Sådan er forældrelivet også

ForældrelivetI søndags var vi i Leos Lege(helvede)land. Første længere tur ude alle mand efter Veras ankomst til verden. Vi har jo udfordringen herhjemme, at der stort set konstant er minimum et barn, der sover, i tidsrummet fra kl. 08 til kl. 16 ca. Men i torsdags blev vi enige om, at vi for en gangs skyld ville tilgodese Silas, og så måtte det koste lidt på de andre to og deres søvn i løbet af dagen, da vi godt var klar over, at Vera ikke ville sove ret meget og Valde slet ikke, mens vi var i legelandet.

Vi spurgte én af Silas’ venner, om han ville med. Det er lidt sjovere for Silas, når der er en jævnaldrende at lege med – vi forældre kan altså ikke gøre det helt på samme måde. Og vennen ville heldigvis rigtig gerne med. Alt gik som smurt. Vi kom af sted til det aftalte tidspunkt, og alle var i godt humør. Dét i sig selv er jo en kæmpe succes! 😉 Vi ankom til Leos Legeland. Vi havde aldrig været der før, og kunne derfor ikke været 100 % forberedt på, hvad der ville ramme os. Vi startede med at smide 20 kr. ud af vinduet pga. skabene i garderoben, hvor det koster en 10ér hver gang skabet åbnes. Det havde ingen af os været opmærksom på, og I ved sikkert, at når man er barn, så skal man selvfølgelig låse, låse op, låse, låse op – og så var de penge væk. Vi droppede derfor at få et skab under store protester fra Silas – for tænk nu hvis, der var nogle, der tog hans sko og jakke!

Men vi kom videre, fik betalt og får fundet et sted at sætte os. Tænker, at NU kan vi slappe af. Drengene løber af sted. Valde finder et legehjørne lige i nærheden af vores plads. Vera pludrer og hygger sig gevaldigt! Og vi gør i og for sig det samme. Fuldstændig fantastisk og stadig overbevist om, at det bliver piece of cake og være i Leos Legeland!

Silas løber forbi – han skal tisse. I forbifarten kan han lige nå at plage om 4 forskellige ting – herunder at han er sulten. I Leos Legeland må man ikke selv have mad- og drikkevarer med, og jeg siger til Silas, at vi lige venter lidt.

Det var nok dagens dummeste beslutning! For ganske kort tid efter begynder Valde at udvise sult samtidig med, at han får øje på slushice’en. Og er der noget Valde og jeg har til fælles – så er det, at vi bliver uudholdelige at være sammen med, når vi er sultne (og/eller trætte). Klokken er nu 11.45 ca. Jeg stiller mig derfor i kø – ligesom en del andre forældre gør, grundet det naturlige tidspunkt for frokost. Jeg hører en ekspedient råbe noget om mad og går i stedet over til hendes kø, selvom der på det tidspunkt ‘kun’ er 4 foran mig i den hidtidige kø (for øvrigt en meget langsom én af slagsen). Hun oplyser, at hun ikke kan tage imod bestillinger af mad. Jeg kigger ned på Valde, der bliver mere og mere hidsig, og som også er ved at blive en smule træt, og så ved jeg, at det kun er et spørgsmål om tid, inden helvedet bryder løst 😉 Jeg føler mig lidt presset men bliver nødt til at stille mig bagerst i køen – igen. En kø der er blevet væsentlig længere. Jeg kigger endnu engang på Valde – føler mig lidt mere presset, da jeg ser hans ansigt forvrænget i gråd og ulykkelighed. Springer ud af køen for at stille mig i kø til Quick-kassen for at købe beholdere til slushice, så Valde kan få sådan én til ventetiden.

Da det endelig bliver min tur i Quick-kassen går ekspedienten væk – han flytter sig over til madkøen! Jeg afventer nogle ekspeditioner, inden jeg (måske lettere irritabel) får spurgt, om der er nogle til at ekspederer den kasse, jeg står ved? Han svarer, at det er der ikke i øjeblikket! ”Okay – svarer jeg (måske en kende mere irritabel nu) – det var bare fordi, du gik lige da, det blev min tur!” Og jeg ved ikke, om han fornemmede min irritation og vedholdenhed? Jeg blev stående og kiggede på ham. Så efter et par ekspeditioner mere, vendte han sig mod mig, og jeg kunne få mine slushice-beholdere.

Endelig kunne Valde få det, han gerne ville have, og som han havde grædt efter de sidste 15 minutter. Og endelig kunne jeg igen stille mig i kø til mad. En kø, der kl. ca. 12.00 var ret så lang. Jeg får bestilt og tænker, at nu er der endelig lys forude. Jeg sender Henrik ud efter de 2 store drenge, så de kan få blandet deres slushice, og så passer det sikkert med, at maden var klar! Vi skulle for pokker kun have 3 bakker pomfritter. Men nej – 25 minutter går der ca., inden pomfritterne lander på vores bord. Og i mellemtiden har Valde drukket sig mæt og gider nu overhovedet ikke have noget at spise. De andre 2 spiser lystigt, inden de igen forsvinder ud i legelandet – som for øvrigt er giga stort!

Vi kigger lidt på hinanden. Brokker os lidt over arrangementet og over, at det absolut ikke er hensigtsmæssigt, at vi ikke selv må have noget at spise og drikke med til børnene, når det skal tage SÅ lang tid at anskaffe os noget. Og så til de priser – hvilket jeg synes er røveri ved højlys dag, men man er jo fanget og nødt til at betale sig fra al ting. Jeg kunne forstå det, hvis det var billigt at komme ind, men det i sig selv koster 145 kr. – også for Valde som kun kan bruge en brøkdel af legelandet. Og når man så samtidig er nordjyde – ja så skal man jo brokke sig lidt over prisen! 😉

Og der midt i det hele kigger jeg rundt på alle de andre forældre, og det går op for mig, at stort set ingen af dem ligner nogle, der synes, det er sjovt at være i Leos Lege(helvede)land! Måske lige på nær dem, der er heldige at være af sted med et vennepar, og hvor børnene er stort set selvkørende. Altså dem, der netop kan sidde uforstyrret og snakke! Alle vi andre sidder med et lidt tomt blik – kigger ud over legelandet – nogle drikker en kop dårlig kaffe – mens vi alle tænker, at sådan er forældrelivet også!! Børnenes præmisser kommer først, og vi forældre udsætter os igen og igen for det stress, det er, at træde ind et sted som Leos Legeland – for børnenes skyld – i håb om, at vi selv kan få lov til at slappe lidt af og nyde, at børnene har det sjovt!

Men selvfølgelig kom vi dertil! Da vi først havde fået fodret af og klaret endnu et par forhindringer, kunne vi endelig, efter ca. 3 timer, sætte os ned med den dårlige kop kaffe, kigge ud over legelandet og vente! Vente på at børnene havde leget nogenlunde færdigt, så vi atter kunne bevæge os hjem.

Og behøver jeg at sige, at der var stille i bilen på vej hjem? Alle børn sov – forældrene åndede lettet op, klappede sig selv på skulderen over at have gjort noget godt for poderne og glade for, at vi trods alt havde haft en skøn tur! 😉

 


Ovenstående skal selvfølgelig læses med et glimt i øjet. Vi havde en hyggelig dag. Børnene hyggede sig, og når de gør det – ja så gør vi forældre jo det samme! Pointen er mere, at man som forælder virkelig gør mange ting, som udelukkende er for børnenes skyld, og hvor man jo inderst inde langt hellere ville lave så mange andre ting. Men det gør man ikke. Man tager af sted i det håb om, at det også vil kunne genere, at vi selv kan få lov til at sidde lidt og slappe af, men sådan er det sjældent, det går! Jeg havde endda været så optimistisk, at jeg havde taget en bog med! Behøver jeg sige, at den slet ikke kom op af tasken 🙂

Og nej – jeg kan ikke engang dele et billede fra dagen med jer. Vi fik nemlig slet ikke taget billeder og tænk sig, det er faktisk ganske okay! Det tror jeg, at jeg vil øve mig lidt mere i. Alting behøver ikke dokumenteres – i stedet bruge tiden lidt mere på at være nærværende! Så derfor får I i stedet et gammelt billed af Silas og jeg 🙂

Tagget , ,

1 thought on “Sådan er forældrelivet også

  1. Ville da slet ikke tage til sådan et sted med et allergi eller diabetes barn… for den service og ikke selv måtte have noget med!
    godt i havde en god tur = børn der hyggede sig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *