Termin

TerminSå ramte vi terminsdatoen, og det virker ærlig talt til, at lillebror ikke har tænkt sig at skulle ud i lige foreløbig. Ventetiden har de sidste par dage været utrolig lang. Da jeg var gravid med Silas gik vandet natten til terminsdatoen, så jeg har selvfølgelig været spændt på, om det også ville blive lidt før eller til tiden denne gang.

Derudover er alle planer jo med et vist forbehold, for vi ved jo ikke, hvornår vi skal suse af sted. I aftes turde jeg næsten ikke engang sætte en portion koldthævet boller i køleskabet, for så kunne dejen jo så fint stå der og blive ved med at hæve, når vi skulle på sygehuset! Åndssvag tanke – for det kunne der nok i bund og grund findes en løsning på. Og løsningen kom jo helt af sig selv, da jeg kom i tanke om, at vi for resten skulle til fødselsdagsbrunch i dag, så boller ville slet ikke være nødvendigt!

Men livet er nærmest sat på standby i disse dage, og Henrik spørger ofte, om der snart sker noget? Og det har jeg jo af gode grunde meget svært ved at svare på.
Jeg tror faktisk de fleste kan nikke genkendende til dette, og måske handler det om – i hvert fald for mig – at det indre kontrolmenneske bliver udfordret – da jeg jo virkelig ikke selv har nogen magt over situationen. Jeg kan jo i princippet få veer og have født, inden dagen er omme (krydser fingrer!), men der kan jo også sagtens gå 1½ uge endnu. Det eneste jeg ved, er, at jeg maksimalt får lov til at gå 10 dage over tiden, inden jeg skal sættes i gang. Jeg håber bare, at det hele når at gå i gang af sig selv, da jeg ikke er så stor fan af det der igangsættelse – ben there, done that!

Så jeg håber og tror, at det bliver inden for de nærmeste dage, at vi får lov til at møde det lille vidunder, som vi har ventet på i 9 måneder. Samtidig nyder vi de sidste dage som 3 og forsøger at forberede os alle på, hvad der venter os i den nærmeste fremtid 🙂

Tagget , , ,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *