Om at være socialrådgiver på beskæftigelsesområdet

Jeg ved, at jeg måske bevæger mig ud på dybt vand nu. Jeg ved, at det er et emne, som mange mennesker har en mening om (og et emne, som der måske i realiteten ikke er så mange, der ved nok om!) Jeg ved, at det er et emne, hvor det desværre altid er de dårlige historier, der kommer til at fylde – det er dem der sælger og er gode at fortælle. Jeg ved dog også, at det samtidige er et emne, hvor der også er en trillion gode historier at fortælle! Og jeg ved, at det nu er et emne, som jeg har lyst til at berøre her på bloggen! Jeg er simpelthen nødt til at brøle lidt!

Jeg er nemlig mega stolt af mit fag, og jeg er mega stolt af dagligt at være med til at hjælpe andre mennesker. Derfor skærer det selvfølgelig altid lidt i hjertet, når der igen er kritik af mit arbejdsområde. Når der igen og igen bliver fundet en historie frem i medierne, som beskriver hvor horrible ting, som vi udsætter jer danskere for. Ingen tvivl om, at der indimellem er uheldige historier, men hvad mange glemmer at tænke på, så er det altid kun den ene parts syn på sagen, der fremgår af den historie, der pludselig florerer alle steder! Det er nemlig indrettet på den måde, at kommunen har tavshedspligt – netop for at beskytte dem, det handler om. Det betyder selvsagt, at der ganske ofte kan være andre oplysninger i sagen, som ikke kan komme frem i dagens lys! Kommunen bliver derfor indimellem skydeskive uden reelt at kunne forsvare sig.

Og hvad er det så lige nøjagtig, der gør, at jeg netop i dag falder til tasterne? Ja det er selvsagt, at vi den seneste tid igen har fået og fortsat får en omgang i medierne grundet ressourceforløbene. Jeg skal være den første til at indrømme, at de historier, der i disse dage kommer frem selvfølgelig også rører mig, og I kan være evig forvisset om, at hvis jeg bliver bedt om at sige til en borger, der er hårdt helbredsmæssigt ramt, at han kan blive tyggegummi-tester derhjemme, ja så er jeg færdig som socialrådgiver! Folk fortjener at blive behandlet med værdighed – også selvom begge parter måske ikke altid er enig i, hvad der skal ske.

Og det sker jo! Faktisk ganske ofte! Og det er jo netop dér problemerne opstår. Desværre er det ikke altid, at de lovmæssige muligheder passer sammen med borgerens egen vurdering af sagen. Heldigvis oplever jeg, at det ofte skyldes, at folk ikke kender den beskæftigelsesmæssige lovgivning, som er stor og kompleks (og ret ofte ændrer sig!) Når jeg tager mig tid til at forklare reglerne, oplever jeg ofte, at udgangspunktet for samarbejdet bliver et helt andet, selvom vi ikke altid nødvendigvis opnår enighed.

Men jeg bliver en smule provokeret af, at alle kommuner og alle sager tages over én kam i medierne og mellem politikerne. Mange kommuner gør det rigtig godt med ressourceforløbene og behandler faktisk borgerne med respekt, anerkendelse og forsøger at inddrage dem maksimalt i deres egen sagsbehandling, ved at lade borgeren selv være med til at finde den rette plan for netop dem.

Ét af kritikpunkterne er,  at ressourceforløbene på landsplan kun har ført 130 mennesker tilbage til det ordinære arbejdsmarked. Jeg kan sagtens forstå, at man umiddelbart tænker, at det ikke var ret mange – det er det jo i grunden heller ikke. Jeg synes til gengæld, at man i den drøftelse glemmer en vigtig del! Ressourceforløb er oprindelig tiltænkt de mennesker, som står på vippen til førtidspension – altså mennesker som er LANGT væk fra arbejdsmarkedet og i mange tilfælde er utopi at tro, at de vil kunne opnå tilknytning til det ordinære arbejdsmarked. Samtidig er det et forløb, der er tiltænkt dem, der har komplekse problemer, hvorfor det ofte er en kombination af fysiske, psykiske eller sociale problemer, som selvsagt ikke gør vejen tilbage til arbejdsmarkedet lettere.

Derfor tænker jeg faktisk, at 130 tilbage til ordinære vilkår – altså total selvforsørgelse – er okay! Derudover skal man jo tænke på alle dem, der ender med at få et fleksjob, som jo er den rigtige løsning for rigtig mange af de mennesker, der er i et ressourceforløb. Så antallet af mennesker på ressourceforløb, der igen får kontakt til arbejdsmarkedet er langt større – nogle bare under særlige vilkår!
Samtidig synes jeg også, at man glemmer det aspekt, at nogle måske ikke får kontakt til arbejdsmarkedet igen, men i stedet opnår en bedre livskvalitet ved at få tildelt et ressourceforløb, som sagtens kan indeholde mange andre ting end netop beskæftigelsesrettede tilbud. Et eksempel kan være deltagelse i et frivilligt tilbud via socialpsykiatrien, deltagelse og ro til et længerevarende behandlingsforløb, træning, kostvejledning – ja kun fantasien (og pengekassen) sætter i princippet grænser for, hvad der kan lade sig gøre. VI må jo bare erkende, at der er nogle mennesker, som ikke kan opnå en tilknytning til arbejdsmarkedet af den ene eller anden årsag, men hvor det har stor betydning, at de får hjælp til at få en større livskvalitet. At regeringen måske ikke er helt enig i det – er en anden snak!

Men når det er sagt, så er der selvfølgelig plads til forbedringer og selvfølgelig sker der fejl! Nævn et arbejdsområde, hvor dét ikke indimellem sker! Og uden at lyde som en violin, så er det også et område, hvor det indimellem føles som at arbejde i konstant modvind. Som så mange andre offentlige arbejdspladser, så er der ikke nok ressourcer. Vi er ikke nok hænder til at løfte opgaven, vi sidder med for mange sager til at kunne give folk den optimale behandling, der er ofte besparelser og ikke mindst, så har der de sidste år været flere, meget gennemgribende reformer, som er vedtaget ganske få dage, inden de trådte i kraft uden vejledninger eller bekendtgørelser at støtte sig op af. Og bum, så er det værs’go at vejleder borgere korrekt og ensartet, så alle får den samme behandling! Det er saftsuseme svært, men gang på gang kigger vi på hinanden, tager arbejdshandskerne og det gode humør frem, og går i krig med de kæmpemæssige administrative opgaver, som vi også skal varetage, selvom vi gang på gang bliver lovet afbureaukratisering!

Og hvorfor gør vi det? Fordi vi lever af succeshistorierne. Historierne om de mennesker, som vi ‘henter’ nede under gulvbrædderne og får hjulpet tilbage til arbejde – lykkelige og glade. De mennesker, som vi får hjulpet hen på den rette hylde i livet, hvad enten det så hedder revalidering, fleksjob, ressourceforløb eller førtidspension. De mennesker som tager sig tid til at sende os en tak – den varmer mere end i aner! De mennesker som via vores samtale får det lidt bedre, får lidt mere tro på dem selv eller får en tro på, at der stadig er en plads til dem på arbejdsmarkedet. De mennesker som gør det hele værd!

Så ja – jeg er stolt af mit arbejde og tænker, at stort set hver eneste dag er en glæde – også selvom nogle dage er i mere modvind end andre!

Tagget , , ,

2 thoughts on “Om at være socialrådgiver på beskæftigelsesområdet

  1. Tak for et særdeles velskrevet indlæg!
    Jeg er på nuværende tidspunkt selv i ressourceforløb, for mit vedkommende har det givet en ro som jeg ikke har haft længe, dels til at passe min terapi i psykiatrien, men også, som du skriver Langgaard, til at få mere livskvalitet, netop fordi jeg har mere overskud. Jeg har en fantastisk sagsbehandler, der altid er lyttende og forstående. Jeg misunder på ingen måde jeres arbejdsvilkår og jeg frygter at disse vilkår skræmmer de mennesker væk fra jobbet, som “os på den anden side af bordet”, har allermest brug for, nemlig de mennesker, der ligesom dig, brænder for at komme frem til den bedste løsning for borgeren, uanset hvor denne så måtte ende.
    Endnu engang, tak for et vigtigt indspark til en vigtig debat!
    Kærlige tanker herfra

    1. Hvor er det dejligt at høre Pernille!! Det er fantastisk, når det, ‘os på den anden side af bordet’ ønsker rent faktisk også er den måde, som vedkommende selv oplever det! Så giver det sgu mening at være socialrådgiver! Tak for din kommentar og held og lykke med forløbet videre frem 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *