Opstart i SFO

Opstart i SFOPludselig er der kun 1 uge tilbage af Silas’ børnehaveliv! Pr. 1. april har vi ikke længere et børnehavebarn – i hvert fald ikke i et halv års tid. Pludselig har vi i stedet et førskolebarn, der skal starte i Mini-SFO. Derfor var vi i sidste uge på besøg i SFO’en. Jeg ved egentlig ikke helt, hvad jeg havde forestillet mig af besøget, men jeg synes på ingen måder, at det klædte os mere på i forhold til den kommende opstart.

Jeg ved, at vi finder ud af det hen af vejen. Jeg ved, at jeg om ganske kort tid griner og trækker på skulderen af mine egne spekulationer over den kommende start. Jeg synes bare overhovedet ikke, at vi er klædt på til opstart i SFO.

Jeg ved, at mit eget kontrolgen i særdeleshed er i spil. Det er altså svært at skulle give lidt mere (eller meget mere) slip på ham. Pludselig skal han i langt højere grad til at passe på sig selv – være et skolebarn, og løvemoderen i mig tvivler på, om han – eller måske nok mere mig selv (!), er klar til det. Folk, der kender mig ved, at jeg er en person, der gerne tager bekymringerne lidt på forskud, samtidig med, at jeg gerne skal have en plan at gå efter, og det er jo svært, når jeg ikke føler, at jeg ved noget som helst 😉

Men jeg bliver lidt bekymret for, om vi ‘taber’ ham på gulvet. Al den viden, som børnehaven har om ham – alle de små ting, de ved, der hjælper ham – hvad sker der med dem? Selvom der har været overleveringsmøde med SFO, PPR, børnehave og børnefys’en, så sidder man alligevel med den der følelse af, at rigtig meget viden nu falder til gulvet, og SFO’en skal til at gøre deres egne erfaringer. Jeg kender det fra mit eget job – selvom jeg bliver klædt rigtig godt på af tidligere rådgiver – ja så er der altså bare viden, der forsvinder hver gang, der sker et skift.

Men på den anden side, så er det måske godt nok – måske er det sundt nok med et sceneskift, hvor de ser Silas på en anden måde. Hvor de ikke kender Silas’ forhistorie og kan se på ham med helt nye briller. Det har vi vel i bund og grund alle sammen brug for engang imellem? Mine bekymringer bunder nok mest i, at jeg er så pokkers bekymret for, at det kommer til at gå den anden vej for ham. At al den udvikling, han har gjort de seneste par år går tilbage. Det er så pokkers vigtigt at være foran – at holde, hvad man lover – at reglerne ikke kan bøjes – at man er klar til at møde ham, også i hans vrede.

Men jeg har lovet mig selv, at tvivlen skal komme dem til gode! Det kommer helt sikkert til at gå. Jeg er sikker på, at det sikkert bare er fordi, at vi ikke kender skolelivet endnu; at vi ikke har noget forhold til nogle af de ansatte; at vi ikke aner, hvor noget er osv. Og det synes jeg ærlig talt ikke, at jeg blev ret meget klogere på ved rundvisningen i SFO’en. Jeg ved, at vi bare skulle have spurgt, men det er svært, når SFO’en kører sin vante gang, og man ikke aner, hvem der er ansat og hvem, der er forælder. Jeg kan godt mærke, at jeg har behov for at have været klædt lidt mere på!

Og min ærgrelse blev ikke mindre, da jeg snakkede med min bror og svigerinde, der har et barn, der skal starte på en mindre skole i en naboby. Her var de inviteret på aftensmad i SFO’en sammen med deres barn, de kommende klassekammerater samt deres forældre. Noget der selvfølgelig kan lade sig gøre, fordi de på den skole er under 15 i den kommende 0.klasse, men ikke desto mindre et rigtig fint arrangement, hvor de havde mulighed for at stille alle deres spørgsmål, møde de kommende pædagoger og den kommende klasselærer. Et arrangement, der ville have været svært at lave på vores skole, hvor de pt. ser ud til at blive 2 store 0.klasser – klasser de stadig ikke er opdelt i, hvorfor de selvfølgelig heller ikke ved, hvem der bliver klasselærer mv. endnu.

Men mens min bror/svigerinde fortalte, sad jeg i mit stille sind og tænkte, om det mon ville være bedre med en mindre skole? Vi vægter dog meget, at Silas skal gå i skole i vores by – han skal gå i skole i sit nærmiljø, da vi tænker, at det på sigt vil blive langt nemmere for ham at være en del af det sociale sammenhold, når han bor i nærheden af sine kammerater mv. Så valget af skole, har vi nok egentlig aldrig været i tvivl om, men det gør alligevel indtryk, når jeg hører, hvilke muligheder en lille skole giver.

Men nu tager vi ja-hatten på!!! Glæder os på hans vegne. Er lidt vemodige over at skulle sige farvel (forhåbentlig på gensyn!) til en fantastisk børnehave. En børnehave, som har gjort SÅ meget for Silas – ja for hele familien! Både på daglig basis, mens Silas har været i børnehaven, og det kæmpe arbejde, som de har gjort der, men også via deres støtte og vejledning til os som forældre. Et KÆMPE tak til dem!!

Nu venter skolelivet og de glæder og udfordringer, det uden tvivl vil følge med 🙂

Tagget , , , ,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *