Rod på øverste etage

Rod på øverste etageJeg har svært ved at komme i gang med at skrive for tiden. Dels fordi, at jeg har en del ideer til indlæg, som kræver lidt mere ro og tid at få skrevet. Det er der ikke så meget af, når Vera er i nærheden. Dels fordi, jeg er ret træt for tiden, fordi jeg bliver vækket ret mange gange i løbet af natten og har få pauser i løbet af dagen.
Men også fordi, at jeg pt. har en del tanker i mit hoved. Tanker som jeg har lyst til blot at læsse af her på bloggen men ikke gør, fordi vi netop rammer grænsen mellem personlig og privat.

Tanker, der er opstået på baggrund af flere episoder over en længere periode. Og når det sker – ja så begynder jeg at tænke. Jeg er et tænkende menneske – det tror jeg, at jeg har nævnt. Jeg høster ikke samme dag, som jeg sår, og ofte har jeg brug for at vende ting igen og igen oppe på øverste etage. Jeg er den der person, der kommer i tanke om på vej hjem i bilen, hvad jeg skulle have sagt – til stor ærgrelse indimellem.

Samtidig er jeg nok også meget privat. Det betyder, at jeg ikke altid vender de tanker med andre – indimellem ikke engang med Henrik. Oftest er det fint nok, men indimellem går det blot til et tidspunkt, og så er jeg heldig at have en god mand med åbne arme, når tankerne får lidt for meget overtag.

Jeg tror, at det hænger sammen med, at jeg ikke er så god til at vise min egen sårbarhed og usikkerhed. Jeg får ofte indtrykket af, at folk omkring mig ser mig som et stærkt menneske, som ikke holder på egen mening. Det er jeg måske også udadtil, men jeg tror også, at det indimellem blot er indtil, der kommer lidt ridser i lakken. Jo jeg siger min ærlige mening – for det meste iblandet lidt nordjysk sarkasme – men ganske ofte holder jeg faktisk også min mening for mig selv. Det er nemlig ikke bekostningsfrit at have en mening om tingene! Der følger nogle hak i tuden med og relationer forsvinder.

Det har jeg egentlig haft det ganske fint med. Jeg kan ikke lave om på, hvem jeg er. Jeg er vokset op med det. Alligevel har det nok hen over årene resulteret i, at jeg gradvist i højere og højere grad udvælger mine kampe. Jeg orker det ikke altid. Dem der stikker næsen frem, er nemlig også dem, der ofte står for skud. Og lige nu, er der en del af disse hak i tuden, som florerer på øverst etage, og jeg føler mig nok i bund og grund lidt ensom, skuffet, misforstået og skrøbelig.

Alt det skal nok også ses i lyset af, at jeg måske er ved at være ‘færdig’ med at holde barsel, selvom jeg på den anden side slet ikke har lyst til, at den skal stoppe! Jeg trænger til at få nogle andre tanker ind på nethinden og bruge de små grå på en anden måde. Jeg tror, at jeg er ved at trænge til at mærke, at jeg ‘dur’ til andet, end at være mor og kone. Trænger til at komme ud og have lidt mere socialt samvær med en flok skønne kvinder og få følelsen af, at jeg faktisk er rigtig vellidt – både fagligt og personligt. For det ved jeg, at jeg er, men når man går herhjemme i sit eget tummerum, så glemmer man det! Det er fx derfor, at man siger, at allerede efter 3 måneder væk fra arbejdsmarkedet begynder det at blive svære at komme tilbage. Man mister simpelthen rytmen, troen, identiteten mv. og tiden bliver erstattet med noget andet. Men det er vist et helt andet indlæg 😉

Nu vil jeg i stedet stille og roligt placere nogle af alle mine tanker på de rigtige hylder. Finde pyt-knappen frem. Trykke på den og igen fokusere på alt det skønne i livet. Tankerne er heldigvis ikke større, end at jeg kan trykke på pyt-knappen – det kan man da være taknemmelig for. En dejlig uge er i vente, der afsluttes med en weekendtur til Sjælland og besøge min søster og hendes familie. Så kryds lige lidt fingre for godt vejr – vi skal nemlig bo i en campinghytte, og alle ved jo, at campingpladser er en tand mere hyggelig, når solen skinner fra en skyfri himmel 😉

Tagget

2 thoughts on “Rod på øverste etage

  1. Håber ikke det passer med de 3 måneder – for jeg har været så heldig at få mulighed for 2 år plus hjemme sammen med vores børn. Men har da planer om at skulle tilbage på job når V skal i vuggestue..

    1. Der er altid en undtagelse fra reglen 😉 Og nej mange kommer heldigvis stærkt igen 💪

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *