De 2 x sutteflasker betød også, at jeg kunne overlade barnet til andre i kortere perioder og allerede ved 6 måneders alderen efterlade barnet hjemme ved Henrik om aftenen, hvis jeg eksempelvis skulle i Madklub. Og efter 6 måneder i hinandens konstante selskab, må jeg indrømme, at det også var ved at være tiltrængt at komme hjemmefra bare som Tina.

Alt sammen noget, der medvirkende til, at det, for mig, for mig blev rigtig rart og helt okay ikke at fuldamme mine børn.

Som gravid har man mange forestillinger om, hvordan det er at amme. For de fleste fylder den lyserøde forestilling nok mest! (Ja mit eget billede af Valde og jeg øverst i indlægget er måske et godt eksempel på det 😉 ) Selvfølgelig synes jeg også, at det er skønt at amme og ikke mindst praktisk, men jeg synes så absolut ikke, at man som gravid er forberedt på, hvordan det er at amme! Ingen fortalte mig, at det bl.a. i opstarten betyder, at man skal amme i rigtig rigtig mange timer! Som Silas spurgte, da han kom hjem fra børnehave, efter at vi havde fået Vera – har du bare siddet der hele dagen mor? Og ja det havde jeg!
Ingen fortalte mig, hvor afsindigt ondt, det gør at amme i starten – ud over min søster, der nævnte noget med, at hun i starten overvejede at hamre lilletåen ind i sofabordet for at fjerne fokus.
Og ingen tog snakken med mig om, at det måske ikke kan lade sig gøre at fuldamme eller amme overhovedet! Og at det også er helt okay!

Nej i stedet møder man opstillingen af den ammende mor – selvfølgelig med perfekt hår, tøj og makeup,  der sidder og kigger kærligt på sit barn. Bevares det gør man da også – altså kigger kærligt på barnet, men det er sgu ikke altid et lige skønt billede, der møder barnet, når trætheden, og det manglende bad trænger sig på! Det kunne måske have været meget rart at høre til fødselsforberedelsen, at man godt kunne trække ca. 80 % fra den lyserøde forestilling for at få et realistisk billede af, hvordan det er at amme.

Heldigvis havde jeg personligt set forskellige måder at gøre det på hos mine søstre og heldigvis har jeg en mor, som er god til at komme med gode råd, så jeg synes egentlig, at jeg var okay forberedt på amningen. Alligevel blev jeg ked af det, da det ikke kunne lykkedes til fulde ved Silas, og det tror jeg mest af alt skyldes dén forventning om, at selvfølgelig skal og kan du amme dit barn.

Jeg synes derfor, det er SÅ ærgerligt, at der ikke bruges mere tid på amningen ved jordmor/under fødselsforberedelse, så man som nybagt mor er meget bedre klædt på og forberedt på, at fuldamning måske ikke er det eneste rigtige – flaske kan også være ret fantastisk, og giver altså også god mulighed for nærhed med barnet!

Tagget , , , ,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *