Små børn, små problemer. Store børn, store problemer

Små børn, små problemer. Store børn, store problemerSiden jeg fik børn, har jeg altid haft det meget anstrengt med dette udsagn! Sandheden i det er måske meget reel, men derfor har man ikke brug for at få det svar, når man lufter sine “små” bekymringer i forbindelse med de små børn. Jeg tænker fx heller ikke, at det er en god idé at sige til teenageren, når dennes liv er ved at falde fra hinanden, at bekymringerne og udfordringerne bliver meget større, når de bliver voksne. Jeg har svært ved at forestille mig, at det vil føre noget godt med sig 😉

Og det, der irriterer mig, er, at udtrykket på én eller anden måde er med til at negligere den følelse, man står med. Det kan selvfølgelig indimellem være meget fint at få sat tingene lidt i perspektiv, men upåagtet hvor stort problemet er, så er det er ens egen oplevelse af egen situation, så selvom det måske ikke synes som et stort problem for andre – ja så kan det faktisk godt være det for den person, der i øjeblikket står i det. Så sker der til gengæld tit det, at man efterfølgende måske godt selv kan se, at det måske alligevel ikke var så slemt, men det var det, mens man stod i det.

Samtidig kan jeg ikke lade være med at tænke på, at hvis vi alle skal måle vores problemer og udfordringer i forhold til andre problemer, ja så vil man i de fleste tilfælde nok kunne finde nogle, der har større problemer end én selv, hvilket så fint kan beskrives med et citat fra Søren Kirkegaard: “Når jeg hører nogen sukke, at “livet er hårdt”, fristes jeg altid til at spørge: ” Sammenlignet med hvad?”

Den tanke får jeg tit i forbindelse med mit arbejde, hvor jeg får kendskab til mange udfordrede skæbner, og hvor jeg ganske ofte tænker, at jeg i grunden skal være ret godt tilfreds med det, som livet har budt mig. Men det ændrer alligevel ikke på, at der også er ting, der fylder hos mig, og som er en stor udfordring, bekymring eller problem for mig, selvom det sammenlignet med andet sagtens kan ses som en bagatel.

Når det er sagt, så begynder jeg også at forstå, hvad folk mener, når de siger til mig: “Små børn, små problemer. Store børn, store problemer” i takt med, at Silas er blevet større. Især overgangen til skolelivet synes jeg har været svær, og her har vi virkelig kunne mærke, hvor magtesløse vi kan føle os som forældre. Det mærkes tydeligt, at vi får mindre og mindre indflydelse på Silas’ liv, forstået på den måde, at vi ikke længere har samme kontrol og heller ikke på samme måde kan beskytte ham og skærme ham for livets små udfordringer. Og nu kan jeg da også engang imellem tage mig selv i selv at tænke: “ja ja – små børn…”, men jeg tror endnu ikke, at jeg har sagt det til nogle, og jeg håber, at jeg bider tungen af mig selv, hvis det en dag skulle komme til at ske. For personligt har jeg aldrig tænkt, at det var lige dét jeg havde brug for at høre! Så hvorfor ikke engang imellem blot lade folk være i den virkelighed, der lige i dét øjeblik er deres? Måske har vi ikke altid brug for at få tingene sat i perspektiv? Måske har vi bare indimellem behov for at få lov til at være i øjeblikket?

Mon nogle af jer har det på samme måde eller vil dele lidt af jeres tanker omkring emnet? Så er ordet frit i kommentarfeltet, og det kunne da være meget sjovt at høre jeres tanker om det 🙂 

Tagget ,

4 tanker om “Små børn, små problemer. Store børn, store problemer

  1. Jeg har det fuldstændig lige som dig – jeg hader det udtryk!
    Min søn var tæt på at dø under fødslen,men han endte med “Kun” at få En lille HJERNESKADE og faktisk blive ret normal😉 Men jeg havde lyst til at råbe ind i hovedet på folk, når jeg fik den der vending, når jeg bekymrede mig om, at han var sen til at gå osv., at død og hjerneskade fandme er en stor ting, lige meget hvor lille eller stor man er!
    Men samtidig så må jeg jo også bare erkende (ligesom du skriver) at nu hvor han er startet i skole, så viser hans udfordringer sig pludselig at være noget større og komplekse… Lige som ham… Såååå, jeg er jo ikke meget for det – men måske er der noget om det alligevel 🙄 Men jeg skal helt sikkert heller ikke slynge det i hovedet på nogen😉

    1. Det lyder også som en voldsom oplevelse I fik jer der! Men ja der er helt sikkert noget om det, men det hjælper ikke èn i selve øjeblikket, når man er bekymret for den lille purk. Men der hersker generel en tendens til, at alting skal måles i, at det bliver langt værre. Hvem husker ikke, da man var gravid og sagte nævnte, at det var ved at være lidt hårdt at bære rundt på maven 😉 Det ville blive langt værre 🤣

  2. Et udtryk der irriterer mig er “Husk nu at nyde det mens de er små”, HVIS MAN ØFFER OM NOGET. Ja, ja- det gør mAN/JEG da også – MEN NOGLE GANGE HAR MAN JO OGSÅ LYST TIL AT SÆTTE DEM BILLIGT TIL SALG- OG DE FØLELSER AF FRUSTRATION OG AFMAGT SKAL MAN DA OGSÅ HAVE LOV TIL AT HAVE SYNES JEG. dET ER JO IKKE LUTTER LAGKAGE HELE TIDEN. jEG GØR EN STOR DYD UD AF AT FORTÆLLE MINE BØRN AT JEG ELSKER DEM HØJT- OGSÅ NÅR VI BLIVER SURE PÅ HINANDEN. fOR DET SKAL DE LÆRE AT RUMME TÆNKER JEG- IKKE KUN IFT. MIG, MEN IFT. MENNESKER GENERELT – AT MAN GODT KAN HVE DISKUSSIONER/UENIGHEDER UDEN AT KÆRLILGHEDEN FORSVINDER.
    (VED IKKE HVORFOR DEN KUN SKRIVER MED STORE BOGSTAVER…)

    1. Jeg er fuldstændig enig med dig i, at dèt udtryk også er som at sætte en rød klud op foran hovedet på èn. Selvfølgelig nyder man, men ja det er altså også hårdt arbejde engang imellem – og selv en mor kører træt i det 😉
      Og jeg kan forresten heller ikke regne ud, hvorfor den skriver med stort – har set det ved flere kommentarer den sidste tid 🙄

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *