Skøn chokoladekage – perfekt til en fødselsdag

ChokoladekageI anledningen af bloggens fødselsdag er det da også på sin plads at bringe en opskrift på en chokoladekage, som egner sig usandsynligt godt til en fødselsdagsfest – både til voksne og børn. Jeg lavede den til min egen 30 års fødselsdag forleden, og der blev der spist fint af den, så mon ikke folk syntes godt om den?

Ideen til kagen kom fra NannaPretzmann.dk – hun kalder den verdens bedste chokoladekage, og ja hendes billeder – de talte altså til min søde tand. Jeg kiggede opskriften igennem og syntes altså, at den chokoladekage var meget omfattende – det måtte kunne gøres nemmere. Hvorvidt resultatet var bedre eller dårligere end Nannas, ja det kan jeg jo af gode grunde ikke vide, da jeg ikke har prøvet hendes version af kagen.

Jeg gik i stedet efter, at det skulle være nemmest muligt. Jeg brugte derfor i stedet opskriften på chokoladekagen, jeg tidligere har lagt her på bloggen. Den bruger jeg til alt – lige fra chokoladekagen med glasur, med smørcreme, med ostecreme, som lagkagebunde, til romkugler – ja alt hvad man kan forestille sig. Den er så nem at lave og tager ingen tid – 2 ting, der passer godt ind i vores hverdag for tiden 😉

Jeg justerede dog mængderne en smule, så det passede bedre til en rund springform.

  • 200 g. mel
  • 200 g. sukker
  • 50 g. kakao
  • 1 tsk natron
  • 2,5 dl. appelsinjuice
  • 2 æg
  • 0,5 dl. olie (jeg bruger rapsolie)

De tørre elementer blandes godt. Derefter tilsættes juice, æg og olie. Dejen hældes i en springforme beklædt med bagepapir i bunden (så er kagen let at løfte ud af formen). Kagen bages ved 170° i ca. 25-30 min. Husk at tjekke kagen ofte, da det kan variere fra ovn til ovn.

Efter bagning køles kagen helt ned. Når kagen er kølet ned skal smørcremen laves, og her har jeg brugt Nannas opskrift.

  • 200 gram blødt smør
  • 2 dl kakao
  • 4 dl flormelis
  • 2 tsk vaniljesukker
  • 1 dl mælk

Alle ingredienserne kommes i en skål. Pisk kort ved laveste hastighed til ingredienserne er blandet sammen. Herefter skrues der op til højeste hastighed, indtil cremen er blevet let, luftig og ikke smager af smør. Jeg vil skyde på, at jeg gav det ca. 10 minutter i min køkkenmaskine.

Når smørcremen er rørt skal kagen deles i 2 dele, således at der kan komme et lag smørcreme ind i midten af kagen. Lidt af smørcremen gemmes til at smøre kagen op med et tyndt lag. Jeg pyntede med revet chokolade, men det kan man jo gøre som man vil.

Jeg vil påstå, at kagen er perfekt til gæster og fester, da den sagtens kan laves i god tid. Jeg bagte og samlede kagen d. 29. december, og den var stadig lækker både d. 31. december og sågar den 1. januar. Det gør bestemt ikke noget, at det får lov til at trække godt sammen, inden den skal nydes.Chokoladekage

Tagget , , , ,

2 thoughts on “Skøn chokoladekage – perfekt til en fødselsdag

  1. Den ser god ud, så deN skal prøves 🙂 Hvilken størrelse Springform bruger du til denne opskrift? Bh christina

    1. Jeg brugte en på 25 cm. Men du kan sagtens brugw en på 20/22 også, så bliver kagen bare lidt højere og bagetiden lidt længere 😊 Håber du synes om kagen 😊

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *