Nøddemazarinkage

Nøddemazarintærte

Til min fødselsdag bagte jeg en nøddemazarintærte, og det bliver absolut ikke sidste gang, at den bliver bagt herhjemme. Et godt alternativ til den ‘almindelige’ mazarintærte og en kage, der egner sig perfekt til gæster, da den kan laves i god tid! Nøddemazarintærten kan spises, som den er, men den kan også sagtens gå som en dessertkage med en klat is eller lignende til.

8-12 personer

Mørdej:

120 g hvedemel
60 g flormelis
70 g. koldt smør
1 æggeblomme

Mazarinmasse:

125 g marcipan
100 g rørsukker
75 g blødt smør
1 æg
30 g hvedemel

Nøddetopping:

125 g hasselnødder
100 g smør
75 g. sukker
1 stor spsk. honning
50 g. mørk chokolade til pyntning.

Sådan gør du:

Mel og flormelis blandes i en skål. Smørret smuldres heri, og dejen samles med æggeblommen.

Mørdejen rulles ud så den passer til en tærteform, ca. 22 cm i diameter. Formen smørres ,og dejen lægges i, så bund og sider er dækket. Dejen sættes køligt, mens fyldet laves.

Marcipanen rives groft og røres sammen med sukkeret. Herefter piskes smørret i, og ægget tilsættes, mens der røres rundt. Til sidst tilsættes melet, og der piskes til, det er en ensartet masse.

Mazarinmassen fordeles ligeligt over mørdejen.

Tærten bages i ca. 25 minutter ved 200º til den er gylden -husk ofte at holde øje med, hvorvidt tærten er bagt, da det kan variere fra ovn til ovn, hvor lang tid den eksakt skal have.

Mens tærten bages laves nøddefyldet. Nødderne hakkes groft. Derefter kommes de i en gryde sammen med smør, sukker og honning, hvorefter det hele koges op og smeltes sammen. Når tærten er færdig fordeles nøddemassen på tærten, og den bages i yderligere 5-7 minutter.

Kagen afkøles og pyntes derefter med smeltet chokolade.

Jeg lavede den fejl, at jeg stillede nøddemazarintærten køligt. Det resulterede i, at nøddefyldet blev ret hårdt, da nødderne jo er karamelliseret. Kagen kunne sagtens spises alligevel, men den var altså ikke så let at skære. Derfor er mit råd – stil kagen ved stuetemperatur!

Tagget , , ,

1 thought on “Nøddemazarinkage

  1. ELSKER ToscaTÆRTE 😀 YUM. MED SORT KAFFE TIL.
    MASSER!

    – A

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *