Socialrådgiver i jobcenteret – er vi bare marionetdukker?

Jeg havde egentlig tænkt, at jeg slet ikke ville forholde mig til den debat, der endnu engang er skudt i gang omkring mit arbejde – jobcentrene. Jeg orker ærlig talt ikke altid at skulle forsvare mit arbejde, men omvendt kan jeg heller ikke lade være! Selvom jeg indimellem mest af alt bare har lyst til at løbe skrigende væk og finde en helt anden type beskæftigelse, så har jeg endnu ikke gjort alvor ved det. Jeg holder for meget af mit arbejde – endnu, men jeg bliver ked af, at det altid er de dårlige erfaringer, der deles, og det tager altid en lille bid af min arbejdsglæde – lidt ligesom livets lys.

Jeg er ikke i tvivl om, at der er plads til forbedringer – hvor er der ikke det, inden for det offentlig, hvor kravene om mere og mere effektivisering, og mere og mere bureaukrati bliver større og større. Hvis I spørger sygeplejerskerne, social- og sundhedshjælperne, politifolkene, pædagogerne, folkeskolelærerne etc., ja så er jeg ret sikker på, at langt størstedelen vil sige, at der er plads til forbedringer i deres arbejde. Altså endnu engang tilbagevenden til spørgsmålet om ressourcer.

Der, hvor det denne gang er anerledes for mig, er, at hele debatten denne gang er startet af en socialrådgiver, som vel og mærke aldrig har været ansat i et jobcenter. Hun har derimod være sygemeldt og er endt ud med at få et fleksjob, altså har hun været trædemøllen igennem. Og ingen tvivl om, at det er en trædemølle – det kan tage lang tid at udrede en arbejdsevne! Noget der ikke bliver bedre af, at de indenfor sundhedsvæsenet også er ekstrem presset, da vi som socialrådgivere er vanvittig afhængig af de papirer, vi får fra læger og sygehuse. Vi kan ikke udrede en arbejdsevne, før borgerens helbred er udredt – vi skal simpelthen sikre os først, at der ikke er noget, eksempelvis behandlingsmæssigt, der kan bedre arbejdsevnen, før vi kan tage en endelig afgørelse. Sådan er det – noget der desværre kan tage lang tid!

Overnævnte socialrådgiver påstår, at vi, ansatte i jobcentrene, tilsidesætter loven og presser folk ud over kanten – ja i bund og grund er vi bare en marionetdukke, som ikke tager ansvar for noget som helst! Jeg føler mig ramt, for hun får det til at lyde som om, at vi socialrådgivere ingen selvbestemmelse har, ingen mening har, ingen empati har, ingen medmenneskelighed har – ja som folk kalder os – blot er skrankepaver, der nyder, når vi kan sige ‘nej’ til folk! Det er klart, at vi på ingen måder har valgt at læse i 3½ år for at hjælpe andre. Det har kun været for at komme til magten og for at tryne andre folk! (Læs venligst ironien) Hvis det var sandheden tænker jeg faktisk, at der var mange andre og mere attraktive løsninger for at opnå det, eksempelvis ét af de erhverv, hvor man har et kæmpe ansvar, kan lave kæmpe fejl og blive belønnet med et kæmpe gyldent håndtryk, når man bliver fyret – selvfølgelig efter gensidig enighed 😉

Jeg kan selvfølgelig kun tale for mig selv, men jeg føler i høj grad, at jeg har min empati intakt – og den oplevelse har jeg faktisk også af mine kollegaer. Man kan sagtens være empatisk, selvom man ikke altid kan give folk det, som de selv ønsker. Det er en større opgave – en umulig opgave engang imellem – men det kan lade sig gøre! I ganske få tilfælde er det umuligt, og her må jeg altså være den, der også ligger lidt af ansvaret tilbage på borgeren selv! Vi, som socialrådgivere, får heller ikke altid en god behandling. Vi skal indimellem lægge ører til meget og blot tage imod, når folk skænder og smælder. Hvilket for øvrigt også gælder fra mediernes side, hvor vi gang på gang kan læse de dårlige historier, uden at vi reelt set har en mulighed for at forsvare os pga. tavshedspligten.

Bevares, der skal også være plads til, at borgeren kan læsse sine frustrationer af hos os. Vores skuldre vokser sig store, og vi kan sagtens kapere det. Det bliver jo en del af arbejdet og ganske ofte, er kritikken/frustrationerne ikke rettet mod os, men mod det system, borgeren føler sig fanget i, og den situation, som de er havnet i på grund af deres helbred. Det tror jeg faktisk, de fleste af os, ville lade sig gå på af – jeg ville i hvert fald! Men indimellem bliver kritikken rettet mod mig som person, hvor det bliver mig personligt, der bærer ansvaret for, at vi ikke kommer videre i sagen. Og det rammer! Selvom vi alle forsøger ikke at lade os gå på af det, så er det alligevel nogle af de ting, der er svære at lade ligge på skrivebordet, når vi går hjem. Aben går med, og ganske ofte bruger jeg en del tid på at tænke på det efterfølgende – både det personlige, men også om jeg rent fagligt kunne have gjort noget anerledes. Tid som ikke står på min lønningsseddel, men som hører med til jobbet.

Personligt har jeg svært ved at se, hvilken positiv effekt, det har for borgeren. Jeg tænker, at man indimellem også skal se indad, som borger. For mig virker det i hvert fald til, at borgere indimellem læner sig gevaldigt tilbage og venter på, at hjælpen kommer – lidt ligesom tendensen er med så mange ting i samfundet for tiden. Det gør den nok også på et tidspunkt, men man kan gøre så meget selv for, at trædemøllen kommer til at gå lidt hurtigere. I stedet kan man vælge at være mere aktiv – selvfølgelig i dét omfang, man magter det – og behandle sine medmennesker ordentlig, også når verden byder på modstand.

Jeg ønsker på ingen måder at negligere den oplevelse, som mange desværre har af deres forløb i jobcenteret. Den er virkelig, forstået på den måde, at det er sådan borgeren har oplevet sit forløb. Og det er en forståelse, der er svær at gøre op med. Det ligger dybt i os og i samfundsforståelsen generelt, at ‘dem’ inde på kommunen eller indenfor systemet, ikke ønsker at hjælpe os. Jeg har ofte fået at vide efter en samtale, at det var rart for borgeren at få bekræftet, at det faktisk var et menneske, der sidder bag døren. De er ofte virkelig nervøse for, hvad vi nu finder på. Heldigvis bliver mange så også positivt overrasket over, at de faktisk har en hel del selvbestemmelse på deres sag – vel og mærke, hvis de ønsker det. Ikke selvbestemmelse på den måde, at de kan vælge frit fra alle hylder, men selvbestemmelse indenfor nogle givne rammer – rammer som loven stiller op.

Jeg synes, at det er sørgeligt, at mange synes, at det er nødvendigt at betale for en professionel bisidder eller partsrepræsentant. Ideen er som sådan fin nok – det kan være rart at have et par ekstra ører med til en samtale. Jeg oplever desværre nok bare, at det ikke gøre den store forskel fra eller til, hvorvidt man har en professionel bisidder med, fremfor eksempelvis ens ægtefælle eller fagforening. Ærligt må jeg sige, at jeg synes, de ganske ofte har en meget passiv rolle – på nær til samtalerne, (hvis de vel og mærke har tid til at deltage), hvor de jo netop skal gøre sig fortjent til sin hyre. Og også indenfor den branche er der virkelig mange brodne kar, der – efter min mening – ikke hjælper med andet end at tømme folks tegnebog. En holdning der selvfølgelig kun står ene og alene for min egen regning – der findes også gode private rådgivere, som gør deres arbejde rigtig godt! Men de private har kronede dage, inden tvivl om det, og jeg kan ikke lade være med at trække på smilebåndet over, at ovenstående rådgiver netop nu ernærer sig ved at være privat rådgiver for sygemeldte borgere, hvorfor denne omtale/kritik af jobcenteret er guf for hendes forretning, men det er nok bare min almene kildekritiske sans, der slår igennem 😉

Selvfølgelig findes der også brodne kar, inden for mit felt, hvor det kan være godt med en privat rådgiver, og hvor ovenstående kritik måske er reel nok. Ikke alle er lige gode socialrådgivere, og nogle burde måske i bund og grund vælge et andet erhverv. Nogle egner sig slet og ret ikke til det, nogle er ikke kvalificeret nok, nogle har ikke de menneskelige kvalifikationer til det, mens nogle andre måske er udbrændte. Men indimellem kunne man måske også forestille sig, at det i bund og grund handler om kemi – eller mangel på samme. Indimellem oplever vi faktisk, at det gør godt, at der sker et skift i forhold til rådgiver – et skift som en borger også altid selv er velkommen til at ytre ønske om! Ingen af os (ja jeg kan selvfølgelig kun tale for mig selv) tager det personligt, for vi ved – og kan også ofte fornemme det – at der findes god og dårlig kemi.

Men tilbage til det med, at vi tilsidesætte lovgivningen og ikke selv har nogen mening om tingene. Jeg kender ingen socialrådgiver/sagsbehandler, som ikke kæmper borgerens sag. Vi sidder ikke blot som en række nikke-dukker og siger ja/nej, når vores ledelse siger det. I sidste ende, er det ikke os, der har kompetencerne til de store beslutninger, såsom fleksjob, ressourceforløb eller førtidspension – det er rehabiliteringsteamet, men det er altså ikke ensbetydende med, at vi ikke udfordre vores omgivelser, hvis vi ikke er enige. Ofte laver vi et kæmpe forarbejde for at sikre, at sagen er stærk nok til at gå igennem, således at vores borger kan slippe for yderligere foranstaltninger. Vi ønsker altså også at komme igennem trædemøllen hurtigst muligt. Og heldigvis er oplevelsen af min nuværende og tidligere arbejdspladser – alle inden for jobcenteret – at der er blevet lyttet til os. De ved godt, at det er os, der kender borgeren bedst qua vores samtaler med vedkommende.

Men der vil være utilfredse kunder i butikken. Det kan ikke undgås. Som med så meget andet i livet, kan borgeren nemlig ikke altid få det, som borgeren gerne vil have! Og det bunder ofte i uvidenhed omkring lovgivningen. En lovgivning, som indenfor jobcenteret, fylder omkring 30.000 sider – så altså en kompleks lovgivning. Og her må jeg bare sige, vi nyder ikke, at give folk et nej. Det er ikke den sjove opgave i jobbet – vi ville da også meget hellere sige ja til alle. Jeg tror de fleste socialrådgivere kan nikke genkendende til den lettere nervøse vejrtrækning, den lille knude i maven og lysten til at tage halen mellem benene og stikke af, når vi skal overlevere en besked til en borger, som vi på forhånd ved, ikke er rar at få! Vi ønsker ikke at rive gulvtæppet væk under vores borgere, men indimellem kan det være en konsekvens af borgerens egne valg eller af lovgivningen – I ved den lovgivning, som vi skal overholde 😉

Det ville også gøre mit arbejde meget lettere, hvis vi altid kunne finde ja-stemplet frem. Vi ville virkelig undgå megen skæld ud, mange konflikter og meget dobbeltarbejde i forbindelse med behandling af klagesager. Klagesager som faktisk tager rigtig lang tid at behandle. Tid, som vi faktisk i langt højere grad gerne ville bruge på vores andre borgere, men som altid bliver en prioriteret opgave og dermed medfører, at andre opgaver kommer længere ned i rækken.

Men det er nu engang sådan, at det er. Vi er ansat til at forvalte lovgivningen, og til at forvalte nogle af skattepengene – altså jeres penge! Og jeg er ret sikker på, at skatteborgerne også ret hurtigt ville begynde at brokke sig, hvis vi gav alle fleksjob, hvis de ønskede det, eller bevilligede alle førtidspension – altså varig offentlig forsørgelse – til dem, der ønskede det. Har jeg ret?

Så mit naive håb er, at befolkningen engang vil have tiltro til, at vi, der er ansat i jobcentrene, altså ikke har nogen skjult agenda. Vi gør ikke noget for at genere og straffe folk, men vi kan heller ikke trylle. Vi kan ikke trylle den lange sagsbehandlingstid væk – hverken hos os eller i sundhedsvæsenet. Vi kan ikke lave lovgivningen om. Vi kan ikke lave borgernes egen holdning om. Vi kan ikke fjerne alle forhindringerne på vejen – eksempelvis ventetid. Men vi kan forsøge at give borgerne en god behandling. Vi kan forsøge at hjælpe dem hen til en løsning, som vi i fællesskab har fundet frem til, og som borgeren også er glad for. Vi kan forsøge at være nogle dygtige socialrådgivere – for det ER vi – de fleste af os i hvert fald. Og det skal al den negative omtale ikke pille ud af mig, men indimellem giver det mig lyst til at stikke af, og ganske ofte får det mig til omgås sandheden, når folk spørger, hvad jeg laver.

Det blev et langt indlæg! Tak til jer, der holdt ud og rent faktisk læser dette. Jeg ønsker som skrevet ikke at negligere folks oplevelse, men ønsker at gøre opmærksom på, at vi ikke er marionetdukker, der nikker og siger amen, når vi bliver bedt om det. Vi er borgerens socialrådgiver, selvom det ikke altid opleves på den måde. Vi rådgiver om loven, om lovens muligheder og borgerens muligheder, inden for lovens rammer, og vi holder af at hjælpe mennesker til at hjælpe sig selv!

Hvis man har lyst til at læse artiklen, der fik mig til tasterne, kan man læse den her. Hvis man har lyst til at læse et sarkastisk debatindlæg om livet som socialrådgiver, kan man læse det her

Tagget , , , ,

2 thoughts on “Socialrådgiver i jobcenteret – er vi bare marionetdukker?

  1. GODT indlæg og tak for det!!

    Jeg er selv socialrådgiver, i sygedagpengeafdelingen på et jobceNter. Da jeg læste deN nævnte artikel blev jeg simpetlhen så vred og skufFer over en “kollega”.
    Især da hun aldrig nogensInde selv har været ansat i et jobcenter, og ja – hun har været trædemøllen igennem, men det er jo sådan vores lovgivning er. Hun sIdder selv og forvalter en lovgivning i det kommunale regi, og gad vide om hun altid møder tilfredse borgere? – jeg tror det næppe!

    Noget jeg også bliver vred over er de kommentarer jeg har set fra folk på facebook, der har en hadsk holdning til jobceNtrene. Jeg er glad for mit arbejde, og den mÅlgruppe jeg arbejder med. De sygemeldte giver mig tit nogle søde ord Med på vejen, når vores veje skilles – om enten de bliver Raskmeldte af forvaltningen (fordi jeg forvalter loven), overgår til eT jobafklaringsforløb, eller bliver Raskmeldt efter den gode plan vi SAMmen har lavet.

    Tak igen for dette indlæg 😊

    1. Jeg kan læse, at vores reaktion var meget den samme, da vi læste artiklen. Men ja den almene holdning til jobcentrene er ikke god, selvom jeg faktisk også tit oplever at få gode ord med på vejen. Hvordan man ændr det ved jeg ikke? Vi kan ikke gøre andet end at blive ved med at forsøge at sprede de gode historier og håbe på, at det med tiden vil ændr sig 😊 Men tak for din kommentar!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *